x
Peter Belli: Rytmisk Sal, Musikhuset Aarhus

Peter Belli, Rytmisk Sal, Musikhuset Aarhus

Peter Belli: Rytmisk Sal, Musikhuset Aarhus

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Arkivfoto

Vi har en håndfuld store sangskrivere og et par formidable fortolkere herhjemme. Men stemmen, mine damer og herrer... den tilhører Peter Belli. Manden, som i sin tid på næsten magisk vis forvandlede sovsende sentimentale dansktop-sager som Ingen regning, Teddybjørn og Farmands lille pige til hjerteskærende poesi, efter i de tidlige halvfjerdsere at have indsunget sig i den danske folkesjæl med sine udlægninger af Thøger Olesens oversættelser af tidens britiske og amerikanske singlehits.

Men som i en bredere offentlighed måske mest af alt er kendt som - og muligvis også helst vil kendes som - Danmarks mr. Rock'n'roll; fra Hithouse-dagene via langhåret skrækeksempel på sædernes forfald til genkomsten som rock'n'roller med Yeah og Ribbet og flået i henholdsvis '91 og '92 efter års ørkenvandring og kunstnerisk træden vande. 

Jo-jo, Peter Bellis historie er gjort af det stof, man spinder rock'n'roll-myter af, og han kunne næsten - som Dylan - vælge at få den afspillet på bånd inden sine shows. I stedet får vi i aften en kontant, instrumental intro inden Belli skridter sikkert ind på scenen og intonerer den evigt aktuelle 1967-single Hvis jeg var arbejdsløs - meget langt fra Tim Hardins skrøbelige folk-forlæg If I Were a Carpenter og forbavsende frisk i arrangement og levering. 

Blandet buket

"Vi har valgt en buket blomster som er meget smuk - og meget anderledes" siger Peter Belli tidligt inde i koncerten. Sortklædt, afslappet og flankeret af fire yngre og ligeledes sortklædte musikere indtager han den lille sal som tredje stop på sin aktuelle turné - en turné, som er lige dele hitparade og præsentation af Bellis kommende studiealbum. "Den næste har premiere på tv imorgen", siger Belli umiddelbart efter en mariachi-inficeret udlægning af titelsangen fra 2011's "Underværker" og tilføjer: "Og når vi nu spiller den kan I sådan set tage mig i en løgn".

Den nye sang hedder Færdig med The Blues og nej, det er Belli ganske rigtigt ikke. Slet ikke. Heller ikke helt konkret i aften, hvor eneste oplagte kritikpunkt faktisk netop er overvægten af solid og kompetent, men måske nok mindre varieret bluesrock gennem de to sæt.

Heldigvis får vi dog velkommen variation i eksempelvis en fint rearrangeret udgave af Olesens oversættelse af Dylans I'll Be Your Baby Tonight - som i øvrigt siden den knap 45 år gamle studieudgave er blevet til Jeg bli'r din baby i nat frem for Jeg er din dengse i nat - ja,  det hed den sgu dengang.

Andre højdepunkter er Johnny Madsens personlige oversættelse af Arlo Guthries City of New Orleans - på dansk To til en vals - mens den endnu uudgivne Papa kan kun lide rock'n'roll er endnu en af de eksplicitte kærlighedserklæringer til musikken, Belli har indspillet gennem årene.

"Giv mig lidt country, et stænk af soul / og fyld den så op med lidt rock'n'roll / Så lever jeg", som han sang engang i de år, hvor han også udgav en plade med den mundrette titel "Jeg lever for musik".

Og hos netop Peter Belli hænger sidstnævnte ikke og flagrer som et postulat - for man hører og fornemmer det simpelthen, når han står på scenen. Og selvom det sikkert har været sjovere at fyre en fed med Peter i et ydmygt backstagelokale i provinsen i '70, er aftenens såkaldte setup i Musikhusets lille "Rytmisk sal" faktisk en ret fin ramme for et rockende rendez-vous med veteranen.

Naturstridig integritet

"Min gamle ven Thøger (Olesen, red.), som desværre ikke er mere, kiggede mig engang i øjnene og sagde "Jeg kan se, hvad der er ved at ske med dig. Jeg vil ikke fortælle dig det - men jeg vil skrive en sang om det"", fortæller Belli som indledning til signatursangen Ulven Peter.

Med to guitarister, bas og trommer er der skåret ind til benet; et indtryk der forstærkes yderligere af den sorte påklædning og det overvejende kontante, musikalske udtryk. Bandet med Marcus Winther-John som rytmeguitarist og kapelmester er glimrende, og aftenens overraskende højdepunkt bliver fordanskningen af Shel Silversteins Sylvia's Mother, som Belli oprindeligt indspillede engang i halvfjerdserne.

Her bliver det klart, at det her er en af de aftner, hvor udtrykket "at bringe det hele hjem" giver mening. Som populærkulturelt ikon herhjemme kan Peter Belli måske allerbedst sammenlignes med Johnny Cash - ikke så meget musikalsk eller for den sags skyld fordi de begge er troværdige talsmænd for den klippefaste kærlighed i et livslangt ægteskab.

Nej, simpelthen fordi begge repræsenterer en næsten naturstridig integritet, som synes ganske upåvirket af, hvilke mere eller mindre dubiøse, kunstneriske svinkeærinder, de hver især har bevæget sig ud på. De kan have nok så ujævn en pladeproduktion bag sig, og for Bellis vedkommende oven i købet deltage i alt fra bingo til det aktuelle tv-show Toppen af poppen.

Og så alligevel træde op på scenen med en gadetroværdighed og stamina så selvfølgelig, at man kun kan lette på hatten. Godt gået, Peter. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA