x
Niels Skousen: Herfra hvor jeg står

Niels Skousen
Herfra hvor jeg står

Niels Skousen: Herfra hvor jeg står

GAFFA

Bog / Gyldendal
Udgivelse D. 30.09.2011
Anmeldt af
Espen Strunk

Troels Trier har fået sin biografi. Sebastian. Og Kim Larsen. I dag 67-årige Niels Skousen har valgt selv at nedskrive sine erindringer, og det kan man kun glæde sig over. Det burde egentlig ikke være en overraskelse, men er på den anden side heller ikke nogen selvfølge. Men Skousen – rundt regner blandt den bedste håndfuld sangskrivere på modersmålet – har begået en erindringsbog, som er velskrevet som en god roman, illuminerende som kulturhistorisk dokument og i sagens natur interessant læsning for såvel jævnaldrende som yngre fans af sangskriveren og skuespilleren, som i 2002 tog røven på alle – inklusive sig selv, forstår man – da han brød tyve års udgivelsespause med, hvad der skulle vise sig at være en af årtiets væsentligste albumudgivelser herhjemme. Derfor behøvede hans erindringer ikke nødvendigvis være stor læsning. Men det er de.

En fremmed

De første 70 sider (af godt 330) skildrer barndomsårene, op til konfirmationen. Den slags kan, hvis vi nu skal være ærlige, godt være tungt og kedeligt stof at komme igennem i musikerbiografier (og denne signatur har læst nogle stykker, red.). Ikke her. Det er levende skrevet, og i øvrigt langtfra uden menneskeligt drama: flugten fra Tyskland i det sidste krigsår, faderen som sagde "Ha' det godt" på Hovedbanegården samme vinter og aldrig så sig tilbage, opvæksten med en konstant bevidsthed om at være en fremmed; et motiv, som Skousen bliver ved med at vende tilbage til, her såvel som i sin sangskrivning:

"Jeg havde overtaget min mors problem. Umærkeligt havde det arbejdet sig ind i min egen identitet, så jeg hverken vidste hvem jeg selv var eller hvad jeg selv ville. Jeg var fremmed for mig selv. At være udenfor og anderledes var en rolle jeg havde fået stukket ud, og jeg kendte ikke andet."

Og så den spirende musikalske dannelse, i første omgang henne hos slagtermester Andersens i opgangen ved siden af, hvor de havde grammofon, og man kunne høre Bill Haleys "Rock Around the Clock" og "See You Later, Alligator". Blokfløjten, der skiftes ud med en brugt, tjekkisk klarinet, og så:

"Det begyndte med at jeg fik cæsarhår, og nu havde jeg en spille (den gamle ekspedients navn for instrumentet, red.), og jeg gik ned i Nyhavn og købte mig en sømandssweater, og så var jeg jazzer".

Formative år

Det hele dokumenteres med private arkivfotos: Skousen som prins i skolekomedien sammen med købmandens datter. Som konfirmand med butterfly udenfor Sankt Petri Kirke. Som selvsikker jazzklarinettist med seje solbriller. Og så videre.

Tiden på Sorø Akademi; formative år hvor interessen for teater og litteratur konsolideres. Dannelsesrejsen til Paris, Rimbaud, Mallarmé og Blake i bogkasserne langs Seinen:

"I Paris så jeg naturligvis "Den Andalusiske Hund" i en art-cinema på venstre bred. Jeg så Fellinis "8 ½!" med min helt, den livstrætte Mastroianni. Jeg røg Gauloises i sengen ligesom de gjorde i "nye bølge"-filmene. Det var storby-spleen og jeg drev rundt i storbyen".

Men også de sporadiske møder med den fraværende far – første gang som ni-årig – hvis skygge er allestedsnærværende i bogen. Det er ikke uden grund, at Skousen kaldte sin anden comebackplade "Daddy Longleg", faderens øgenavn:

"Daddy Longleg, det kærligt drilske øgenavn på min far. Min far, som jeg aldrig havde haft, men som på en indirekte måde havde haft en hovedrolle i mit liv. En fortælling, en skygge, en torn i familien, den lille familie på tre personer, min mor, min storebror og mig".

Fragmenterne samles

Og så, selvfølgelig, mødet med Dylan; nærmere bestemt "Another Side of Bob Dylan" fra ´63, og den første (dårlige) westernguitar, og den skelsættende Dylankoncert i KB Hallen i maj ´66:

"Ikke bare fordi den lille tynde fyr, der stod der i sin prikkede skjorte og med sit store hår, havde en udstråling, der var gigantisk, men også fordi der for mig var en hel række billeder, der faldt på plads. Ting, der havde ligget og flydt som fragmenter, samlede sig pludselig sammen".

Siden: The Velvet Underground & Nico og debutpladen med The Doors, hjembragt af Per Kirkeby fra New York. Den famøse chillum på Kulturministeriets trappe med blandt andre Klaus Rifbjerg og Ebbe Kløvedal Reich er et eksempel, og i det hele taget lægger Skousen ikke skjul på hashens store rolle i de år. Om et besøg fra Steppeulvenes Stig Møller hedder det:

"Og så kunne han sige tjald og galar på en fuldstændig naturlig måde og lave en blanding og forlange en chillumklud, dyppe den i vand og vride den og omhyggeligt svøbe den om chillummen og så få den tændt med et ordentligt blus, så skyerne stod fra ham, inden han med et nik gav den videre. Med stil."

Og siden, mindre romantisk, idet fremmedheds-motivet igen dukker op:

"Jeg havde gjort mig umage for at lægge min gymnasiale baggrund bag mig, og havde røget mig ud i anti-intellektuelismen. Var jeg stadig en fremmed?".

Personlig danmarkshistorie

Vi får naturligvis hele historien, leveret med en indsigt som kun førstehåndsberetningen kan levere. Sangskriverarbejdet for grupper som Pan og Young Flowers, makkerskabet med bassisten Peter Ingemann og den kreative kulminbation på det selvbetitlede album fra '71, det uforløste filmprojekt om Knud Lavard; solokarrieren frem til det midlertidige punktum med "Landet rundt, del 1" fra 1980. Familielivet, filmrollerne og endelig Juleferien til Marrakech (naturligvis) tyve år senere, som gav Skousen modet på at skrive sange tilbage.

Det er Skousens egen fortælling, men også et stykke moderne danmarkshistorie, overleveret fra en reflekteret og på en gang poetisk og nøgtern iagttager. Man bør unde sig selv at læse den.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA