x
iceage : Pop Revo, VoxHall, Aarhus

iceage , Pop Revo, VoxHall, Aarhus

iceage : Pop Revo, VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Nicholai Friis Pedersen | GAFFA

Jeg har hørt myter om, at iceage, når de spiller, er meget påvirkede, og at slåskampe spontant bryder ud på kryds og tværs i og mellem publikum og band. Jeg har også hørt, at de ikke for fem flade øre kan spille tight, og at de skulle udstråle en "don't give a fuck-attitude", som kendetegner den musikalske genre, de spiller: et ret autentisk take på punk og postpunk. Bortset fra slåskampene stemte myterne meget godt overens med den oplevelse, jeg havde af deres koncert, som var den sidste på Pop Revos fredagsprogram.

Rytmesektionen sejlede

Med en ep og et album, som er såvel vellykket som velmodtaget, i ryggen, er det unge og stærkt hypede københavnerband blandt de mest omtalte på den danske rockscene i år og sidste år. I tråd med genren holdes sangene korte og varer ofte under to minutter. Sangskrivningen er dog til tider god nok til, at numrene sagtens kan bide sig fast i lytteren med de catchy omkvæd, de ofte indeholder. Gode eksempler på dette er "White Rune" og "New Brigade" (debutalbummets titelnummer), som også var blandt publikums favoritter til koncerten.

Med det samme, bandet begyndte at spille, stod det klart, at rytmesektionen sejlede rundt. Det så dog ikke ud til at røre bandet, hvilket der iøvrigt ikke rigtigt var noget, der gjorde. Lyden var heldigvis massiv nok til, at koncerten havde sine intense momenter. Eksempelvis "New Brigade", som bestemt også hører til blandt bandets stærkeste materiale.

Øresønderrivende forvrængning

Guitarlyden var øresønderrivende, og havde koncerten varet meget længere, så var den meget gavmildt doserede forvrænger nok blevet lidt for meget for øregangen. Men i den lille halve time, koncerten varede, var den ukontrollerede støj, der også vedblev længe efter, at numrene klingede ud, med til at give koncerten kant – og havde den ikke haft kant, havde den virkeligt været katastrofal.   

Selvom bandet gav så lidt af sig selv, så virkede publikum til at kunne lide det, de så - og et halvt dusin af dem forsøgte også at få en moshpit op at stå. På den ene side var bandet ikke så dårligt live, som jeg havde hørt og forventet. I punk må man gerne spille dårligt, og det må man sige, at iceage gør. På den anden side var der heller ikke rigtigt andet at komme efter end attitude og en række gode sange. Desværre uden den glimrende produktion, man får dem i på pladen.          


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA