x
Metal Ghost: Christiania Børneteater, København

Metal Ghost, Christiania Børneteater, København

Metal Ghost: Christiania Børneteater, København

Anmeldt af Kim Lykke Andersen | GAFFA

Der findes ikke noget bedre end opdagelsen af ny eller endnu uudforsket musik. Lørdag aften bød på sådan en af slagsen for mig. Børneteateret på Christiania lagde rammerne for en aften i rockens tegn. Her spillede Everything That Rises, Captain Casanova, Mount Rushmore Safri og Metal Ghost.

På forhånd kendte jeg ikke så meget til de forskellige bands, så jeg tog derned med åbent sind uden at vide, at der senere ventede en gennemsyrende musikalsk åbenbaring for mig fra sidstnævnte band, Metal Ghost.

Metal Ghost består af Piet Breinholm Bendtsen og Heike Marie Rädeker, og selvom jeg ikke tidligere har stiftet bekendtskab med den hårdtslående rockduo, har de faktisk eksisteret siden 2010. Heike er normalt bosat i Berlin og Piet i København, men på trods af det musikalske langdistanceforhold beviste de lørdag, at afstand ikke har noget med kilometer at gøre, og deres indbyrdes musikalske forståelse for hinanden skinnede klart igennem. De to har dog også en fortid sammen gennem tiden i det hedengangne band 18th Dye. Efter opløsningen af 18th Dye besluttede de to gruppemedlemmer at forsætte som en ny konstellation, nemlig Ghost Metal.

 

Hårdtslående rockperfektion

Selvom gruppen kun består af to personer, viste de lørdag, at man sagtens kan fylde et rum ud ved hjælp af blot et sæt trommer og guitar. Deres minimalistiske lyd ramte alle de rigtige tangenter med en sådan indlevelse, at hvert trommeslag pulserede videre i kroppen på en, og de legende guitarriffs førte umærkeligt kroppen i vuggende rytmer. Duoen selv virkede upåvirkede og rolige, mens de hamrerede derudad i en magtdemonstration af, hvordan rocken anno 2014 skal skæres. Koncerten bød derfor på en ganske enkelt fuldendt helhedsoplevelse, som på én og samme tid overraskede og imponerede med gennemblæsende hård rock udført til perfektion.

Hvis du ligesom jeg ikke før nu har stiftet bekendtskab med Ghost Metal, skal du gøre dig selv den tjeneste at tjekke deres 2013 album "1" ud. Albummet fremstår unikt og som et dejligt pust til den danske musikscene, hvor deres kølige og nuancerede musiktiltag lover godt for dansk rocks fremtid.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA