The Zombies: Horsens Ny Teater

The Zombies, Horsens Ny Teater

The Zombies: Horsens Ny Teater

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Ikke mindre end 51 år siden er det, at Rod Argent og Colin Blunstone første gang satte støm til instrumenterne sammen, og benyttede man ikke sidste års jubilæumsturné eller den dvd-udgivne genopførelse af hovedværket "Odyssey & Oracle" (1967) fra 2009 til at forvisse sig om, hvorvidt de grånende herrer fortsat er stærkt gående, er muligheden her i Midtjylland aften.

Der er ingen grund til at tage noget for givet fra starten; jo, det er de sympatiske gamle drenge, der gav os det fine psykedeliske popalbum "Odyssey & Oracle" tilbage i '67. Bevares. Men det er også, og måske trods alt i højere grad, i aften, d'herrer som barslede med sidste års "Breathe In, Breathe Out", som sagt på en pæn måde ikke føjede noget nyt til det etablerede billede af bandet.

Indlagt minisæt

Med start i '61 og pladedebut et par år senere kan man sige at Argent og Blunstone var tidligt ude på markedet. Spørger du mig (og mange andre, tror jeg) har The Zombies aldrig helt undgået indtrykket af at være en slags sekunda-Beatles, ikke mindst fordi de trak på samme hammel af sindrigt sammensatte popnumre uden nogensinde at nå samme niveau som kollegerne Lennon/McCartney.

Og så er der noget mærkværdigt over gruppens insisterende anakronisme: det er en ærlig sag ikke at forny sig synderligt musikalsk set gennem et halvt århundrede, men det er alt andet lige meget vanskeligt ikke at studse over disse ungdommeligt romantiske og naivistiske kærlighedssange fremført af mænd sidst i tresserne

Nuvel; køber man præmissen - The Zombies anno 2012 - er bandet for så vidt still going strong. Den tiltider pompøse, men også melodisk intrikate årgangspop løftes rutineret af musikerne, og den vokale kapacitet til at løfte de gamle hits er stadig til stede. Hele 24 sange bliver det til på de to gange femogfyrre minutter med indlagt pause, der er lagt an til i aften; de er naturligvis med få undtagelser skåret over den treminutters-skabelon, der var den ufravigelige norm før Dylans "Like a Rolling Stone" fra '65.

"Vi har kun spillet i Danmark en gang før, så vi ved ikke hvilke sange, I kender. Håber, I kender nogle af dem....", lyder det fra Blunstone, inden bandet kaster sig ud i en version af Jimmy Ruffins "What Becomes of the Brokenhearted" i umiddelbar forlængelse af titelnummeret fra den seneste studieplade. Siden følger et veludført og vellidt mini-sæt bestående af fem sange fra "Odyssey & Oracle", indrammet af "A Rose for Emily" og "Time of the Season".

Anden halvleg

Efter pausen lægges ud med endu et par numre fra den seneste plade, herunder "A Moment in Time", som Blunstone indledningsvis kalder en af sine "yndlingssange på pladen". Jo, sangskrivningstæften er såmænd til stede endnu, men den udfoldes i nostalgiens tegn, og Horsens Ny Teaters kommunikationsafdeling rammer formentlig mere plet, end de havde anet, når de i teatrets forårsprogram skriver at også The Zombies nye sange er "guf for musikalske nostalgikere".

Herefter følger et triumvirat af tre gamle singlehits, kulminerende i en livepremiere på "I Want You Back Again", som kun kan betegnes som vellykket. Herefter indledes Alan Parsons Projects "Old & Wise", indledt med behørig synthesizer-sovs og udfaset i en flot guitarsolo fra det senest tilkomne bandmedlem, som kun har været med et par år. Inklusionen af materiale fra herrernes respektive solokarrierer fungerer udmærket, og i Argents "Hold Your Head Up" får vi endnu en af de syrede, instrumentale passager, som faktisk kommer til at stå¨tilbage som aftenens højdepunkter.

Psykedeliske zombier

Her bliver det pludselig interessant som andet og mere end musikalsk tidsbillede og stiløvelse til 13 efter den gamle skala, og bandet kunne med fordel satse kraftigere på netop de eksperimentelle, instrumentale forløb. Det er, når den psykedeliske side af Zombies viser tænder og gruppen laver dette unheimliche twist på på den hyggelige, britiske tresserrock, at bandet er bedst; det sker desværre kun glimtvis i aften, selvom senest Nick Cave med sidste års coverversion af zombiernes 1964-hit "She's Not There" har demonstreret, at råmaterialet er til stede.   

Dén sang slutter The Zombies selvfølgelig af med i aften, mens man atter undrer sig lidt over, hvordan det dybest set ikke særligt uhyggelige band fik sit lidt upassende navn. Skal man for en hver pris være uforskammet kan man måske sige, at brikkerne på den led falder på plads; for er dette ikke noget af det nærmeste, man når kreativ skindød? Dertil skal det retfærdigvis bemærkes, at bandet faktisk diverterer med både vitalitet og spilleglæde i navnlig andet sæt, som rundes af med de to obligatoriske ekstranumre i form af glamrock-pastichen "God Gave Rock & Roll To You" - et hit for Kiss, iøvrigt - og en ikke strengt nødvendig fortolkning af Gerschwins "Summertime".

Uanset de mange potentielle, platte ordsspil om blodfattige zombier, levende døde og deslige, som unægteligt ligger til højrebenet, skal det her blot konstateres, at vi trods odyséen ned gennem bagkataloget stadig mangler oraklets svar på, hvorfor The Zombies stadig er et vedkommende bekendtskab hinsides den rendyrkede nostalgi.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA