x
Peter Gabriel: And I'll Scratch Yours

Peter Gabriel
And I'll Scratch Yours

Peter Gabriel: And I'll Scratch Yours

GAFFA

Album / Real World (udkommer også som dobbelt-album "Scratch My Back / And I'll Scratch Yours")
Udgivelse D. 23.09.2013
Anmeldt af
Henrik Friis

Radiohead bakkede ud, Neil Young og David Bowie kunne ikke, men med reserver og Heroes-medforfatter Brian Eno som Bowie-erstatning, er det nu med tre års forsinkelse lykkedes at få et svar fra de artister, Peter Gabriel inkluderede på sit cover-album Scratch My Back.

Ventetiden værd? Hmmm... Som det ofte er problemet med den her slags album, er der mange fine intentioner, men få træffere. Med et personligt-melodisk materiale som Gabriels burde grundlaget ellers være i orden til seriøs bearbejdning og nye bud. Men forventninger om spændende omfortolkning af relevante navne som Arcade Fire (hul, tom Games Without Frontiers), Elbow (Mercy Street) eller Feist (Don't Give Up) bliver alle skuffet via udgaver, der ikke adskiller sig afgørende eller højest ender pæne – hvis ikke kedelige.

Det samme gælder veteranen Paul Simons alt for åbenlyse valg af protest-klassikeren Biko, der her lyder som en lejrbåls-sang. For slet ikke at tale om Magnetic Fields Stephin Merritt, der i ligegyldig outdatet synth-blip helt misser Not One Uf Us' onde nerve. Og er tæt på at trække David Byrne og I Don't Remember ned i samme skæbnefællesskab. Uforløst er det i hvert fald.

Så er Bon Iver bedre i Come Talk To Me, der vokser sig fra banjo-spinkel til stor smuk helhed i sin nærværs-søgen, men det er i den rigtige blanding af respekt/respektløshed, de interessante bud kommer:

Man slår sig i hvert fald på (og bliver nok aldrig venner med) Lou Reeds street-trashede udgave af ellers åbne og smukke Solsbury Hill, og Joseph Arthurs indadvendte, skævslingrende Shock The Monkey ér et helt nyt relevant take på pophit-originalens sang om jalousiens væsen.

Endnu højere oppe mod toppen møder vi Randy Newman, som gør Gabriels funk-hit Big Time til trio-jazzy, selvironisk fuldstændig rendyrket Randy Newman ("My ass' getting bigger") – og de seks stjerner denne gang går til Brian Eno, som gør ellers piano-lyriske Mother of Violence til et ægte maskinelt monster, der virkelig indeholder den frygt, originalen underspiller. Og i øvrigt i et voldsomt og ægte gabrielsk lydsprog.

Men det er for lidt til at komme op over et jævnt gennemsnit.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA