x
The Hundred In The Hands: VoxHall, Aarhus

The Hundred In The Hands, VoxHall, Aarhus

The Hundred In The Hands: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Nicholai Friis Pedersen | GAFFA

The Hundred in the Hands er en electropop-duo fra Brooklyn, som også trækker veksler på genrer som post-punk og dream pop. Gruppen består af Jason Friedman (guitar, bas og programering) og sangerinden Eleanor Everdell (vokal og synths). I 2010 udgav de på det toneangivende engelske pladeselskab Warp (Aphex Twin, Autechre, Grizzly Bear etc.) ep'en "This Desert" og det selvbetitlede debutalbum, hvorfra sangen "Pigeons" har været ugens uundgåelige på P3. Albummet såvel som ep'en er anmeldt af GAFFA. I 2009 indspillede de sangen "Dressed in Dresden", mens Everdell var turnémusiker for Friedmans band The Boggs. Nummeret udkom via Pure Groove på 7", og gennem internethypen, der fulgte i kølvandet, vaktes interessen hos Warp.   
Først og fremmest pop

I The Hundred in the Hands synth- og trommemaskinebårne univers høres referencer til postpunk-bands som New Order, Depeche Mode, Siouxsie and the Banshees, Broadcast, Orange Juice og LCD Soundsystem i sammenblanding med shoegaze og støjrock a la Cocteau Twins og My Bloody Valentine. Dog er der nok først og fremmest tale om solid og til tider rigtig god pop, og gruppens næse for sangskrivning høres specielt i numre som "Dressed in Dresden", "Pigeons" og "Commotion". Sammen med de mere outrerede favoritter fra ep'en "Sleepwalkers", "Tom Tom" og "Ghosts" var disse heldigvis at finde på aftenens korte sætliste, hvor ti numre udspillede sig over omtrent 35 minutter.

En usynlig mur

Den meget lille skare, der skulle udgøre koncertens crowd, sad alle i VoxHalls lounge og småsnakkede, da de hurtigt genkendte toner og det pulserende og insisterende beat fra "Pigeons" pludseligt fyldte spillestedet. De strøg ud til scenen, hvor duoen havde taget opstilling ved hver sin "arbejdsstation" med synths, pads og anden elektronik. Med bassen i hånden gav Friedman liv og dynamik til nummerets stramme groove, mens Everdells sang smøg sig under et tykt lag af effekter. Begge var de introverte på den trendy måde, hvilket fint matchede musikkens kølighed. Desværre var der en usynlig mur mellem band og publikum, som det aldrig helt lykkedes duoen at bryde igennem.           

En middelkoncert

Efter "Pigeons" skiftede Friedman permanent bassen ud med guitar, og bandet leverede nogle af koncertens højdepunkter i form af fine versioner af de rockede "Lovesick (once again)" og "Dressed in Dresden". Friedmans guitarspil udmærker sig ved at veksle mellem at være funky og gennem massiv rumklang nærmest at kunne forsvinde i den øvrige instrumentering. Efter et par numres dødvande, hvor gruppens tilbagetrukne, men sensuelt dansende frontkvinde havde svært ved at bryde igennem de tykke flader af synths, tog de heldigvis fat på materiale fra deres fine ep "This Desert".

Den Manchester-postpunkede "Sleepwalkers" gav grundet sin skrabede instrumentering fint rum til vokalen, "Ghosts" med det fremragende, opbyggende guitarspil blev tilført en ekstra lang og forløsende outro, der vakte stor begejstring hos publikum, mens den psykedeliske "Tom Tom" med sin banale melodilinje og de abrupte og uigenkendeligt manipulerede samplestabs viser, at gruppen er i stand til mere, end de hidtil har vist. I forhold til blegnede de to afsluttende numre "Young aren't Young" og gruppens seneste single "Commotion" desværre en smule. Med et ydmygt tak forlod gruppen scenen til et solidt bifald fra det forsvindende lille publikum, som fik serveret en koncert, der viste duoens potentiale, men aldrig løftede sig over middel.




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA