x
MGMT: Store Vega, København

MGMT, Store Vega, København

MGMT: Store Vega, København

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Grundet restriktioner fra MGMT's management kan GAFFA desværre ikke bringe billeder fra koncerten

Det var noget nær en heltemodtagelse, der ventede MGMT i form af den stærkt ivrige og dybt spændte forsamling, der stod klar foran scenen i Store Vega og hele vejen ned gennem salen. Få bands ud over MGMT – Arcade Fire trænger sig på som oplagt pendant – har formået at indfange smagen hos nutidens unge i en så voldsom grad, og derfor er det andet og mere end blot koncert-iver, der trænger sig på hos de fremmødte – det er en dyb tak, der skal udtrykkes. For det seneste album, "Congratulations", jovist, men især for nyklassikeren "Oracular Spectacular", der vitterligt satte MGMT på verdenskortet for tre år siden.

Således går omtrent samtlige tilstedeværende da også amok, da bandet indtager scenen og lægger for med en af signatur-perlerne, "Time To Pretend". Det er en entusiasme, som er sjælden, og som kun er forbeholdt de helt særlige bands – og de helt særlige situationer, hvor de optrædende på den ene side er internationale verdensstjerner, og på den anden side ikke er større, end de skal spille i Store Vega. Det er noget nær den ideelle kombination, og det er fuldkommen fortræffeligt, at aftenens koncert ikke skulle foregå i eksempelvis KB Hallen eller et andet såkaldt spillested, hvis primære udmærkelse er, at det kan rumme ganske mange mennesker.

Så meget desto ærgerligere er det, at det tager lige lovlig lang tid før lyden af MGMT bliver anstændig. Store Vega kan med rette bryste sig af, at have lagt hus til nogle særdeles vellydende koncerter. Men lige i aften mudrer det. Rigtig meget endda. "Time To Pretend", jo tak, et selvskrevet højdepunkt – men var det ikke for publikums nynnen med, havde man knapt kunnet fornemme det så karakteristiske synthtema, der indleder sangen og gentages mægtig mange gange.

"Song For Dan Treacy", der følger op, lyder tilsvarende mudret. Væsentligt bedre går det med "Weekend Wars", der lyder som dét nummer, som gruppen tidligere på dagen må have lavet lydprøve efter. Men samlet set er hele første halvdel af koncerten præget af tvivlsom lyd, og når den fra og med "Electric Feel" bliver anstændig, så er den stadig ikke halvt så krystalklar, som ville have klædt en koncert som denne med dens nuancerede og indholdsrige lydbillede.

Godt nok, så lyden var ikke ideel – men hvad med bandet og den optræden, som det mere direkte kan holdes ansvarlig for? I denne afdeling var der ikke tale om den mest vedkommende koncert, for den direkte kommunikation med publikum var noget begrænset. Men det gjorde egentlig ikke noget, for når den endelig var der, så skinnede begejstringen igennem fra især Andrew VanWyngarden, der lignede Jake Gyllenhaal i rollen som Donnie Darko med samme sympatiske mimik og let kejtede kropsholdning.

Med syv numre fra debuten og syv fra det seneste album på sætlisten, er der heller ikke meget at udsætte her. Det skulle da lige være, at koncerten i sidste ende sluttede af med "Of Moons, Birds & Monsters" frem for et mere markant nummer, da alle sådanne allerede var blevet fyret af i løbet af koncerten. En lidt pudsig slutning, men når man så kigger tilbage på de spillede numre og indser, at "Electric Feel", "It's Working" og "The Youth" kunne serveres ekstremt overbevisende lige i træk og dermed skabte et fænomenalt sammenhængende højdepunkt, så tilgiver man straks MGMT alle atypiske sætlisteprioriteringer.

Alt i alt bliver det derfor en absolut positiv fornemmelse, der indhylder aftenens koncert og denne vurdering af den. Nej, lyden var ikke ideel, sætlisten var lidt besynderlig, og der blev ikke leflet for publikum på samme måde, som mange andre bands formår det. Men til gengæld blev der leveret en samling stærkt solide sange, der gang på gang fik den propfyldte sal til at juble i voldsom ekstase – om det så var "Kids", der nærmest blev leveret som playback, "Flash Delirium" eller den formidable "I Found A Whistle". Ofte bliver de mest positive koncertoplevelser så overvældende, at man helt mister lysten til at lytte til studieudgaverne af de spillede sange – men i aften er lysten dertil faktisk kun styrket, og det er i sig selv en bedrift, som er værd at hæfte sig ved.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA