x
Demi Lovato: Demi

Demi Lovato
Demi

Demi Lovato: Demi

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 14.05.2013
Anmeldt af
Nanna Jenner Jensen

Demi Lovato er endnu én af Disneys piger, der har kastet sig ud i musikken, ligesom kollegaerne Bridgit Mendler og Miley Cyrus, og stilen ligger da også pænt op ad førnævnte. Det er poleret amerikansk pop med storslåede omkvæd. Lovatos stemme dækker over et ret stort register, både i bunden og toppen, så det tekniske er som sådan i orden. Problemet er bare, at hun skal demonstrere det i hver evig eneste sang, og når man hører albummet fra ende til anden, så får denne anmelder simpelthen ondt i hovedet af Demis konstante brug af overdrive på vokalen. Det har til tider også den bi-effekt, at man simpelthen ikke kan høre teksten, når hun synger, hvilket ikke ligefrem gør sangene mere memorable.

Ellers har man forsøgt at låne det bedste fra alle de andre, der topper hitlisterne. Hvor førnævnte Cyrus har "Party in the USA, har Lovato Made in the USA, og på nummeret Neon Lights har man tydeligvis været stærkt inspireret af Calvin Harris' populære club-lyd. Og selvom man har forsøgt at iklæde numrene lidt mere kantede elementer, som eksempelvis et dubstep-stykke hist og pist, så er der altså tale om falsk varedeklaration, for det er nu engang bare en omgang letbenet pop. Desværre bare ikke af den bedste slags. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA