x
Sebastian (solo): Stakladen, Aarhus

Sebastian (solo), Stakladen, Aarhus

Sebastian (solo): Stakladen, Aarhus

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Det forholder sig med den efterhånden 64-årige Sebastian som med nogle af hans udenlandske kolleger og forbilleder: Der er forlængst blevet sagt og skrevet så meget, at det næppe synes nødvendigt at lægge mere til. 
 
Det nyligt afdøde anmelder-fyrtårn Torben Bille gjorde det til et livsprojekt at dokumentere Knud Christensens værk og virke, og såvel den lange storhedstid fra starten af halvfjerdserne til udgangen af firserne som solisten Sebastians comeback de senere år er veldokumenteret.
 
Men han er her endnu, Sebastian. På scenen, hvor han atter er blevet en aktiv herre efter at have helliget sig teaterarbejdet gennem en årrække. Og helt konkret på scenen i Stakladen på Nordre Ringgade i aften; en sal på universitetet som i øvrigt har sin helt egen historie.
 
En historie, som blandt andet omfatter semi-legendariske koncerter med både udenlandske acts som Grateful Dead, John Cale og Nico og danske kendinge som Skousen & Ingemann, Benny Holst & Arne Würgler, Povl Dissing og - nå ja - Sebastian, som gæstede matriklen flere gange i løbet af halvfjerdserne.
 
En rejse
 
Det sidste gør hovedpersonen selv opmærksom på i aften, hvor han på en helt nøgen scene - kun Martinguitaren og mikrofonstativet - underholder en udsolgt, siddende sal med godt tyve sange fra det store bagkatalog.
 
Går på klokken tyve, alene, og lægger skrøbeligt ud med "Sommerfuglen," inden han - akkompagneret af eget, karakteristiske fingerspil -  lader sin faste åbningsbemærkning falde. Om at vi skal ud på en rejse i både eventyrenes og virkelighedernes (i flertal!) verden, befolket af mænd, kvinder, børn, hunde - og én, der hedder Ingeborg.
 
"Hos Ingeborg" følger, og så er der åbnet op for et sæt, hvor Sebastian folder sig ud som solist i ordets egentlige forstand og ikke mindst viser sig fra sin vittige side - ikke blot i sine bemærkninger mellem aftenens sange, men også i gestik, brug af stemmen og morsom mimik.
 
Indimellem får vi så stænk af det eftertænksomme nærvær, som sangskriveren Sebastian også rummer - Bertolt Brecht-fortolkningen "Sangen om Vlatava" rager som altid op, og det samme må siges om "Den allersidste vals" og "Du er ikke alene," der lukker det egentlige sæt.
 
Sprogblomster
 
Da har vi også fået et par smagsprøver på den forestilling over Ole Lund Kierkegaards "Hodja fra Pjort," som Sebastian arbejder på i skrivende stund og som både sættes op og udgives som album til efteråret. Hertil kommer et par udpluk fra den samling itonesættelser af H.C. Andersen-tekster, som er Sebastians seneste album.
 
Og så - og helt i tråd med aftenens muntre modus - en håndfuld af, hvad man med nogen ret kunne kalde Christensens lidt lettere sange: fra koncertfavoritten "Den lille malkeko" (inklusive fællesfløjten i salen), over "Luftkasteller" (fra "Øjeblikkets mester") til "Tosset med tretten" - som så alligevel drysser små sprogblomster som "Morgenbolledamer skænker undergangs-té." 
 
"Jeg har omkring 400 sange, og der er kun plads til et par og tyve stykker til en koncert. Så der er nogle, som ryger sådan lidt ind og ud," sagde Sebastian, da jeg engang spurgte ham om, hvorfor han så sjældent luftede materialet fra "Tiderne skifter."  
 
Det er svært at modsige mandens svar, og strengt taget heller ikke rimeligt at bebrejde Sebastian, at han har valgt at blande kortene, som han gør i aften. "Hey, det er forfatteren, der siger det til dig, så du kan ikke være uenig," som Lou Reed engang sagde til mig.
 
Elskelig entertainer
 
Selvom Sebastian i aften er alene på scenen, er det - ligesom på "Øjeblikkets Mester"-turnéen i 2012 - den elskelige entertainer med de skarpe og poetiske betragtninger mere end den følsomme folkrock-sanger, vi møder.
 
Jeg mener, flere sange har ligefrem næsten karakter af skillingsviser - "Luftkasteller" eller "Tosset med tretten." Og selvom jeg faktisk havde lovet mig selv at forsøge at skrive om Sebastian uden at trække troubadur-kliché-kortet (som altid kommer op, når der skal skrives om ham), er det umuligt at komme uden om, at det netop er som sådan, han, om nogen, fremstår i aften. 
 
Kommenterer sin samtid - inklusive et forslag om at sende Lene Espersen med krigsskib til Krim - og synger og causerer over det at være menneske i bredere forstand. Inklusive fantasien, kærligheden og skygger af dæmoner og melankoli.
 
En troubadur, javist. Og det er, skulle jeg hilse og sige, en hædersbetegnelse af de større. Som Povl Dissing i øvrigt engang påpegede ved en koncert... i Stakladen, for at det ikke skal være løgn.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA