x
Boy: Lille Vega, København

Boy, Lille Vega, København

Boy: Lille Vega, København

Anmeldt af Gudrun Hagen | GAFFA

Arkivfoto

Den ene halvdel af den tysk-scweiziske Boy-duo kommer meget sympatisk ud og introducerer deres norske opvarmningsact Farao, der minder lidt om en tidlig Ane Brun i sine fraseringer og fine fingerspil. Det medfører andægtig stilhed de første par numre, men derefter må Farao synge sig igennem et lydtæppe af småsnak. Muligvis er hun lige stille og klagende nok til dette publikum, der er kommet for at høre Boys glade indiepop. 

Fjedrende forårsstemning

Kåret som "Newcomer of the year", vinder af "European Border Breakers Award" og med guld for debutalbummet "Mutual Friends" er forventningerne skruet godt i vejret, og Boy skuffer ikke. De starter ud med den lækre, ukomplicerede "Drive Darling", der emmer af forførende, fremadskridende roadtrip. Den mørke scene er sparsomt oplyst af glødepærer, og duoen – Valeska Steiner og Sonja Glass – står så meget i front, at det faktisk er svært at se de fire bandmedlemmer bag dem. Musikalsk står de heldigvis ikke tilbage dog.

Hele to rytmesektioner og gode guitarsoloer undervejs er sammen med Velaska Steiners rene, sprøde vokal elementer, der virkelig klæder og løfter dette enkle og "straight-forward" popudtryk. Med et imponerende dynamisk spænd styres publikum med sikker hånd og dobbelt-taktet fællesklap. Energien er god, nærmest "boblende happy" og giver løfte om glad sommer og strandfest.

Det er sin sag at få denne "happy go lucky"-sound til at fungere og ikke mindst skille sig ud, men det er lige præcis, hvad Boy formår. Deres fjedrende friske popudtryk er vedkommende og veldrejet og holder sig – imponerende nok – på god afstand af det ligegyldige. Vokalmæssigt ledes tankerne hen mod Suzanne Vega, og overordnet kan Feist og Bon Iver oplagt nævnes som referencer.

Bedst upbeat

På "Army" flyder der xylofonlyde mod os fra synthesizeren, og vokalen bliver mere klagende. Hele salen vugger med til den sorgløse rytme, der kontrasterer den banale tekst fint. Dog er det så udtalt de upbeat popnumre, hvoraf mange rockes ekstra godt op live, der fungerer bedst.

Ikke mindst den helt fantastiske "Boris", som bliver aftenens højdepunkt for undertegnede. "There's this guy in Zurich, and we don't like him", lyder det som intro til dette bragende nummer, hvor vrængende vokalomkvæd, interessante trommer og god guitar bølger så overbevisende imod en, at man må overgive sig og svæve med.

Monsterhittet "Little Numbers" er forventeligt også en fest, der eksploderer i smittende optimisme og livsglæde live. Denne anmelder var også vældig begejstret for den modige afslutning med et yderst boyificeret "Lonely Boy"-cover (lånt fra The Black Keys), der flirtede heftigt med både blues og country. Her fik guitaristen for alvor lov at folde sig ud, og således blev man sendt summende ud i natten, helt glad og opløftet.

Klar til sommer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA