x
The Low Anthem: Loppen, København

The Low Anthem, Loppen, København

The Low Anthem: Loppen, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Ligesom på det seneste udspil, "Smart Flesh", åbner The Low Anthem koncerten med den stille og stemningsfyldte "Ghost Woman Blues". Ben Knox Millers flotte stemme er som på pladerne det helt centrale omdrejningspunkt, og han formår faktisk at få det forholdsvis kaotiske Loppen til at lytte efter.

Koncerten koncentrerer sig naturligt nok om den nye plade, men da den kun har været på gaden i en lille måned er den ikke kommet helt ind under huden på publikum endnu. Hvad værre er at man flere gange i løbet af aftenen også fristes til at tænke det samme om bandet. Sange som den fantastisk betitlede "Sally, Where'd You Get Your Liquor From" og "Glitter" findes end ikke på nogle af deres udgivelser, så det er ikke ligefrem fordi at The Low Anthem har tænkt sig at lefle for publikum.

På den nye plade har Ben Knox Miller stort set valgt at droppe den smukke falset som gjorde "Oh My God, Charlie Darwin"-pladen til en virkelig smuk størrelse. Når han synger i de lavere toner, er hans stemme dog ikke synderlig interessant, og det går ud over et nummer som "Hey, All You Hippies!" som til trods for en fin tekst om hippie-kulturens tilbagefald, efter Reagan overtog Californien tilbage i 80'erne, ikke rigtig fanger.

Det hører også med til historien at bandet virker ret usikkert, med en del fejl til følge. Koncerten starter op med at bassen bliver tabt, og det er som om at det sætter en nervøs stemning på scenen, hvor særligt trommerne har det med at overdøve de fine nuancer, som violin-spil og kor-arrangementer ellers kunne tilføje. En snak med lydmanden efter koncerten afslører at bandet vælger at droppe den aftalte sætliste efter fem numre. Det virker mildest talt som om det var en rigtig dårlig idé.

Regulær røvballe

Det virker som om The Low Anthem har besluttet sig for at gå i en mere blueset og skramlende retning, men på vejen smider de altså de fine detaljer og fremstår mere end alt andet som et ganske regulært røvballeband. Ret skal nu også være ret, "To Ohio" fremstår lige så smuk og fin, som man kunne ønske sig, også til trods for at det nye arrangement altså ikke sidder helt i skabet. På den ellers fine "This Goddamn House" fra den første plade bliver publikum bedt om at hjælpe til, vi skal tage vores mobiltelefon, ringe til en vi er til koncert med og sætte højtaleren til. Hvad effekten af dette skal være er ikke helt forståeligt, men afslutningen bliver da akkompagneret/forstyrret af en del ringetoner.

Det er i det hele taget en noget blandet omgang vi bliver serveret for. Aftenens lavpunkt kommer uden tvivl med "Home, I'll Never Be". Til trods for at den bliver leveret rimelig rå på både pladen og hos ophavsmand Tom Waits, formår Ben Knox Miller alligevel nærmest at ødelægge sangen ved at give sig til at råbe. Herefter er bandet dog fint i stand til at levere en version af "Charlie Darwin" som man ikke kan ønske sig mere af.

Hen imod slutningen runger et "Tonight's the Night"-råb igennem salen på klingende Valby-engelsk. Om det er fordi vedkommende tænker på de folk der tilbage i 70'erne havde håbet på at høre de fantastisk smukke sange fra Neil Youngs "Harvest", men i stedet blev mødt med de rå og kaotiske sange fra netop "Tonight's the Night", er usikkert, men sammenligningen er ikke helt ved siden af. The Low Anthem her før bevist, og gjorde også i glimt denne aften, at de er ret fantastiske. Det var bare tydeligt at de slet ikke ramte en god aften på Loppen.




 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA