x
The Floor Is Made Of Lava : Northside Festival, Scene 1, Aarhus

The Floor Is Made Of Lava , Northside Festival, Scene 1, Aarhus

The Floor Is Made Of Lava : Northside Festival, Scene 1, Aarhus

Anmeldt af Rebecca Thuesen | GAFFA

For et års tid siden udgav The Floor Is Made Of Lava deres hamskifte, "Howl At The Moon", der tog dem fra hyggerock til rå og beskidt garagerock. Det holder drengene godt fast i her til eftermiddag, hvor der lægges ud med "Heads & Tails", der også starter førnævnte album. Indledningsvis er der en smule knas med deres timing, men det rettes der hurtigt op på, og da de første toner af "Ain't Half Bad" lyder, har The Floor Is Made Of Lava for alvor etableret sig på scenen og i publikum.

Det er forventeligt, at en koncert spillet i det fri, på en temmelig blæsende dag, ikke er helt optimal rent lydmæssigt, og det er også tilfældet her. Vokalen bliver kastet rundt, og instrumenterne bliver mudrede, men heldigvis er der tale om garagelyd i materialet, så på en besynderlig måde drager koncerten ligefrem fordel af de naturkræfter, der ellers kan være en lydmands værste mareridt.

Små, frække detaljer

Inden tredje nummer sparkes i gang, bruger forsanger Tobias K et øjeblik på hyggesnak, og byder værtsbyen velkommen tilbage i Superligaen. Den lille joke på århusianernes bekostning bliver ikke voldsomt godt modtaget, men det gør næste sang på tracklisten til gengæld: "Told Her I'm from Compton". Her kan man rigtigt høre, at publikum er til stede, og der synges heftigt med hele vejen ned gennem rækkerne. Det er da også næsten umuligt for selv den mest hårdhjertede ikke at blive helt nyforelsket i Tobias' hæse stemme og de små, frække detaljer, der flettes ind med både guitar, trommer og andenstemmer.

Sættet er en god blanding af TFIMOLs to album, så der er noget for alle fremmødte, både dem der foretrak "All Juice No Fruit", og hoppede af efterfølgende, og os der blev glædeligt overraskede, da "Howl At The Moon" gav et nyt spin på et godt band. Numre som "House Of Cards", "Leave Me Now (Leave Me Tomorrow)", "Do Your Sister" og "Harder Than You Think" giver alle noget at råbe hurra for, og da Tobias K under sidstnævnte råber "Jump", råber vi "How High".

Det dufter af inspirationskilder

TFIMOL gør et smukt stykke arbejde som showmænd, men uden at det går ud over de musikalske præstationer. Der leveres et par lange, skærende guitarsoloer, trommerne får deres plads, og især bassen har meget at skulle have sagt, specielt i introerne. Der er naturligvis en tamburin i hånden på frontmanden mere eller mindre konstant, og han danser rundt, som om han aldrig har lært at gå på lava. Når han altså ikke står og smiler skævt ned til pigerne på forreste række.

Det hele dufter skønt af Nirvana og Pearl Jam, med et stænk af D-A-D, men det ligner aldrig plagiater, ikke tilnærmelsesvis. Det eneste track, jeg ikke er rigtigt tilfreds med, er et af de numre, publikum reagerer stærkest på, "Sailors, Cowboys & Indians", hvor det endelig lykkes at få en rigtig fællessang stablet på benene, men det er bestemt ikke et af mine favortinumre, selvom det vinder en del ved live-opførelse; det virker ganske enkelt noget mere oprigtigt, når man kan stå og kigge på drengenes dybt seriøse og koncentrerede ansigter.

Med en bajer i hånden, en sikker vinder

Det er tydeligt, at lava-herrerne befinder sig godt på Northside. Der drikkes øl - og skåles med publikum, naturligvis, der ryges smøger, der jokes, der jammes. Det er herligt. Der er efter al sandsynlighed en god portion nye fans i ovnen efter denne lille koncert, for der er satanedeme karisma over det her band. Enhver kan stille sig op, lire lidt tråd af, og lave en Kurt Cobain på stemmen, men at gøre det til sit eget er noget, næsten ingen formår. Det gør The Floor Is Made Of Lava, og det gør, at de er et af de få rigtige rockbands, der har nået mainstreamen.

Da den sidste salut er givet, og bandet takker af, er klapsalverne stormende, og særdeles velfortjente. Min festival er skudt godt i gang i deres selskab.


 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA