John Legend: Store Vega, København

John Legend, Store Vega, København

John Legend: Store Vega, København

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

Arkivfoto

På album kan han ikke vække min begejstring på lignende vis. Jeg ved godt, at han kan kaste Grammy-awards efter svin, at han har arbejdet med nogenlunde, hvad der kan krybe og gå inden for toppen af poppen, først Lauryn Hill (klaver på "Miseducation"), siden Janet Jackson og særlig meget med The Roots, Will.il.am og Kanye West (der ikke fandt på, men vedholdende adresserede hans ven med det "nye" kælenavn "Legend", som han efterfølgende adopterede.

Så er hans filantropiske merit-credit nogenlunde så lang som hans hitlisteplaceringer, altså "the good guy", der ikke gør noget galt. Problemet for mig er bare, at jeg ikke har følt mig ramt, jo, jeg har altid elsket den sikre coolness på "Save Room" og har aldrig været i tvivl om hans evner som vokalist, men så heller ikke mere. Det blev der lavet om på i Vega i går

Den ægte vare

Det er vel ikke gået manges næser forbi, at soul er det nye sort, også for de blegfede. Der er mange funklende talenter rundt omkring, også herhjemme, men at se John Legend i går var lidt samme følelse som at holde med et supergodt nationalt basketballhold, og så se dem blive rundbarberet i en testkamp mod L.A. Lakers. Det var noget Kobe Bryant-faktor over John Legend, og der blev leveret langt flere "3-pointers" og "slamdunks" end "rimshots" under Legends en time og 45 minutters lange, skal vi kalde det, magtdemonstration, i går.

Det var ellers "one of those nights", hvor jeg bare ville hjem på sofaen og stene til 5. sæson af Mad Men og bandede langt væk, at jeg havde lovet at tage i Vega. Så godt negativt forudindtaget placerede jeg mig i salen kun med en lille blok og en kuglepen, ingen fadøl eller noget. Men der gik ikke længe, før Don Draper og hans evindelige erobringer kunne klare sig helt fint alene på Manhattan uden min snagen. Det, der foregik 20 meter foran mig tiltrak sig automatisk fuld opmærksomhed.

Godt kor

Det er sagt før, men er ikke desto mindre sandt. Lige så grotesk ringe København er i forhold til arena (Forum) og stadion (Parken) venues, lige så sikkert er det, at vi råder over et af verdens absolut bedste i kapacitetsklassen under. Bare spørg de globalt turnerende artister, der jævnligt lægger vejen forbi Vega. Lyden var en nydelse, og bandet godt sammenspillede, specielt imponerede de to kor-sangerinder. Aner ikke, hvad de hedder, men det skulle ikke undre mig et sekund, hvis man om et par år hører om en ny funklende stjerne, der tidligere sang kor for John Legend.

Ellers klassisk opstilling bas, trommer, guitar, keys, og så Legend selv relativt ofte ved pianoet. En tankevækkende ting er, at Legend, der samarbejder med et utal af aktuelle pop, hip-hop og r'n'b-stjerner – i en tid, der er blevet tiltagende mere elektronisk – spiller 100% organisk, elektrificeret. Hvis bandet havde så meget som et enkelt pre-programmet spor liggende, eller lidt ekstra kor her og der, er det undgået denne skribents opmærksomhed.

Bedste af begge verdener

Her rammer man ind i Legends speciale, nemlig det, at han matcher, forstår og ping-ponger med tidens største stjerner, ikke mindst inden for hiphop, men at han samtidig har et sikkert greb om den klassiske soul og Tamla/Motown-æra, og på den måde personificerer "the best of those worlds", og af samme grund har hul igennem til et enormt publikum. Det var derfor lidt af en eksklusivitet at se ham på – i hans målestok – intime Vega i går. Men han nød det, og det gjorde hans publikum med ham. Legend er dygtig hele vejen rundt, men man kan ikke skrive om manden uden at nævne hans vokal. Spændvidde, overskud, kant, varme, indlevelse og kontrol, ganske enkelt klasse.

Koncerten

Nå, ja koncerten, hvad skete der? Jo, lidt af en hitparade, et par overraskelser, lidt forsmag på det kommende album, fortolkninger af et par historiske klassiker, og så et meget forfriskende – men højst overraskende – pust fra Søborg.

Koncerten vekslede flere gange mellem up-tempo sing-alongs med fuldt band, og så en indfølende Legend alene ved klaveret. Der blev lagt livligt ud i startfasen, der inkluderede træffere som "Tonight" og "Allright", og en god gang gangster-faktor i form af  "Who Did That to You" fra Tarantinos nye mesterværk af en film, "Django Unchained". Første cover var en okay, klaver-baseret version af Springsteens "Dancing in the Dark".

Legend fortsatte efterfølgende i det afdæmpede hjørne med bl.a. "Again" hvilket skulle vise at være koncertens svageste fase, lidt småkedeligt simpelthen.

Kinddans

Så kom der anderledes fart på med gennembrudshittet "Used to Love You", "Wake Up Everybody" (fra det succesfulde og meget præmierede samarbejde med The Roots) og ikke mindst "Slowdance", hvor charmøren hev en pige fra publikum på scenen, til en sensuel sving-om, og efterfølgende gav hende en rød rose med på vejen. Billigt trick til de mange hjerteramte unge chicks blandt publikum, men også en cool nok afveksling, der – ikke overraskende – blev mødt af et stormende bifald.

Så kom "P.D.A." og min personlige favorit – i hvert fald før i går - "Save Room", og så kom aftenens overraskelse. Ifølge Legend havde han de sidste par år haft den store ære at samarbejde med en meget talentfuld kvindelig artist, der sjovt nok havde rødder her i landet. Tilfældet ville så, at hun rent faktisk var hjemme på en lynvisit, og oven i købet var til stede her på Vega, i selskab med os andre, i aften. "Ladies and gentlemen will you please welcome... Oh Land". Hallo, den havde jeg i hvert fald ikke lige set komme. Nanna Øland Fabricius indtog scenen – med noget, der umiskendeligt lignede grønt hår  – og så fik vi en duet, kun akkompagneret af Legends enkle klaver, med balletdanseren fra Søborgs "White Nights". Fedt.

Lege med de tunge

Lidt senere gik Legend i flæsket på et par sværvægtere, og det med format. Først, med fuldt band, "I Want You/She's So Heavy" fra "Abbey Road" og så en af Paul Simons fineste pennestrøg i karrieren, tårefremkaldende "Bridge Over Troubled Water", med Legend alene bag klaveret. Okay, kom jeg til at skulle vælge kun den ene på den berømte øde ø, havde jeg fortsat valgt Art Garfunkel, men ikke desto mindre en skøn version fra Legends fingre og stemmebånd i går.

Til sidst fik vi up-tempo sing-alongs som "Who Do We Think We Are" og særligt afslutteren "Green Lights".

Som ekstranummer var der først den store fællessang – med og uden deltagelse af Legend selv – i "Ordinary People", inden han og vi stående, syngende og hoppende afsluttede festen til tonerne af "Stay With You".

Om jeg nogensinde kommer til at få Legend i fast rotation på anlægget derhjemme, skal jeg ikke kunne sige – det er ikke sket endnu – men at manden har klasse, er jeg ikke længere i tvivl om. Arven efter Stevie Wonder og ligesindede er i trygge hænder hos John Legend, der ikke forstår historikken, men også evner at udvikle sig og følge med tiden.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA