x
The Tallest Man On Earth: Lille Vega, København

The Tallest Man On Earth, Lille Vega, København

The Tallest Man On Earth: Lille Vega, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Billedet stammer fra The Tallest Man On Earths koncert i Malmö i november.

Det er et tætpakket og for længst udsolgt Lille Vega der forventningsfuldt tager imod Kristian Matsson som er manden der gemmer sig bag navnet The Tallest Man On Earth. Helt alene med et arsenal af guitarer indtager han scenen til kæmpe jubelbrøl og fra starten af koncerten står vokalen krystalklar i lydbilledet, og faktisk glemmer man helt den noget nasale stemmeføring man finder på pladen, og man glemmer alt om Dylan-referencerne.

Matsson åbner med nummeret "A Field of Birds" som han har lavet til velgørenhedsprojektet Yellow Bird, og selvom størstedelen af publikum nok ikke er bekendt med projektet er der fra første sekund absolut ro og opmærksomhed fra salen. Straks herefter mærker vi tydeligt at vi er ude en fredag aften, da Matsson for første gang på aftenen giver en fornem prøve på sine evner på en guiter og sætter festen i gang med up-tempo nummeret "Burden of Tomorrow".

Til trods for sit svenske ophav taler Kristian Matsson aftenen igennem til os på engelsk, for som han selv siger så vil han hellere lyde som en douche-bag (hvilket man åbenbart gør på engelsk) end at folk ikke forstår hvad han siger, I det hele taget har Matsson en tæt kontakt med publikum, og det er tydeligt at han er rutineret på en scene efter en længere turné der har bragt ham vidt omkring, ikke mindst mange måneder i USA hvor toneangivende medier som Pitchfork har banet vejen for ham.

Aftenens absolutte højdepunkter kommer først under det der må være det tætteste på et egentligt hit "King of Spain" hvori Matsson i øvrigt bekender sig til arven fra Dylan ved at referere til "The Times They Are A-Changin'" med linjen I'll wear my boots of Spanish leather". Dernæst da Matsson drillende nævner at det da godt kunne tænkes at han gæster en bestemt dansk festival til næste sommer.

Matsson veksler aftenen igennem ofte, hurtigt og frit imellem stemninger fra det inderlige og nærværende til det festlige og laver flere gange i løbet af aftenen plads til at publikum kan synge med, og publikum følger ham i tykt og tyndt, i hvert fald i den første times tid. Under Matssons takketale til de folk som har fulgt ham turen igennem mister publikum koncentrationen en smule, og det hjælper ikke just at der herefter følger en to-tre ballader.

Hvis man skal trække noget fra en helt fantastisk aften i selskab med The Tallast Man On Earth må det da også være at sangene generelt kredser om de samme temaer, og de kan måske godt kan blive en smule ensformige, et faktum som Matsson ellers gør alt for at komme uden om i koncertsammenhæng ved at variere sine fraseringer, guitarer, tempo og derudover gå fra hviskende til om ikke råbende så i hvert fald virkelig insisterende vokaler. Selv om Matsson gør alt for at variere det udtryk man kender fra pladerne, så påpeger han alligevel det bedst selv da han bemærker at det er svært at introducere sangene da de mere eller mindre alle sammen handler om det samme: længsel, ulykkelig kærlighed og en grundlæggende tvivl på egne evner.

Til trods for at fokus fra publikum mister fokus lidt hen imod slutningen så henter Matsson alligevel det sidste stik hjem med de fantastisk smukke ekstranumre "The Dreamer", hvorfra titlen på den seneste ep, "Sometimes The Blues Is Just A Passing Bird" er hentet, og – efter et dybfølt og ærligt tak for i aften - "Kids on the Run", fremført på klaver.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA