x
TV On The Radio : Roskilde Festival, Arena

TV On The Radio , Roskilde Festival, Arena

TV On The Radio : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Finn P. Madsen | GAFFA

Med et par faste håndklap skyder legebørnene fra TV On The Radio deres andet besøg på Roskilde Festival i gang med fuld salut på den meget iørefaldende "Halfway Home" hentet fra deres klart bedste album "Dear Science". Siden sidst er de avanceret fra Pavilion til denne gang at skulle fylde Areana ud, hvilket næsten lykkes. Derimod var lydniveauet på sit højeste for første gang på denne scene under festivalen. Et niveau som passer og klæder bandet glimrende; man er ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at her nogen som i den grad kan deres håndværk. Desværre er det også som om, den forcerede energi fiser lige hen over hovedet på publikum.

TV On The Radio er ikke på nogen måde kontaktsøgende, de taler gennem deres musik med en konsekvens, der kræver sit for at kunne følge med, når deres galoperende hyrbrid-rock bliver sat op i tempo.. Allerede fra "Dancing Shoes" står det klart, at bandet ikke har tænkt sig at kigge sig tilbage. Sanger Tunde Adebimpe folder under koncerten hele sit farverige arsenal af en vokal ud, hvor han både rapper og crooner med og uden falset til stor jubel for publikum på den funk- og soulprægede "Wrong Way". På "Caffeinated" hentet fra deres til dato mest kommercielle og blodfattige langspiller "Nine Types Of Light", fylder Kyp Malone lydbilledet ud med sine varme synthflader, mens gruppens mastermind, David Sitek, på sin stribede slikkepinds-lignende guitar forstår at byde ind med nogle halsbrækkende tunge riff, der gør ham til den fantastiske guitarist, han er. Han garnerer lydbilledet med sine små delikate licks, der fungerer som afstikkere i en klasse for sig selv.

TV On The Radio kommer godt rundt i hele bagkataloget med et imponerende drive, der ligger lige på grænsen til kedsommelige. Men hver gang det punkt nærmer sig, laver bandet nogle breaks og disker op med de mest iørefaldende omkvæd som på "Will Do", "Cannon Ball" og ikke mindst "Red Dress", der fungerer som et musikalsk kludetæppe vævet af alskens stilarter. Gruppens intelligente rockkrydsninger fra post-punk over electrorock til en blanding af jazz, doo-wop og soul er et elegant kludetæppe, som ved eftermiddagens koncert viser sig at fungere bedre på plade end live. Til gengæld er det svært ikke at blive revet med, når TV On The Radio omsætter studiefinesserne til rendyrket energi. På sidste nummer i hovedsættet, "Satellite", har publikum da også overgivet sig til den storsvedende Tunde Adebimpe, der hopper rund som en frø på afveje og gestikulerer med armene på bedste festivalmanér.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA