x
Ane Brun, Sivert Høyem, WhoMadeWho med flere: by:Larm, Oslo

Ane Brun, Sivert Høyem, WhoMadeWho med flere, by:Larm, Oslo

Ane Brun, Sivert Høyem, WhoMadeWho med flere: by:Larm, Oslo

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Se masser af billeder fra by:Larm i GAFFAs gallerisektion

Den norske branchefestival by:Larm er i fuld gang i Oslo. Cirka 160 bands fra hele Norden spiller korte showcase-koncerter på 30 minutter på 19 spillesteder i det centrale Oslo om aftenen, og der er seminarer og foredrag i dagtimerne. Helt som vi kender det fra eksempelvis Spot i Aarhus og EuroSonic i Groningen, Holland. På by:Larm er der dog mange bands, der spiller flere gange, så man har flere muligheder for at se dem.

 

Seminar: Skandinavisk ministermøde

Festivalen åbnede torsdag, og første programpunkt for mit vedkommende var et skandinavisk ministermøde med deltagelse af den norske næringsminister Trond Giske, den svenske handelsminister Ewa Björling og den danske kulturminister Uffe Elbæk. De tre skulle tale om nordisk kultursamarbejde og blev af ordstyreren, musikjournalisten og SVT-programlederen Per Sinding-Larsen bedt om først at svare på spørgsmålet om, hvem deres all time yndlings-skandinaviske kunstner var. Trond Giske svarede ABBA, Ewa Björling ABBA og Roxette og Uffe Elbæk TV-2, men tilføjede, at han syntes, det var et dumt spørgsmål, for der var så mange.

De tre blev herpå spurgt om, hvem de syntes bedst repræsenterede deres respektive hjemlande musikalsk lige nu. Björling svarede straks Swedish House Mafia, Giske nævnte Ane Brun, mens Elbæk fremhævede Volbeat og Aura.

Så gik snakken for alvor i gang, og Uffe Elbæk påpegede hurtigt, at der jo var mere krise i Danmark og Sverige end i Norge, men at han mente, at de kreative industrier, herunder musikbranchen, var en del af løsningen. Han fremhævede, at de kreative industrier i Danmark omsætter for syv gange mere end landbruget, og han opfordrede til, at musikbranchen arbejder tættere sammen med andre kreative erhverv, eksempelvis modeverdenen.

Trond Giske nævnte, at han, da han var kulturminister tilbage i 90'erne, havde været med til at få vedtaget det såkaldte kulturløfte, der blandt andet indfattede, at én procent af det norske bruttonationalprodukt skulle gå til kulturen, og at skellet mellem fin- og populærkultur skulle brydes ned.

Ewa Björling tilføjede, at den svenske regering ville fordoble musikeksporten i 2015 i forhold til nu, men hvad dette nærmere indebar, nåede samtalen dog ikke ind på. Interessant var det dog.

 

Seminar: Robert Levine – Free Ride: How the internet is destroying the culture business and how the culture business can fight back.

Herpå var det tid til foredraget med ovennævnte polemiske titel. Anledningen var den amerikanske journalist Robert Levines bog med samme titel. Levines udgangspunkt er, at internettets gratiskultur, hvor alle forventer at få alt gratis, har gjort det meget svært for både kunstnere og underholdningsindustri at tjene penge på deres ydelser, og de er dermed truet på deres levebrød.

Robert Levine var ikke enig i den tankegang, som visse tilhængere af piratkopiering hylder, nemlig at det er den lille mands våben i kampen mod de store, ondsindede multinationale virksomheder. For ham er pirattjenester som Grooveshark, Megaupload og The Pirate Bay dybt kommercielle virksomheder, som blot er ude på at tjene penge og ikke er det mindste idealistiske.

Han fandt også kritikken af de gamle, multinationale pladeselskaber forfejlet, fordi disse trods alt investerer i ny musik modsat dagens store multinationale spillere: Google, Apple, Amazon med flere.

Men hvordan kan kulturindustrien så kæmpe tilbage? Her havde Robert Levine en interessant, lettere kontroversiel pointe: "For den rigtige fan er ingen pris for høj". Hvis almindelige musikelskere ikke vil betale for musikken, så må man hente pengene hos de hardcore fans, som vil eje alt med deres idoler. Som et eksempel nævnte Levine U2's mange genudgivelses-udgaver af klassikeren "Achtung Baby". Den såkaldte Über Deluxe Edition til cirka 2500 kroner inklusive blandt andet et par fluebriller som Bonos har solgt 8000 eksemplarer på verdensplan og dermed genereret en solid indtjening.

Robert Levine mente også, at prisen på musiknumre skulle variere efter deres karakter og formodede publikum. Hurtigt fordøjelige popsange skulle være billigere end mere feinschmecker-orienterede kompositioner, og, som han sagde: Når du er ung, har du tid, men ikke penge. Når du er ældre, har du penge, men ikke tid, og nævnte som eksempel, at han både havde købt The Black Keys' nye album på vinyl og som download, fordi han ikke havde tålmodighed til at vente på vinylen i posten og dermed havde betalt for udgivelsen to gange.

Et tankevækkende foredrag, som gav mig lyst til at læse Levines bog, som han naturligvis solgte signerede eksemplarer af, helt i tråd med sine egne idéer.

 

Nordic Music Prize-uddelingen

Festivalens første musikalske indslag var for undertegnedes vedkommende uddelingen af den prestigefyldte Nordic Music Prize i Kulturkirken Jakob, en tidligere kirke, som nu bruges som kulturhus. Prisen på 20.000 euro gik til den svenske jazztrompetist Goran Kajfes. Læs meget mere om prisuddelingen her.

Ved prisoverrækkelsen var der også liveoptrædener af tre af de nominerede, svenske Anna Järvinen, norske Ane Brun og danske Iceage. Sidstnævnte har jeg set en del gange efterhånden, så jeg smuttede, inden de gik på, men jeg nåede at høre Anna Järvinen og Ane Brun. Järvinen spillede dog kun tre numre, så hun er lidt svær at bedømme, men det var tre ganske fine, afdæmpede, halvakustiske folkpop-sange med Järvinens lyse, længselsfulde og sfæriske stemme helt i front.

 

Ane Brun ***** (billedet)

Herefter blev det tid til norske Ane Brun, som er ganske populær i hjemlandet, og publikum tog da også imod hende med heftige klapsalver. Ane Brun lagde ud med at vise en kortfilm med titlen "One", baseret på fire af sangene fra hendes seneste album, "It All Starts With One". En ganske spændende film med en historie om en såret soldat og de tanker, der flyver gennem hans hoved, mens han ligger i sygesengen, og med masser af statister og store kulisser. En ambitiøs produktion.

Så snart filmen havde klinget ud, gik Ane Brun på scenen med sit lille orkester bestående af cellist/bassist, trommeslager og pianist på flygel. Iklædt en sort, nonnelignende dragt fremførte hun en stribe både nye og ældre numre og understregede sin status som en af Norges mest spændende sangerinder lige nu. Hendes vokal er vidtrækkende og stemmeføringen sine steder dramatisk, og flere gange kom jeg til at tænke på den unge Kate Bush. Interessant nok medvirker Ane Brun da også på Peter Gabriels seneste album, "New Blood" i en genindspilning af duetten "Don't Give Up", hvor Kate Bush sang den oprindelige kvindevokal.

Tonen var gennemgående melankolsk og ganske alvorlig, hvilket stod godt til det stemningsfulde kirkerum, og et af højdepunkterne var en helt neddæmpet fortolkning af Built To Spills fremragende sang "I Would Hurt A Fly" med blot sparsomt cello- og klaverakkompagnement og Ane Bruns i denne sammenhæng skrøbelige, smukke vokal i fokus. Det var lige før, man kunne høre stearinen løbe ned ad lysene. Lidt mere gang i den var der under hittet "Do You Remember?", som blev fremført af Ane Brun alene med akustisk guitar og ganske få greb, men til gengæld taktfaste klap fra hele kirkesalen. Aldeles fremragende.

 

Mathias Stubø Band ****

Herpå gik turen videre til Sub Scene, en ganske lille klub, hvor norske Mathias Stubø Band spillede. Stubø er en ung elektronikamusiker, der med sit band har allieret sig med en trompetist og en slagtøjsspiller. Musikken er en groovy blanding af disko, elektronika og house, tilsat længselsfulde trompettoner, som ofte efterbehandles elektronisk og giver musikken mange strejf af nordisk jazz. Yderst dansabelt og samtidig meget stemningsfuldt, men mærkværdigvis spillede trioen for en næsten tom sal. De havde fortjent bedre.

 

Loney, Dear **** (se fotogalleri)

Fyldt var der til gengæld næsten på det noget større spillested Rockefeller, hvor svenske Loney, Dear spillede. Loney, Dear er et alias for sangeren og sangskriveren Emil Svanängen, og på by:Larm stillede han op med guitarist, bassist og trommeslager. Han har allerede udgivet seks album og er således ganske etableret. Vi fik en halv times sange med hans lyse, vemodige vokal og 12-strengede akustiske guitar i centrum.

Stemningen var ganske som hos Ane Brun dybt melankolsk, med mange længselsfulde "ah-ah"-falsethyl fra Svanängen, og sangene, ofte om ulykkelig kærlighed, var ganske fine helt uden at nå Ane Bruns magiske højder. Jeg kom flere gange til at tænke på Bon Iver, også fordi den skæggede Svanängen ligner Justin Vernon en del, men retfærdigvis skal det siges, at Svanängen kom før Bon Iver. Men selvsagt har ingen af de to taget patent på at skrive sange om knuste hjerter.

 

Invasionen **** (se fotogalleri)

Så var der anderledes gang i den på den ganske lille klub Last Train, hvor svenske Invasionen spillede. En kvartet med den klassiske opstilling sang/guitar, guitar, bas og trommer, og med fuld fart over feltet rent musikalsk. Svensksproget powerpop møder postpunk med politiske tekster, stærke melodier og plads til korte guitarsoloer hist og her. Musikken gav undertegnede visse associationer til Pixies, også fordi de to grupper er fælles om at have en kvindelig bassist i et ellers mandsdomineret lineup. Ved slutningen af koncerten hoppede sanger Dennis Lyxzén ud til publikum og var også ude at spille på fortovet foran klubben, ligesom hans guitar fik en hårdhændet behandling. Gedigen underholdning.

 

Sivert Høyem **** (se fotogalleri)

Siverst Høyem, der spillede på den store Sentrum Scene, er ligesom Loney, Dear en veteran i by:Larm-sammenhæng. Han har en fortid som sanger i hedengangne Madrugada, der udgav fem album i perioden 1999-2008, ligesom han har udgivet tre soloalbum og et med gruppen The Volunteers. Sivert Høyem blev også modtaget som en lokal helt af publikum, og han svarede igen med et solidt sæt med hans karakteristiske dybe vokal i front for en stribe langsomme, ofte vuggende og klaverorienterede sange og nogle mere rockede, støjende numre med guitaren i fokus.

Belysningen på scenen var sparsom og meget stemningsfuld, med dybblå og bordeaux nuancer, skitende med kraftigt hvidt lys, og i det hele taget var dømt seriøs mørkemandsrock, ikke helt ulig Nick Cave, som Høyem da også er blevet sammenlignet med mange gange gennem karrieren. Ikke helt på samme niveau, men absolut solidt.

 

Grande Roses ****

Grande Roses spillede i det lille Nokia Tent Annex. Der er tale om en svensk kvartet, som efter eget udsagn spiller klassisk rock, og det kan man da også godt kalde det, de serverede. Melodisk, hurtig rock med masser af 16.-delsmarkeringer, pumpende bas, guitarsoloer, en hæs forsanger og gedigent musikerskab og flere hitpotentielle sange som eksempelvis "Go Home". Et sted mellem Springsteen og Motörhead, om man vil. Et af numrene, hvor der blev sunget om noget med "Radio Heartache" i omkvædet, mindede så godt nok en del om Joy Divisions "Transmission". Endnu en underholdende omgang.

 

WhoMadeWho ****

Hermed var det tid til at lukke og slukke med danske WhoMadeWho, som spillede i Nokia Teltet klokken 02.30. På dette tidspunkt var gassen dog gået af en del publikummer, så WhoMadeWho spillede for et langtfra fyldt telt. Dette holdt dem dog ikke tilbage fra at levere et vanligt energisk sæt, vanen tro iklædt skjorte og seler og traditionen tro med det tohovedede dobbeltvokal-syngende monster Jeppe Kjellberg (sang, guitar) og Tomas Tøffding (sang, bas) i front, mens vikaren Malte Aarup-Sørensen (eks-Dúné) pumpede løs på trommerne og betjente backtracks bagved. 

WhoMadeWho lagde ud med den forrygende "Inside World", der også åbner deres kommende album "Brighter" (på gaden 27. februar), og så var startskuddet ellers gået til en heftig halv time med blandt andet flere nye, fine numre og ældre godbidder som "Keep Me In My Plane" og "Every Minute Alone", og Jeppe Kjellberg var undervejs ude at klatre i scenekonstruktionen. Der kom dog også en smule gang i dansegulvet, men WhoMadeWho nåede dog ikke de højder, de kan nå, når de spiller for et fyldt telt, som eksempelvis Arena-scenen på Roskilde Festival 2011. Alt i alt dog en fornøjelig afslutning på en fin første dag på by:Larm.

 

Læs reportage fra by:Larms fredagsprogram, hvor finske Rubik var højdepunktet.

Læs reportage fra by:Larms lørdagsprogram, hvor Bigbang stjal showet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA