x
Prince med flere: NPG Arts And Music Festival, 10-Øren, København

Prince med flere, NPG Arts And Music Festival, 10-Øren, København

Prince med flere: NPG Arts And Music Festival, 10-Øren, København

Anmeldt af Per Bloch | GAFFA

Det var ikke rigtig til at bestemme vejret, da denne dag 1 på Princes musik- og kunstfestival gik i gang om eftermiddagen – hele spektret fra skyer til høj sol var repræsenteret – men det vender vi desværre tilbage til.

Med slet skjult forventning vi gjorde vores entre på pladsen. Hvad ville musikken byde på, og hvordan ville rammerne rammerne omkring musikken tage sig ud? 10-Ørens scene stod som templet i den ene ende af pladsen, hvor der stod alskens boder i siderne. Der var en lilla overvægt, efter ønske fra hovednavnet.

Nikka Costa
Første musikalske indspark. Nikka Costa lagde fra med enorm energi, imponerende stemme og tætsiddende skinnende lilla bukser. Og sit flagrende røde hår, der altid står som en sky omkring hende. Sættet var en god blanding af nyt og gammelt. "Like A Feather", "Pebble To Pearl" og "Push & Pull" etc. Præcist leveret af et relativt formelt backingband, der dog spillede, som de skulle. Nikka Costa kan både skrige og synge – det primale og det elegante. Vildbassen forenet med den kontrollerede modsætning. Og så kan hun det, som krævedes af hende særligt denne dag: komme ud over scenekanten, ubemærket at pladsen stadig er halvtom, og få prikket hul på publikum.

Paloma Faith
Anden kvinde på scenen var den britiske sangerinde Paloma Faith og hendes blues-pop. Det første nummer "Store Cold Sober" druknede i tempo- og lydproblemer, som dog blev rettet til. Hendes joviale humor og farverige charme reddede, at hun ikke altid sang rent og til dels, at hendes mikrofon overstyrede, når hun sang til. Vi fik det meste af hendes første album "Do You Want The Truth Or Something Beautiful" at høre, samt nogle nye numre, som hun fortalte, at hun var ved at indspille. Hendes afsluttende hyldest til kroppens forgængelig og cellulitis blev modtaget med smil og dans af publikum.

Festivalens kommercielle drive og fundament havde vist sig allerede i billetkøbsfasen, hvor folk, der købte VIP-billetter, følte sig snydt, da de forventede, at de gav adgang til at være tættest på musikken. Det gjorde de ikke, til dét skulle man have de såkaldte "Inner Circle"-billetter. Til gengæld fik man en lilla-T-shirt og andet halløj. Uelegant og kluntet fra arrangørens side.

I pauserne under provianteringen blev det kommercielle understreget. Al medbragt mad og drikke blevet taget fra folk ved indgangene – selv en pige med spiseforstyrrelse fik frataget sin medbragte salat – så alt skulle købes på pladsen. Propperne til vandflaskerne blev ikke udleveret, hvilket vel officielt tilskrives sikkerhedshensyn, men også lugter lidt af mersalgsønsker.

Publikum lod sig imidlertid ikke mærke med disse (skønheds)pletter – sikkert fordi forventningen bar os og fordi musikken spillede.

Raphael Saadiq
Første mandlige navn på scenen. Hans retrostil var gennemført, og hans musik var som altid upåklagelig. Både de rockede numre fra nyeste "Stone Rollin'" og ældre materiale fra blandt andet "The Way I See It". Særligt "Don't Mess With My Man", som han skrev og indspillede med Lucy Pearl-projektet, blev vel modtaget hos publikum. 

Raphael Saadiq er en garvet herre, hvilket hans ydre ikke bærer præg af. Producer, studiemusiker, solo-artist etc. og i stand til at betjene både guitar, bas og vokal betydeligt over middel. De publikummer der ikke har set ham før, har dog til gode at se ham, når han for alvor folder sit musikalske talent ud. På et mindre og afgrænset spillested kan han virkelig få temperaturen til at stige.

Et lille finurligt gimmick er, at Prince og hans nye guitarist Andy Allo, i slutningen af sættet, i et kort glimt, krydser scenen i dansende lange skridt. Kun de opmærksomme fik glimtet.

Chaka Khan
Jeg må indrømme, at jeg knapt ved, hvad jeg skal skrive, for jeg vil helst skrive noget pænt. Måske kan jeg skrive, at jeg undrer mig over, hvorfor Prince vælger at invitere hende? Ingen tvivl om, at hun har sin plads i musikhistorien og har leveret nogle fantastiske soul-hits. På scenen, i nutiden, er hun dog ikke i stand til at levere ret meget andet end sin fysiske tilstedeværelse. Hun virker sært fraværende og klodset, hendes ord imellem numrene er pinlige, og hendes vokal er kun stærk, når hun giver den gas. Som en del af mit følge sagde, så kan hun skrige, men hun kan ikke synge. Hendes orkester fungerer upåklageligt og er et udmærket fundament for koncerten. Også selvom en af hendes korsangerinder tygger tyggegummi med åben mund.

Festivalpladsen er efterhånden godt fyldt. De lilla nuancer dominerer stadig, og stemningen er spændt og glad. Betydeligt mere løssluppen, end da vi ankom.

Prince
Klokken kvart over ni går hovednavnet på. Han lægger ud med "Gold"; glinsende, smukt og storslået fra start. Manden har høj sort hat på, og selvom han kun når at spille knapt halvanden time, så når han at vise, at han har noget at have den i/på.

Der er sket en del udskiftninger i bandet, siden han sidst gæstede dansk grund. Blandt andet er den smukke guitarist-sangerinde Andy Allo kommet med. Danske Ida Nielsen spiller heldigvis stadig bas.

Prince er som altid i godt humør og styrer seancen med vanlig præcision. Uovertruffen musikalitet udspiller sig foran os. Hvad end det er nye numre, ældre sager eller covernumre. Henholdsvis "Guitar", "Take Me With You" og "Don't Stop Till You Get Enough". Det hele flyder sammen til en stor musikalsk suppedas hvor årstal, kategorier og genrer er underordnet – det er musik, her og nu, spillet lige for næserne af os. Hele dagen har levet op til Princes mantra – real music by real musicians – og dette må være kulminationen.

Prince smider hatten. Spiller guitarsolo og keyboardsolo samtidig. Danser og smiler. Imens han skifter tøj får vi et af de sædvanlige korsangerinde-intermezzi, der altid føles som en flad pausefisk, men alt er glemt og tilgivet, når han returnerer med "Purple Rain" og senere "Mountains", som forbliver en af denne anmelders live-favoritter.

På "Everyday People" gør bassisten Larry Graham sin entre. Han når kun at være på scenen i omtrent 10 minutter inden regnen. Under en længere jamming-sekvens går der hul på himlen, som har sparet sig hele dagen, og alt er kaos. Musikken stopper, scenen dækkes af, og alt gennemblødes på rekordtid. "Mine damer og herrer, vi er virkelig kede af det, men koncerten kan ikke fortsætte af sikkerhedsmæssige årsager – Prince er kørt ..."

Det lilla klaver til højre på scenen når aldrig at komme i spil. Måske søndag?

 

Se billeder af de øvrige kunstnere fra NPG Festival via dette link


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA