x
Modeselektor: Store Vega, København

Modeselektor, Store Vega, København

Modeselektor: Store Vega, København

Anmeldt af Jon Frisk Carstensen | GAFFA

Arkivfoto

Det er tredje gang på blot to år at Modeselektor gæster Danmark. Det er stadig med albummet "Monkeytown" som sidste nye udgivelse, de rejser rundt og spiller, men vi havde fået fortalt, at de havde nogle overraskelser med sig.

Olsen interlude
Den britisk fødte Benjamin Damage, som er blandt kunstnerne på Modeselektors eget 50Weapons-label, åbnede festen med et dj-sæt i den dansable ende af techno og house. Der blev lagt en solid atmosfære med et sæt der var krydret med sange fra førnævnte label, heriblandt Shed, Marcel Dettmann og Addison Groove. Dog formåede musikken aldrig helt at opsluge salen, nok fordi folk ikke var forberedt på, hvad Damage lagde op til og hellere ville høre det, de var kommet for.

Efter en fin opbygning, der ledte godt op til Modeselektor, blev belysningen i salen skruet op og Olsen Banden-temaet kom gennem højtalerne og fik dermed luften til at fise af ballonen. Det blev dog hurtigt ændret, da de to garvede ravedirigenter efter nogle få minutter kom på scenen og allerede havde publikum lige, hvor de ville have dem med første sang, "Grillwalker". Men herefter virkede det hele lidt bekendt, i hvert fald hvis man havde oplevet gruppen en af de foregående gange. Selvom både visuals og sange var i topklasse, så var en stor del af det genbrug, hvilket tog lidt af charmen.

Musikken er og bliver dog utrolig velproduceret, og den bliver da også fremført på eminent vis. Det mærkes tydeligt, at de to herrer har mange år på bagen og har prøvet at spille for lidt af hvert. De trak også på hele paletten af deres musikalske virke, og der blev spillet sange fra alle deres større udgivelser plus singler, ofte i en stærkt redigeret udgave. Her blev der også plads til ældre, mindre kendte og mere vovede numre som "Kill Bill  Vol. 4", "Cash" og "Monkey Flip" – og hatten af for, at de ikke tyer til mottoet "if it ain't broke, don't fix it", men derimod tør udfordre sig selv og publikum.

Ustruktureret tysk præcision
Det var også i det ukendte, at musikken fungerede bedst, når den fik lov til at køre derudad, fast og bestemt, men alligevel organisk og dynamisk. En paradoksal ustruktureret tysk præcision, hvor musikken får lov til at udfolde sig uden at skulle crowdplease, klæder på en måde gruppen bedst, og det er her, at der opstår tidløse øjeblikke. Mange af "hittene", som ganske vist gik rent ind hos publikum, virkede en smule udkørte og havde ikke samme virkning som første gang, de opleves. Dertil kom sceneshowet, som virkede en smule opsat og klovnet med champagnesprøjt og andet gøgl, men på den anden side er det godt at se dj's, der kommer ud over mikserpulten.

Modeselektor er en gruppe, der har forandret sig på mange måder og været en tur igennem de fleste elektroniske genrer. Derved har de brandet sig selv og bliver derved mere og mere til en velsmurt maskine som leverer varen, men som også mangler lidt fleksibilitet og spontanitet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA