x
The Pains Of Being Pure At Heart: Atlas, Aarhus

The Pains Of Being Pure At Heart, Atlas, Aarhus

The Pains Of Being Pure At Heart: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Inden aftenens koncert med amerikanske The Pains of Being Pure at Heart havde jeg selvfølgelig brugt tid på at lytte til bandets forskellige udgivelser, og gennemgående var det en ganske fin oplevelse. Ikke noget musik, der kunne få mig helt op af stolen, men som sagt ganske udmærket. Derfor havde jeg oprigtigt glædet mig til at skulle opleve dem live, da jeg er af den opfattelse, at de fleste album og kunstnere altid vokser lidt ekstra, når de står foran et levende publikum. Den opfattelse har nu ændret sig – radikalt. Aftenens koncertoplevelse med den amerikanske gruppe ville kunne få mig op af stolen – men det ville simpelthen være for at gå.

Jammerlig lyd
Når man går til en koncert som anmelder og skal forsøge at forholde sig nogenlunde professionelt til det man oplever, så vil lyden altid være en af de vigtigste kæpheste for mig. Denne onsdag aften på Atlas var den på godt dansk jammerlig, og det i store dele af den ultrakorte koncert. Bandet havde sågar deres egen lydmand med, og han stod skiftevis med fingrene på knapperne, og ellers stod han flere gange nede blandt publikum. Måske han selv vidste, den var gal. Jeg ved det ikke, men det blev ikke markant bedre. Det lød simpelthen, som om forsanger Kip Berman stod i et helt andet lokale og sang, og hans ellers fremragende vokal led den værste død – druknedøden.

Fed start, men…
Bandet kom på scenen, og uden at sige et kvæk satte de gang i "Heaven's Gonna Happen Now" fra deres seneste album, og jeg stod faktisk og frydede mig lidt, for bortset fra vokalen lød det skide godt. Der var langt mere rock på drengen end på de popfyldte plader, og udtrykket var langt mere råt. Men min begejstring varede præcis tre minutter – for det næste nummer "Belong" lød fuldkommen som det samme. Og sådan fortsatte det koncerten ud. Der blev spillet en blanding af numre fra gruppens forskellige udspil. "Belong" som er det seneste album fra 2011 er et ganske fint album, men live fungerede det bare ikke. Det tætteste vi kom på et højdepunkt var "My Terrible Friend" og bandtitelsangen, som afsluttede sættet.

Udstråling en by i Rusland
Noget jeg også vægter som anmelder er en eller form for kontakt til publikum, men det var som om det ikke rigtig var på bandets to- do-liste. Forsangeren fik takket supportbandet tre (!) gange for, at de ville være med, men ellers var det som om det blot skulle overstås. Og det blev det godt nok også hurtigere end jeg kunne nå at skrive bandnavnet på min blok. Sangene, som er en blanding af rock og pop, er alle meget korte, og allerede efter 45 minutter blev der sagt tak for i aften, men vi slap ikke for ekstranumre. Dem fik vi to af, som begge sjovt nok også lignede hinanden, og så var det ellers farvel og tak på en aften, hvor jeg hellere ville have brugt min tid på sofaen med et af bandets album på anlægget – for live var det en dødsejler af format.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA