x
Peter Murphy: Loppen, København

Peter Murphy, Loppen, København

Peter Murphy: Loppen, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

For ikke så længe siden trak den tidligere Bauhaus-forsanger Peter Murphy overskrifter på klassisk rockstjerne-manér; noget med at køre lidt vel uhæmmet i bil og påvirket af stoffer, men derfor behøver man jo ikke føle sig for fin til at optræde på Loppen i København, bogstavelig talt helt oppe i hovedet på det tætpakkede publikum. Og dette nærvær musikere og publikum imellem var muligvis aftenens største gevinst, for lydmæssigt var der desværre nogle problemer undervejs, ikke mindst omkring vokaler - Murphy var ganske enkelt i flere passager af sin koncert for lav i forhold til de resterende instrumenter, noget, der især føltes i de passager, hvor der var godt tryk på både forvrænget bas og elguitar. Problemet gjorde sig dog også gældende for aftenens opvarmningsband.

Metro Cult
Metro Cult er en forholdsvis ung gruppe med rødder i det københavnske goth- og punkmiljø, så i den forstand er der en god stilistisk reference til Peter Murphy og Bauhaus, hvilket man også kunne høre i nogle af numrene undervejs, hvor der bl.a. blev leget med atonale temaer, kold synthesizer og for punkgenren til tider atypiske arrangementer. Desværre var forsanger Christoffer Bagges vokal lige lav nok i mixet, til tider også Hannah Jørgensens synthesizer, og en guitarstreng sprang tilmed undervejs - man er vel et punkband. Jeg har set gruppen et par gange tidligere, hvor lydniveauerne har fungeret bedre, og det fortjener de, for der arbejdes med interessante bud på form og arrangement i numrene, som er af en natur, der vil mere end end blot vanetænkende 1-2-3-4-larm. Metro Cult skulle dog vise sig ikke at være ene om at kæmpe med visse lydproblemer.

Bela Lugosi i sauna
Peter Murphy og hans tre musikere: trommeslager, guitarist, elektrisk og akustisk, samt bassist med pletvise violin-partier, gik på scenen omkring klokken 23, hvor der var godt pakket med, ikke overraskende, sortklædt publikum, hvorfor temperaturen også var røget voldsomt i vejret. Efter blot et par numre var det nærmest som at være i sauna, og sveden haglede da også af både Murphys ansigt og publikums hanekamsfrisurer, for det her havde virkelig karakter af noget, der kunne minde om en punkklub et eller andet sted i London i begyndelsen af firserne. Peter Murphy kom flere gange helt ud til scenekanten, i bogstaveligste forstand i fysisk kontakt med publikum, og følelsen af nærvær, det at musikere og publikum var så tæt på hinanden, gav lidt ekstra til oplevelsen.

Der var på forhånd blevet lovet masser af Bauhaus-materiale, og de var der skam også, alle de gode, gamle travere: "Double Dare", "In The Flat Field", "Kick In The Eye", "The Passion Of Lovers", "She's In Parties" og, naturligvis, "Bela Lugosi's Dead", et af aftenens højdepunkter, komplet med Murphy på klagende vokal og ekkopedaler. Og hvad skal man så sige til det? Er det dybest set ikke bare sortklædt firsernostalgi, og har det overhovedet nogen relevans i dag, alt sammen?

Tjah, spørgsmålet er måske rimeligt nok, men det hører så afgjort med til historien, at Murphy netop ikke kun trak publikum i fyrre-plus-segmentet, nej, en del unge gæster med kunstfærdige frisurer og sorte læderjakker havde også fundet vej til Loppen. Så selvom man med en vis rimelighed kan spille nostalgi-kortet, så må man også samtidig pointere, at blot fordi musik har nogle år på bagen, så betyder det ikke nødvendigvis at den mister relevans for yngre og kommende generationer, faktisk er jeg helt og aldeles overbevist om at for mange af de unge sortklædte hanekamme, der var til stede på Loppen, er Bauhaus fra 1981 en langt mere relevant størrelse end den masseproducerede metervare-dåsemusik og de endeløse talentshows, der hænger på træerne i de større medier i dag.

Og netop materialets holdbarhed skinnede igennem. Bauhaus flirtede i sin tid med mange forskellige udtryk, både den klassiske gothrock og kold new wave, afsporet reggae og desperationspunk, glamtendenser og elektroniske eksperimenter, men alt sammen filtreret gennem en sært kantet og dunkelteatralsk optik, som formåede at gøre plads til både den særprægede lyd og til de velarrangerede melodier. Og det er måske en af grundene til, at musikken stadig tiltaler også nye lyttere.

Afslutningsvist blev vi budt lidt solo Murphy-materiale samt cover af Dead Can Dances "Severance" og nogle brudstykker fra Bowies "Oh! You Pretty Things", og selvom der blev klappet godt og grundigt også bagefter, så var det måske ligefrem nådigt, at der ikke var flere ekstranumre på programmet, for på dette tidspunkt var temperaturen på Loppen ved at nærme sig det næsten uudholdelige.

Koncerten fungerede flot, Murphy og hans musikere gjorde det godt, om end lydbilledet måske ikke havde helt samme sært kantede egenart som Bauhaus. For undertegnede var største problem nok at vokalen i flere passager var for lav. Murphy undskyldte lidt problemer grundet forkølelse, og måske har noget i den retning spillet ind, men det ville nok først og fremmest have hjulpet med et par db mere fra mixeren, slet og ret. De passager, hvor vokalen trængte bedst igennem var også dem, der fungerede bedst, for Peter Murphy har en speciel stemme, som helt klart giver en masse til numrene. Den druknede heldigvis ikke helt og holdent, men man ville godt have hørt den tydligere.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA