x
Lykke Li: Store Vega, København

Lykke Li, Store Vega, København

Lykke Li: Store Vega, København

Anmeldt af Jesper Buhl | GAFFA

Scenen på Store Vega er indhyllet i røg, og fra loftet hænger sorte stofbaner, som sammen med det hvide lys bagfra giver associationer til både stadionrock og fascistisk arkitektur. Intromusikken er bombastisk, dramatisk og til tider ganske støjende, og til sammen sætter disse elementer rammen om Lykke Li og hendes bands entré på scenen. Enkelte af de omkringstående bemærker, ganske korrekt, at det her bærer mindelser om både Fever Rays og The Knifes live-opsætninger, men det hele giver faktisk mening, da Lykke Li pludselig dukker op ud af scenerøgen, og en forrygende velspillet version af Jerome sættes i gang. De store, smertende følelser i sangen synes at få ekstra energi fra den dramatiske iscenesættelse.

Det klæder musikken, at hendes liveband, der består af en trommeslager, en percussionist/keybardist, en guitarist/bassist, en keyboardist og en korsanger, har fået en lidt større besætning sammenlignet med turnéen efter Youth Novels-albummet. Lyden er varm og præsent, og arrangementerne har fylde og krop. Publikum jubler da også, da bandet sætter i gang med I'm Good, I'm Gone, som i dagens anledning spilles i en tung og groovy version, som sætter fokus på nummerets insisterende pianoakkorder. Og for første gang af mange denne aften spiller Lykke Li på et crashbækken, noget, der må siges at være blevet et kendetegn for hende. Noget, der understreger, at vi har at gøre med mere end bare en artig sangerinde.

Lykke Li synger godt, særligt i det dybe register, og selv om en publikummer henvender sig til mig og klager over, at hun ikke underholder nok fra scenen, så synes denne signatur, at den energi, der ikke bliver brugt på at fortælle anekdoter og få folk til at klappe med hænderne over hovedet, i stedet synes at blive rettet mod selve den musikalske performance. Og det er en fin prioritering.

Sadness Is A Blessing og Hanging High understreger denne pointe med intens musikalitet og dramatisk sceneoptræden. Et højdepunkt nås dog også i Dance Dance Dance, som drives frem af en heftig koklokke og kulminerer i et superfedt percussion-crescendo, hvor Lykke Li i øvrigt spiller en kazoo-solo. Humoren er ikke fuldstændig forsvundet i Wounded Rhymes' sort-hvide syrebad. Nummeret ender med a cappella-harmonier fra hele det velsyngende band. Smukt.

Efter den emotionelle og storladent smukke sørgesang Love Out Of Lust og New Moon-soundtrack-sangen Possibility virkede det, som om man nu mente, at man skyldte publikum en fest. I hvert fald fik vi en medrivende Rich Kid Blues, som endte i en overraskende trofast gengivelse af introen til The Knife-sangen Silent Shout. Herefter fik vi en lidt flagrende og uvedkommende version af hendes Kleerup-gæsteoptræden Until We Bleed, som, på trods af at det er et udmærket nummer, demonstrerede at i en live-sammenhæng var dette band bedst, når de bekendte sig til syreorgel og højloftet drama frem for fire til gulvet.

Afslutteren Get Some var til gengæld vellykket, og med den afsluttende rytmik-kulmination som udgangsbøn forsvandt Lykke Li fra scenen. Publikum ville dog have mere. Det vil de jo næsten altid. Uanset hvad, så kom bandet ind igen og gav os en orgeldrevet, Doors-syret og cool Youth Knows No Pain, som i sig selv er et af Lykke Lis bedste numre, og en fremragende version af country-perlen Unrequited Love, hvor hun klogelig mestendels holdt sig fra de høje toner og i stedet tog dem en oktav under. Noget, der faktisk klædte nummeret gevaldigt. Og så var det slut for en koncert, der kun enkelte steder tabte pusten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA