x
Fossils : Spot Festival, Radar, Aarhus

Fossils , Spot Festival, Radar, Aarhus

Fossils : Spot Festival, Radar, Aarhus

Anmeldt af Rud Kjerstein | GAFFA

Lad os lige få det klassiske på det rene, her fra start af: Fossils består af Per Silkjær på trommer og Simon Tornby på bas – en simpel duo. Men for helvede hvor er det her alt andet end simpelt. Egentlig er det nærmest åndssvagt at anmelde en koncert med de her to herrer, da det lydmæssigt er ovre i noget, hvor ord ikke er tilstrækkelige. Det her skal mærkes med kroppen, men forsøget sættes hermed i gang med følgende ord som pejlemærker: råt, energisk, støjende, tungt og primitivt.

Bandet er iført deres egne band-T-shirts, scenen er badet i rødt lys – farven som duoen ubetinget har taget patent på – og det hele virker så fjollet iscenesat, at man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet. Jysk ironi fra øverste skuffe.

Koncerten starter med "Flesh Pillar" i et udødeligt tempo, hvor Per Silkjær allerede indenfor 30 sekunder beviser, at han nok er en af Danmarks teknisk dygtigste trommeslagere, hvis der konkurreres i tempo og præcision. Samtlige slag sidder nådesløst skarpt og tight, og udstrålingen gør ham ikke mindre spændende at følge. Ved hans side står Tornby, der behandler sin bas som en guitar, og fra tid til anden laver han lyde med den, som kun de færreste vidste fandtes i dette instrument. Feed-præcisionen er uhyre sjælden her. Duoen spiller i et ufortrødent tempo hele seancen igennem, der byder på et miskmask af sludge, doom, hardcore og noise tilsat en stor portion drilske start-stop-elementer, hvor Silkjær gang på gang i allersidste nu lige griber et bækken til en larmende stilhed i et splitsekund, og så starter rock-massakren endnu engang.

Samarbejdet og forståelsen mellem Tornby og Silkjær er altafgørende i dette lydunivers, hvor alt er skåret helt, helt ind til benet – og de mestrer det.

Publikum står frydefulde og smiler, hver gang bandet bryder ind med deres abrupte start-stop-effekter. Måske fordi de ved, at de i næste nu endnu engang kan kastes deres kroppe ind i dødsmaskinen, hvor alle bevægelser synes legitime. Fossils taler direkte til dit primitive instinkt: det er lyden af at stå og hamre dine knytnæver ind i væggen – af lyst og fryd vel at mærke.

Mellem hvert nummer – som ikke vare mere end 1-2 minutter – mødes bandet af jubel, manderåb og lettere åndssvage kommentarer blandt et bogstavlig talt beruset publikum. Der er tydeligvis en kollektiv begejstring over både det tekniske og det kropslige i musikken. Koncerten slutter med "Crack House" – kækt introduceret som et dansenummer – og egentlig passer det fint med en afslutning her, små 25 minutter inde i sættet, da meget længere i denne velsmurte kødmaskine vitterligt vil blive for meget af det gode.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA