x
Public Image Ltd.: Lille Vega, København

Public Image Ltd., Lille Vega, København

Public Image Ltd.: Lille Vega, København

Anmeldt af Anders Reuss | GAFFA

Da Sex Pistols spillede på diskotek Daddy's Dancehall i København i 1977, var der gang i en spyttekonkurrence mellem band og publikum.

Mandag aften på Lille Vega får Sex Pistols-sangeren John Lydon også spyttet og snydt næse til den store guldmedalje, men nu foregår det i en stor affaldsspand, der står på scenen foran trommesættet. Og efter en mundskylning i cognac. Vi skriver 2011, og infektionshygiejne har fået en plads i punkrock.

God stemning
55-årige John Lydon er i byen med sit genoplivede postpunk-band Public Image Limited, og på trods af turnéforkølelsen lykkes det ham at gennemføre en to timer lang og stedvist fremragende koncert. Den første i Danmark med Public Image Limited siden 1987, og hans første danske koncert siden skandalen på Orange Scene på Roskilde Festival i 1996, hvor Sex Pistols måtte stoppe før tid på grund af flaskekast fra gamle hardcore-punks, der var sure over, at Sex Pistols var gendannet - og havde meldt ud, at det var for pengenes skyld.

Den slags misstemninger skal man lede længe efter i Lille Vega. Salen er proppet med gamle punks i alderen 40+, der modtager John Lydon som en kær og savnet gammel onkel.

Der bliver kun kastet en enkelt øl under hele koncerten, og det er ikke nok til at ødelægge den gode stemning.
John Lydon er tilmed omhyggelig med at forsikre publikum om, at bandet spiller fordi de elsker det, og at de turnerer uden økonomisk opbakning fra et pladeselskab. Så der er ikke noget at have ondt i røven over.

Ligner en pingvin
Faktisk virkede den notorisk sure John Lydon både mild og sød, på trods af at koncerten er flyttet fra Store til Lille Vega på grund af svigtende billetsalg. Og på trods af forkølelsen, der får snottet til at stå ud af ham i store aerosoltåger, og lægger en dæmper på hans stemme, indtil den løsner op efter tre-fire sange.

Med sit afblegede strithår, lange mørkeblå pakistanerskjorte, løse, hvide hørbukser og kæmpestore Doc Martens-støvler minder han om en pingvin, når han koncerten igennem vralter og smådanser frem og tilbage mellem mikrofon og spytspand med hænderne ud til siden.

Velspillende band
Det nye Public Image Limited består udover John Lydon af den langskæggede guitartroldmand Lu Edmonds og trommeslageren Bruce Smith, som begge er originale bandmedlemmer fra slutfirserperioden, samt session-bassisten Scott Firth.

Bandet blev i første omgang sat sammen for at genopføre postpunk-hovedværket "Metal Box/Second Edition" fra 1979 i anledning af trediveårsjubilæet, og Lu Edmonds og Scott Firth fik dermed den vanskelige opgave at løfte arven fra de to dybt originale og ukonventionelle musikere Keith Levene og Jah Wobble.

Og det gør de virkelig godt. Lu Edmonds spiller mindre kantet og metallisk end Keith Levene, til fordel for en mere konventionel, flydende og lyrisk fortolkning af klassikerne, som gør dem lettere at fordøje.

Scott Firth slipper af sted med en meget solid efterligning af Jah Wobbles afgrundsdybe dub-bas. Bandet spiller fantastisk, og lyden i Lille Vega er perfekt.

Hovedvægt på startfirserkataloget
Selvom jubilæumsåret er udløbet, fylder "Metal Box" meget i sættet, og med god ret, for de nye udgaver af "Poptones", "Albatros", Death Disco" og "Memories" fremstår alle som højdepunkter til koncerten.

Det er ganske enkelt mere spændende musik end de mere anonyme, mainstream- og stadionrock-prægede sange fra Public Image Limiteds senfirser-plader.

En positiv overraskelse er den smukke gothdub-ballade "U.S.L.S.1" fra "9"-albummet fra 1989, der står flot og stemningsfuld, som en lille fredelig oase i det ellers hårdtpumpede sæt.

Vi får ikke en eneste sang fra hverken "Happy?" fra 1987 eller "That What Is Not" fra 1992 - og de er heller ikke savnede.

Sættet indeholder til gengæld hele tre sange fra det mainstream-rockede "Album" fra 1986, hvorfra "Bags" stod som et af koncertens svageste momenter, sammen med en lidt for kæk og langtrukken nyfortolkning af "Flowers of Romance" fra det ultraeksperimenterende 1981-album med samme titel.

Voldsomme basvibrationer
Men ellers er det de ældste sange fra startfirserperioden, der tager kegler. Et af højdepunkterne er "Religion" fra debutalbummet "Public Image", som bliver kørt ud i en lang improvisation. Flere gange undervejs forlanger John Lydon mere bas, under mottoet "The bass will free you of all religion", og bassen ender med at være så høj og kraftig, at GAFFAs udsendte, som har placeret sig i forreste række lige foran en højttaler, får kvalme. Samtlige organer i kroppen ryster. Selv næsen blafrer.

Hvis nogen af de aldrende punks blandt publikum døjede med nyresten, blev de helt sikkert knust af de voldsomme vibrationer.


Nostalgitrip
Det er altid svært at vurdere gendannelseskoncerter med gamle legender, for man bliver let forblændet af begivenheden i sig selv. At man står over for et gammelt idol, i et henført flashback tilbage til ungdomsårene.

Selvom John Lydon og Public Image Limited spiller en usædvanlig god koncert i Lille Vega, må man se i øjnene, at det er en koncertbegivenhed, der er drevet af et helt andet motiv end det, der skabte de legendariske toner for tredive år siden.

De gamle sange blev i sin tid frembragt af en samling et-par-og-tyve-årige, drevet af indre nødvendighed, nysgerrighed, utæmmet kunstnerisk skabertrang og en lyst til at lave hele verden om. Uanset hvordan man vender og drejer det, ligger der en helt anden præmis bag, at Public Image Limited spiller i Lille Vega i 2011, og at publikum tager ind og ser dem.

Selvom musikken lyder fedt, og John Lydon helt tydeligt fortsat mener hvert et ord i "Religion", så er det bare en helt anden slags show. Det er og bliver et nostalgitrip, selvom spilleglæden, underholdningsværdien og det musikalske håndværk er til topkarakter.

Bedre end i 1987

For det var en god koncert. Den ekstatiske gensynsglæde der herskede i Lille Vega var en helt anden end den trætte, sure og halvt ugidelige/halvt aggressive stemning, som jeg husker fra koncerten i Saga i 1987. Dengang var alle, inklusive Public Image Limited selv, ved at køre træt i firserne og firserlyden, mens unge navne som Pixies, Throwing Muses og Hüsker Dü var begyndt at vise nye veje frem.

I aften var det et glædeligt gensyn med en elskelig og snottet gammel punkonkel, der i den grad var glad for at spille for os, og som sådan var det en meget bedre koncertoplevelse end dengang i 1987.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA