Lou Reed: Falconer Salen, København

Lou Reed, Falconer Salen, København

Lou Reed: Falconer Salen, København

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

De sidste to gange, 70-årige Lou Reed har været i landet, har det været i mere avantgardistisk regi, og selv hans sidste to regulære rockkoncerter herhjemme har ligget hinsides den gængse hitparade, man som regel forventer af kunstnere af denne kaliber. I aften skiltes der derimod med et retrospektivt show: "From VU to Lulu", som det hedder med henvisning til henholdsvis hans herostratisk berømte band fra 1965-70, The Velvet Underground, og til sidste års konceptalbum "Lulu" baseret på Wedekinds skuespil.

Og så står han der pludselig dér på Falconer Salens scene, en lille time inde i sættet og nøjagtig som man kunne ønske at opleve ham og som han kunne have stået i 1977: helt forrest på scenen ved mikrofonstativet, vuggende og med håndleddet hængende løst over guitarens hals mens bandet intonerer "Street Hassle". På en gang fuldt fokuseret og pisseligeglad i en grad som kun Lou kan være det. Jo, Reed er tilbage. Pludselig lyder det vedkommende og nærværende igen, som om han virkelig står og krammer de 26 dollars til pusheren i sin svedige næve. Men måden, hvorpå Reed i aften træder ind i de gamle tekster er kun en del af det.

Frådende foredrag

For samtidig træder Lou ud af rollen, som når han selv midt i den musikalske malstrøm, bandet fremspiller i "Heroin", mumler "thank God I'm just up here"...og ikke sangens virkelighed, forstås. Blot for at træde ind i en ny rolle som forkynder af fire forlæg fra "Lulu", vel nok nogle af hans sorteste tekster til dato. "I'd cut my legs and tits off when I think of Boris Karloff" bliver aftenens første ord, med Reed på tolvstrenget akustisk guitar inden bandet falder ind og fastlægger det tonsende tunge modus, som kommer til at tegne det meste af aftenens sæt. "The View", "Mistress Dread" og især afslutningsnummeret "Junior Dad" fremstår i aften som frådende foredrag, Onkel Lous gudløse trosbekendelse: "I have no morals", som han med løftet pegefinger forkynder fra scenen i aften.

Med "Beginning to See the Light" og endelig "Sweet Jane" som ekstranumre bliver aftenen passende indrammet af Velvet Underground-fortolkninger. Som netop er fortolkninger, eller coververisoner om man vil, hvor fremragende de end fungerer. Anderledes med dels materialet fra "Lulu", dels sættets eminente, mellemste del bestående af udpluk fra den mellemliggende solokarriere.

Førnævnte "Street Hassle" bløder over i "Cremation", som i aften besidder al den ømhed og eftertænksomhed, som værket også rummer. Men som denne aften i nogen grad står i skyggen af det voldsomme, kompromisløse udtryk. "When I leave this joint...", som den aldrende musiker synger. "Walk on the Wild Side" sidder netop så sjusket i skabet som den skal, men overtrumfes straks af en tung, monumental "Sad Song" fra "Berlin"-albummet.

Der er sket en del udskiftninger i turnébandet siden sidst, og yngre musikere har indtaget Ferrnando Saunders og Mike Rathkes pladser, mens Tony "Thunder" Smith stadig lægger rytmebunden. Det fungerer glimrende, også når bandet får selskab af aftenens opvarmningsnavn Joan Wasser (Joan as Police Woman) på backingvokal.

Ikke for børn

Vi er kommet vidt omkring på to timer, men først og fremmest vi kommet langt ind. I sangene. Og nej, der er "ingen socialt forløsende venlighed", for nu at bruge endnu en formulering fra "Lulu". Og ja, gu' glemmer han nogle ord, og "Brandenburg Gate" truer med at vælte. Men der er fokus og nærvær, og måske vigtigst af alt: der er kommunikation, han kommer med et populært udtryk "ud over scenekanten". Og det er alvor, det er netop hvad Reed engang selv har sagt han ønskede at lave: "rock'n'roll for voksne".

Det ville være forkert at kalde koncerten sublim. Når er noget sublimeret, er det fortrængt. Og det er det modsatte, der sker i aften, hvor alt vælter ud i et værk som dybest set har psykoanalytisk karakter. Det er ikke nødvendigvis særlig smukt eller behageligt. Men det er stadig hundrede gange mere interessant end de fleste andre koncerter, man har mulighed for at opleve.

Lou Reed bringer det hele hjem i aften, og det giver perfekt mening, at det i hans tilfælde sker med en ædende ondt og tonsende tungt præsenteret samling sange om fornedrelse og forgængelighed. "Jeg gør det her for min egen skyld. Hvis du er heldig nok til at være i nærheden når det sker, er det fint. Ellers er det bare ærgerligt", sagde Lou til Deres Udsendte for et par år siden. På en aften som i aften på Frederiksberg er man umådeligt taknemmelig over at have været til stede.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA