Thomas Helmig: Bøgescenerne, Smukfest

Thomas Helmig, Bøgescenerne, Smukfest

Thomas Helmig: Bøgescenerne, Smukfest

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Kombinationen Thomas Helmig og Smukfest er en lige så velafprøvet og velfungerende cocktail som sommer og grillpølser. Helmig leverer hittene, publikum kommer med fællessangen, og så er den fest hjemme. Det er set adskillige gange før, og sådan var det også lagt op til, at årets Smukfest-koncert skulle blive. Og det blev den også, men alligevel var ikke alt helt ved det gamle.

Først og fremmest har Helmig fået grå stænk i toppen. Ikke overraskende, idet han er 48 år, men det virker, som om det er kommet ret pludseligt. Eller måske er forklaringen snarere, at han er holdt op med at farve sit hår. Også stemmemæssigt har Helmig fået patina. Hans store, soulfulde vokal er blevet dybere med årene og havde en småhæs klang i bøgeskoven. Ikke at det trækker ned, tværtimod vidner det om erfaring og modenhed og giver ny tyngde til de ofte enkle, men ikke dårlige tekster. Stemmen fra den veloplagte sanger kunne nu godt være mikset længere frem i lydbilledet. Jeg havde i hvert fald lidt svært ved for alvor at høre den der, hvor jeg stod. Og da jeg havde placeret mig ret tæt på scenen ude til højre, kunne jeg ikke gå et andet sted hen, da publikum stod ganske tæt i bøgeskoven.

Helmig lagde ud med Gasolin'-klassikeren "Fed Lykke Til Alle", som han har gjort til sin egen takket være versionen fra debutalbummet "Thomas" fra 1985. Ja, så længe har han været med. På scenen havde han hele otte glimrende musikere, hvor især korsangerinden Nellie Ettison gjorde sig bemærket. Dels via sin stærke soulstemme, som var mikset langt frem i forhold til Helmig selv, dels via sin sparsomme og kropsnære beklædning, som givetvis fik mange festivalgængere til at spærre øjnene op. Medina skal stå tidligt op, hvis hun skal matche dét outfit. Helmig selv havde da også svært ved at holde øjnene og hænderne fra Ettison, som han gentagne gang var i nærkontakt med. Apropos Medina overtog Nellie Ettison glimrende dennes duetrolle på "100 Dage".

Selv var Helmig også standsmæssigt påklædt i noget, der mindede om en militærjakke a la "Sgt. Pepper"-coveret, og en af hans mange guitarer var forgyldt. Halvt inde i koncerten røg jakken dog af, og den stod herefter på hvid undertrøje resten af koncerten med frit udsyn til Helmigs nydelige tatoveringer. Fremhæves skal også den fine korsanger og akustiske guitarist Benjamin Kissi, tidligere kendt fra Are We Brothers? og for nylig sprunget ud som solist. Den unge lead-guitarist Emil Falk, søn af selveste Mek Pek (som Helmig sang duet med helt tilbage i 1988 på deres fortolknining af Preben Kaas og Jørgen Rygs "Hva' Ska' Vi Med Kvinder"?) gjorde også et solidt arbejde. Trommeslager var selvfølgelig Helmigs mangeårige makker, Poul Glargaard-lookaliken Claes Antonsen.

Fan-arvefølgen sikret

Sætlisten bestod ikke overraskende at hit på hit fra primært Helmigs dansksprogede repertoire. Og Helmig behøver tilsyneladende ikke at frygte arvefølgen, hvad angår hans fans. Foran mig sang nogle piger, der aldrig havde oplevet firserne, i hvert fald lystigt med på flere af hans nyere sange som "Op Og Ned", "100 Dage" og "Malaga" – sidstnævnte med Helmig alene på akustisk guitar. En ny, hitpotentiel sang, balladen "Så Lover Jeg", vakte også almindelig begejstring, mens ældre numre som "Jeg Tager Imod", "Stupid Man" og "Nu Hvor Du Har Brændt Mig Af" fik hele skoven til at synge med af fuld hals, og så var festen et faktum.

"Nu Hvor Du Har Brændt Mig Af" gik over i et medley, der indbefattede "Giv Mig Din Mund" og "Det Er Mig Der Står Herude Og Banker På", sidstnævnte i en tilbagelænet, afdæmpet version. Et lidt overraskende og fint tiltag, men det betød også, at især "Det Er Mig Der Står Herude Og Banker På" blev leveret i en lovlig kort udgave, hvilket var lidt synd.

Den ikke så ofte spillede sang "Modvind" fra 1990-albummet "Løvens Hjerte" var en behagelig afveksling fra den sikre hitparade og et af de numre, hvor Helmig virkelig sang til. I de største hits var det lige før, Helmig overlod for meget af fællessangen til publikum – det var trods alt ham, der var attraktionen. Alt i alt dog en absolut underholdende og bundmusikalsk koncert, der understregede, at Helmig langtfra er fortysomething, fed og færdig. Snarere halvtreds, habil og helstøbt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA