x
Eels: Den Grå Hal, København

Eels, Den Grå Hal, København

Eels: Den Grå Hal, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Arkivfoto

"This shit is on" råber E i koncertens begyndelse, og allerede fra starten er det klart, at det er Eels i en hård, kontant og små-aggressiv version, der står på scenen. Hele bandet er i øvrigt iført matchende Adidas-træningsdragter og solbriller. Måske et forsøg på at fremstå mere som et egentligt band frem for et Mark Everett-projekt. I hvert fald fylder de meget personlige tidlige Eels-plader ikke længere meget på sætlisten, i aften er det naturligt nok det seneste udspil, "Wonderful, Glorious", som tager det meste af pladsen. Det album indeholder en noget hårdere og nærmest blues-rocket lyd, end man tidligere har hørt fra Eels, og det er også den stil, der bliver lagt for dagen i Den Grå Hal.

Det starter tungt og lettere funky, og E er faktisk veloplagt og kommunikerer med både band og publikum, men den tunge og ret ballede bluesrock har ingen nuancer, og det bliver faktisk ret hurtigt ret kedeligt. En tre-fire sange inde i koncerten er det også, som om E mister lidt af gejsten, sange bliver nu kørt af på samlebånd, og hvis man ikke er trænet lytter, skulle man tro, de spillede den samme sang om og om igen – måske endda den samme ZZ Top-sang. Det er selvfølgelig ikke et problem at rocke igennem i sig selv, men det er bare en skam, at Eels ikke omfavner deres bagkatalog i en større grad, eller gjorde plads til de detaljer, som selv deres mest rockede stunder indeholder på plader. Min personlige teori er, at E er træt af sin egne deprimerende og selvbeskuende sange og nu vil ud og spille den fede rock – det er desværre ikke særligt interessant at høre på.

Hvem kan blive klog på E?

Mark Everett gider tydeligvis ikke mere pis nu, det synger han om på en del sange på den nye plade, men hvad han egentlig er vred over, er svært at sige – han fortæller det ikke selv, og derfor bliver det lidt en hul følelse at lytte til ham, når han står derude til højre på scenen og nærmest råber ad os. Han råber også ad os, når vi skal klappe, eller måske nærmere når vi ikke skal stoppe. Det er svært at ryste indtrykket af sig, at Eels i høj grad er et produkt af halvfemserne, for hele scene-optrædenen er indhyllet i flere lag af tyk ironi. F.eks. indtager E selv et forsangerpodium hvor resten af medlemmerne allernådigst og "for one night only" for lov til at komme i audiens.

Derudover bliver bandet præsenteret som positioner frem for personer, som om de er bare er købte folk, der let kan erstattes. På den anden side så dyrker E også sammenholdet, det matchende tøj er én ting, men der er også lagt en gimmick ind, hvor E og guitarist The Chet fornyer deres rock-ægteskab med 10 år på landevejen sammen – bassisten agerer præst, og som en fejring slår trommeslageren ud i et dybfølt cover af Bette Midler-sangen "Wind Beneath My Wings".

Ekstranummeret – måske den største kliché inden for rockmusikken. Vi leger vel alle sammen med på idéen, hver gang vi går til koncert. Når bandet går af, så klapper vi trofast, og så kommer de minsandten igen. Det er overraskende forfriskende, når et eller andet tvært punkband proklamerer, at de ikke tror på ekstranumre og så bare skrider. Eels har også en version i Den Grå Hal, som virkelig tager fusen på folk (med mindre man er kommet til at lave lidt for meget internetresearch inden koncerten). Men altså – vi er selvfølgelig igennem det sædvanlige show, hvor bandet er på scenen igen små tre minutter efter sidste sang. Her proklamerer E, at brandmyndighederne har tilladt én sidste sang, men han vil virkelig gerne spille to sange, så nu vil han prøve noget, han ikke har gjort før (her er det vigtigt, at man ikke har tjekket sætlister inden koncerten), så vi får et medley, og så forlader bandet scenen, angiveligt til glæde for brandmyndighederne, lyset går op, og så er koncerten vel forbi efter alle spillereglerne.

Men små 20 minutter senere, imens hallen er fuldt belyst, træder bandet så igen ind på scenen, selvfølgelig til stor jubel fra de publikummer, det er blevet hængende. Det er selvfølgelig en helt vild fed overraskelse, og E leger endnu engang med en rock- og koncertkliché, hvilket jeg vil sige, at det meste af aftenen handlede om. Det kunne bare være ønskværdigt, hvis han på et tidspunkt lagde den ironiske distance fra sig og spillede nogle Eels-sange.

Og nå ja, han har tilgivet os det med sin far.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA