x
Darkness Falls: Spot Festival, Pickup Scenen, Aarhus

Darkness Falls, Spot Festival, Pickup Scenen, Aarhus

Darkness Falls: Spot Festival, Pickup Scenen, Aarhus

Anmeldt af Jesper Rise Børjesen | GAFFA

Hvis det ikke var fordi, man vidste, at man stod i Aarhus til Spot Festival, kunne man lige så godt have troet, at man var havnet midt i en scene i en Quentin Tarantino-film. Darkness Falls bød fredag aften på dystre toner og fløjlsblød vokal, da de gæstede Pickup-scenen. Og det var ikke en dårlig kombination.

Allerede inden koncertens begyndelse var teltet stoppet med folk. Et publikum, der tydeligvis var spændt på, hvad pige-duoen bestående af Josephine Philip og Ina Lindgreen kunne byde på. For navnet Darkness Falls har spredt sig blandt danske musikelskere efter dj'en Anders Trentemøller producerede gruppens første ep, som udkom tilbage i marts. Tidligere var de to piger kendt som The Josinea Room, men det nye navn har bragt succesen med sig, og til efteråret udkommer duoens debutalbum, igen produceret af Trentemøller.

Duoen, der i dagens anledning blev assisteret af to ekstra guitarer og en trommeslager, spillede deres surfer-inspirerede 60'er-rock med masser af guitar blandet med synths. Det hele bundet sammen af Josephine Philips kraftfulde stemme, der på det nærmeste hypnotiserede publikum.

Nåede ikke ud til publikum
De to piger leverede musik af høj kvalitet, men kæmpede i den første halvdel af koncerten med at nå hele vejen ud over scenekanten. Først halvvejs igennem repertoiret kom duoen i kontakt med deres publikum. Med de sidste tre numre krævede gruppen tilskuernes fulde koncentration, og da de sluttede af med nummeret "Hey", var publikum tændte.

Det var i øvrigt også koncertens bedste nummer. Her fik den ikke for lidt med tung bas, vibrato-guitar, synth-solo og insisterende trommer. Teltet rockede med og kvitterede med højlydte klapsalver. Bedst var de numre, hvor tempoet blev skruet i vejret, og Josephine Philips vokal virkelig slog igennem.

Alt i alt en musikalsk spændende koncert. Hvis pigerne samtidig formår at nå endnu længere ud over scenekanten og fange deres publikum, kan det kun blive virkelig godt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA