x
Kaiser Chiefs: Education, Education, Education & War

Kaiser Chiefs
Education, Education, Education & War

Kaiser Chiefs: Education, Education, Education & War

GAFFA

Album /
Udgivelse D. 31.03.2014
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Leeds-drengene i Kaiser Chief' nedadgående formbarometer skrabede bunden i 2011 med den jævnt håbløse The Future is Medieval, der, ganske fornuftigt, blev efterfulgt af en albumpause.

Den er nu brudt, og allerede fra første tone kan man høre, at det har gjort Ricky Wilson og hans kumpaner godt med lidt ro. The Factory Gates har masser af drive og guitar, og Wilsons vokal virker vitaliseret. Både stemning, tekst og titler emmer af kamp og fight, hvilket klæder bandet. Samtidig brillerer titlen som skarp kommentar til og kombination af Tony Blairs valgslogan og eftermæle, hvilket er mere bid, end man tidligere har hørt fra Kaiser Chiefs.

Ruffians on Parade og My Life er catchy og energiske, og selvom de ikke helt når fordums skrål-med kvaliteter, er de begge af høj kvalitet, og ikke mindst et fint Smiths-klingende guitarstykke på sidstnævnte skinner.

Selvom keyboard-mand Peanut er skubbet mere i baggrunden, tilføjer han stadig musikken fine nuancer. Som på Misery Company, hvor den næsten musical-klingende stemning underbygges fint med bidder af 70'er-klingende rock-keys. Ligeledes er der 80'er-synth på Meanwhile Up in Heaven, der viser bandet fra deres mest storladne side og er et af flere steder, hvor Kaiser Chiefs slægter landsmændene i James flot på.

Krigs-patosen får et ekstra nyk op på Cannons, der fader ud i et dommedagsspeak fra det, der umiskendeligt lyder som skuespilleren Bill Nighy.

Roses er en lidt spag ballade, der mest lyder som spekulation i arme og lightere i vejret, men det skæmmer ikke et album med de bedste numre fra Kaiser Chiefs siden debuten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA