x
Nickelback: Forum, København

Nickelback, Forum, København

Nickelback: Forum, København

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Der er ingen vej udenom. Jeg ÆLSKER Chad Kroegers vokal, når han hæver Nickelback over så meget andet mainstream ved at have en stemme, der vrider en sang ud i ekstremerne. Hvis mangen en sang fra det band var en canadisk highway i deres hjemland, så ville kurverne ikke bare blive kørt blødt igennem. Hele den ene side af vognen ville løfte sig i den ene side, mens svinget blev klaret på to hjul om hjørnet med konstant fare for udskridning og katastrofe.

Se DET er Nickelback, når de er bedst. Disse momenter af noget nær tæt på himmel var der mange af ved onsdagens koncert i Forum. Og ja, de er skældt ud for meget: Fordi de læner sig op ad heavy metal uden at være det sådan helt rigtigt. Og fordi de læner sig op ad pop, uden de helt er der.

"Don't give a fuck", som samme Kroeger nok ville sige. De småfornærmede hønserøv-kommentarer kan ikke modargumentere over for en skov af synkront klappende hænder, som man så det flere gange onsdag aften i Forum. Nickelback har ramt noget helt essentielt for en rockkoncert. De kan få folk til at føle, at de er en del af en fest, en energi, en følelse, som er musikkens sjæl lige præcis der, hvor man mærker livets hjerteslag.

Og nu blander denne anmelder noget ind, som man normalt ikke bør gøre. En personlig livskrise, som ikke rager et læsende publikum. Og så alligevel. Forklaring følger, uden jeg vil lade sentimentaliteten kamme over. I hvert fald ikke med min gode vilje.

Min højtelskede far er ved at dø, 85 år gammel. Det er lige op over og lige nu. Mens han i en terminal fase overvåges af min dejlige søster og jeg på skift, så bruger jeg et pusterum på et par timer midt i en følelsesladet og opslidende proces til at se, høre og føle, hvad Nickelback har på hjerte. Hvis de lader mig kold, så har denne aften været forgæves, og jeg burde have søgt ny energi andre steder.

Puha – bandet får i stedet varmen til at bevæge sig ned gennem kroppen i en osmotisk proces gennem en membran af parader mod mere følelsesliv lige nu. Nickelbacks sange er gennemgående en hyldest til livet, som det leves lige nu og her og præcis på den måde, som man selv ønsker det. Intet kan lyde mere rigtigt og mere vigtigt i mine ører denne aften, hvor jeg er vidne til en afslutning.

 

Store sangskrivere

Nogle smukke ballader viser, at Nickelback er store sangskrivere, som ikke uden grund har et million publikum verden over. Et overdrive af energi afløser de til tider nærmest symfoniske klangflader - og så er vi pludselig igen ude i horntegn og headbanging.

Og inden jeg for alvor rives med (og mister den kritiske sans), så er der et par steder, som stjæler den sjette stjerne fra bandet. Nickelback kan af en eller anden grund miste momentum mellem sangene. Som om lidt forvirring og rådvildhed og tilfældig småsnakken stjæler fremdriften mod et klimaks i koncerten.

Et par af balladerne ligger lige lovlig tæt til, at de bliver effektive brudfalder mellem energiudladninger, som ellers på den måde bedre kunne bære nuancerne frem. I stedet sætter balladerne pulsen ned på koncerten. Det giver en fornemmelse af, at publikum stopper op midt i en begyndende ekstase, og lige må stille spørgsmålet "øh – hvad nu?"

Og endelig blev jeg fly forbandet over at høre Elton Johns "Saturday Night's Alright for Fighting" som indledning på en ekstrasceance. Kan godt være, den fik en spand kul ekstra i forhold til originalen. Det er er et gammelt trick at spille en nyfortolkning af en klassiker, men i mine ører faldt den til jorden her, fordi publikum ikke havde noget forhold til den gamle sang fra 1973. Rammen gjorde sangen irrelevant, og den var faktisk dårligt spillet, for spændstigheden blev væk i den bastante fortolkning.

Nå, hofter fat: Siden bandet spillede sidste år i en (også) udsolgt koncert i den noget mindre Falconer Salen, har forventningerne været i top. Og siden deres internationale gennembrud i 2001 har vi altså at gøre med et band med et vist bagkatalog, erfaring og integritet. Derfor er det ikke for meget at forlange, at de sidste ting strammes op, så jeg vil reservere den sidste stjerne til næste gang på en i øvrigt stjernefyldt aften. Og i øvrigt: Hvor blev mit yndlingsnummer af – den ultimative festsang "Bottoms Up"?

Nå, jeg skulle også tilbage til alvoren og et langt livs afslutning. Vi gemmer den helt store fest til næste gang, når livet fortsætter for alvor.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA