x
Genesis P-Orridge : Statens Museum For Kunst, København

Genesis P-Orridge , Statens Museum For Kunst, København

Genesis P-Orridge : Statens Museum For Kunst, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Det er ikke så længe siden, Genesis P. Orridge sidst gæstede Statens Museum For Kunst, nemlig sammen med den legendariske industrial-pionergruppe, Throbbing Gristle. En koncert, der samtidig skulle vise sig at være en af de sidste muligheder for at opleve gruppens originale besætning samlet, da synthesizer-ankermand, Peter Christopherson, desværre efterfølgende døde blot 55 år gammel. Denne aften var der dog tale om en opsætning med Thee Majesty-musikere og dias-show i form af fotografen Nan Goldins The Ballad Of Sexual Dependency. Men inden det kom så vidt, blev der også plads til et dansk indslag.

Nachtliche ****
Danske Nachtliche er – trods det tyske navn – en dansk duo, og en forholdsvis ny en af slagsen. I hvert fald præsenterede gruppen denne koncert som blot sin anden, og det kunne man, hvis man skal være kynisk ærlig, måske også godt høre sine steder, for der var stadig lidt børnesygdomme i form af små fejl undervejs, og hører man til dem, der gerne vil have musikerne ud over scenekanten – stage-presence, som man siger, så har Nachtliche også noget at lære i den afdeling endnu.

Når det så er sagt, så gjorde duoen det faktisk godt, og de både sang og spillede med undtagelse af de nævnte småfejl sikkert. Musikken bar præg af tydelige firser-synth-referencer, men typisk rørt op med lidt halvfemser-electronica og en god portion synth-rock fra nullerne også. Den gennemgående tone var mørk, og teksterne ligeså (nogle mere vellykkede i den afdeling end andre - undertegnede var især glad for at konstatere hjemlige musikere tale insekternes sag. Det er der ikke mange bands herhjemme, der gør).

Bedst var de passager, hvor Nachtliche arbejdede med melodiøse temaer, både vokalt og som synthesizer-riffs, for disse gav en god kontrast til det indstuderede mørke, og her synes jeg for alvor, at gruppens egen identitet kom til udtryk. Publikum tog da også godt imod duoen - også selvom de præsenterede en lidt anden musik end det, der fulgte. Og det er kun godt, når det kan fungere sådan. Længe leve den musikalske alsidighed.

Genesis P. Orridge & Thee Majesty *****
Genesis P. Orridge med musikere indtog herefter scenen for blot kort efter at hente Nan Goldin, der ligesom musikerne modtog flot applaus fra det fremmødte publikum. Og herefter var det så i gang.

Koncerten var bygget op omkring reciterende messen og improviserede klangflader, inspireret af Goldins diasshow, der vistes på storskærm hele forløbet igennem og bød på bl.a. nøgne mennesker af varierende seksuel observans, side om side med billeder af hverdagsliv blandt postpunk- og homomiljøer i USA. Instrumenteringen bestod af pauke, elviolin, elguitar, theremin, elektronik - herunder mobiltelefoner - og hertil også vokal. Og det, der måske først og fremmest påkaldte sig opmærksomhed var kvaliteten af Genesis P. Orridges tekster, der kredsede om spejlet som metafor for identitet og identitetstab, leveret med lige dele smag for den akademiske tyngde som det sprogligt blomstrende (og ja, i flere tilfælde visnende blomster, for nu at blive i metaforsproget). Her var tale om en særpræget stemme, på en og samme tid maskulin og feminen, som både med ord og diktion formåede at tryllebinde. Ikke ulig den lige så unikke og på visse måder beslægtede Laurie Anderson.

Musikalsk bestod koncerten af improviserede forløb af både støjende såvel som mere lyrisk karakter, her og der fabulerende over minimalistiske ostinater, men også i flere tilfælde i form af det direkte atonale. På mange måder ganske som man, såfremt man havde en lille smule kendskab med sig i forvejen (og det var muligvis ikke alle de fremmødte, der helt vidste, hvad de var gået ind til - og tommelfingre op til dem herfra, for det er et agtværdigt valg at prøve kræfter med Genesis P. Orridge fremfor boligprogrammerne på tv derhjemme) kunne have forventet. Til gengæld kunne man bare godt fornemme, at disse musikere rent faktisk var gode til det her, så selvom den dybe tallerken måske ikke blev genopfundet, så var det også nok at opleve nogle lydkunstnere med noget oprigtigt på hjerte, hvilket da også det afsluttende ekstranummer understregede; en dyster cover af Pearls Before Swines "Translucent Carriages", der blandt andet stiller det interessante spørgsmål; hvis Jesus vækkede de døde til live, hvem skal så vække de levende?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA