x
Björk : Roskilde Festival, Orange Scene

Björk , Roskilde Festival, Orange Scene

Björk : Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Det kan gå begge veje, og alle ved det. Et hurtigt kig på damens sætlister fra de foregående ugers festivalkoncerter afslører, at hun – som man nok burde have kunnet forudse – ikke agter at indtage Roskilde med en publikums-pleasende hitparade, men derimod bringer en modereret version af sit konceptuelle og ikke just lettilgængelige "Biophilia"-show til festivalen. Skrevet for touchscreen, udgivet som album sidste år og konceptuelt kredsende om samspillet mellem natur, videnskab og musik. Eller noget i den stil.

Det fungerede forbløffende flot foran få hundrede mennesker i New York Hall of Science i vinter, hvor Björk havde et seks dages recidency – begrebet passende nok hentet fra kunstens verden, for dette er på godt og ondt noget andet end en konventionel koncert. Det store spørgsmål er naturligvis, om den æteriske performance vil fortabe sig i aftenluften, eller om Björk med et så aparte show vil kunne mane til folkefest foran Orange Scene. Man kan have sine tvivl.

Da Björk med følge viser sig klokken godt 22.00 er det i al fald let at blive duperet over scenografien til at begynde med. Hovedpersonen selv i sort lakkjole med endnu flere underlige gevækster end ved New York-koncerterne samt en orange paryk som tilsyneladende skal alludere til en interstellar gassky. Det ville i hvert fald give god mening i aftenens helhed, hvor musikken suppleres visuelt af de apps, som fulgte med albummet og som i aften er projiceret op på de to ekstra storskærme opstillet på scenen.

Natur og menneske

Allerede i sættets andet nummer gribes tilbage til "Homogenic" fra 1997 med "Hunter", men overgangene mellem nyt og gammelt materiale fungerer sømløst og seancen antager karakter af et organisk hele i aften. Siden leveres også en blændende "Pagan Poetry" fra "Vespertine", men "Biophlia"-stoffet (og konceptet) vedbliver at være omdrejningspunkt, selvom setup-et er skrabet og der er væsentligt færre mærkelige instrumenter og apparater i spil end i Queens i vinter.

Det hele kunne være fortænkt og i dén grad fjelplaceret. Men da Björk tidligt inde i sættet og allerede oppe i højt gear i "Thunderbolt" proklamerer at "my romantic gene is dominant" rammer hun noget centralt: netop fordi hun er så uafviseligt passioneret, bliver den avantgardistiske excess inciterende snarere end fremmedgørende.

Menneske – som repræsentant for naturen - og teknologi mødes her, i overensstemmelse med "Biophilia"s koncept i en koncert, som på en gang er kontrolleret og maskinel og samtidig levende og organisk, idet det medbragte islandske kor sammen med den magnetisk dragende hovedperson får seancen til at fremtræde som en futuristisk højmesse gennem en eklektisk, men stadig smukt sammenhængende, samling sange. Det er decideret magisk i indslag som "Crystalline", "Virus", "Hidden Place" og ikke mindst førnævnte "Pagan Poertry". Og det bliver endnu bedre.

Flere lag

"We mimic the openness of the ones we love" hedder det et sted i førstnævnte, et andet panorerer storskærmene over The Great Rift Valley i Østafrika, mens Björk besynger det tektoniske pladers bevægelser, som kun hun kan, i "Mutual Core". Og da hun i "Virus" træder helt frem til scenekanten og råber "I'm starving for you" mødes hun af bragende bifald. For der i mere end én forstand flere lag på spil iaften.

Måden, hvorpå lyriske motiver fra naturens forunderlige verden uundgåeligt kommer til at klinge som metaforer for forskellige aspekter af den menneskelige tilværelse er dybt original. I stedet for at virke påklistret og prætentiøs går musikkens visuelle ledsagelse op i den berømte højere enhed.

Og da denne signatur allerede har stået med et fjoget smil i ansigtet i en halv times tid, løfter den diminutive dame os minsandten endnu højere op i stratosfæren med "Isobel" fra hovedværket "Post". Siden og som første ekstranummer følger også en skrabet fortolkning af "Debut"-skæringen "One Day", hvor percussionisten – den ene af blot to medbragte musikere – for alvor gør opmærksom på sin virtuositet.

Præsterede det umulige

På en så afdæmpet tangent kan det naturligvis ikke stoppe, og det udbrud, der tidligere på aftenen er blevet indvarslet med en dedikation til vulkanen Eyjafjallajökull, følger uafvendeligt med først en nærmest frygtindgydende "Náttúra" som afslutning på det regulære sæt og siden "Declare Independence" som eksplosivt punktum.

Ligesom Springsteens koncert samme scene lørdag aften antog karakter af en af hans berømmede rock and roll baptisms, har også aftenens show metafysiske implikationer. Og med en fuldstændigt hypnotisk præstation bliver det helt paradoksalt Björks stærkt excentriske performancekunst snarere end Bruces bredt appellerende rockmusik, som for alvor vælter Orange Scene og indskriver sig i festival-mytologien i år, idet Björk som det selvfølgeligste i verden indtager tronen som Orange Scenes ypperstepræstinde søndag aften.

At forvente en gentagelse af pragtkoncerten i '96 ville være absurd, og at ikke alle længere borte fra scenen nødvendigvis har haft en lige så intens oplevelse som Deres Udsendte er et uundgåeligt vilkår ved koncerter af denne størrelse. Fra hvor jeg stod præsterede Björk det umulige i aften på Orange Scene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA