x
Aerosmith: Fængslet, Horsens

Aerosmith, Fængslet, Horsens

Aerosmith: Fængslet, Horsens

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Der var en længere periode for et par årtier siden, hvor sagesløse naboer ikke alene måtte finde sig i klassiske Aerosmith-album som "Draw the Line" og "Rocks" afspillet for uforskammet høj volumen, men også måtte tåle synet af denne anmelder iført stramme trompetbukser i glitrende materialer og rundhåndet makeup.

Fordi Steven Tyler ganske enkelt var jordens sejeste menneske, og det potente, musikalske udtryk talte - og taler - til et ikke uvæsentligt sted "A Little South of Sanity", som gruppen engang kaldte et livealbum.

Siden har de gamle Boston-drenge udgivet en stribe mindre uforglemmelige plader, og den sidste koncert i Danmark - Randers, 2007 - havde da også i højere grad karakter af et glædeligt genhør end en regulær pragtpræstation.
 
Seriøse sværvægtere
 
Anderledes fredag aften i Horsens, hvor et godt to timer langt rocksæt cementerede gruppens status som seriøse sværvægtere på skuldrene af Stones og Led Zeppelin:
 
I en tiltagende kurve af intensitet oplevede vi det karismatiske makkerpar Tyler/Perry spille seriøst med musklerne i såvel skæringer fra karrierens tidlige år i halvfjerdserne ("Last Child," "Toys in the Attic," "Walk This Way") som nyklassikerne fra tiden omkring comebacket i starten af halvfemserne ("Livin' on the Edge," "Crying," "Janie's Got a Gun") og et par nye ting.
 
De lokale helte Pretty Maids får lov at varme op fra klokken otte, og hjemmebanefordelen fornægter sig ikke; sammenlignet med aftenens hovednavn er der unægteligt noget næsten parodisk over Pretty Maids, men folk er glade. "Vi skal jo til det senere, så vi kan lige så godt få gang i firsernostalgien," som forsangeren med det internationalt klingende kunstnernavn Ronnie Atkins rammende bemærker på et tidspunkt.
 
Regulær fest
 
Bortset fra det er der som bekendt intet som en dansk stadionkoncert, hvis man er i minus på misantropi-kontoen. Mennesker, som sikkert er flinke og rare hver især, bliver til en masse af hensynsløse iPhone-igonoranter, en retarderet regnjakkehær iført en slags stupiditetens survival kit bestående af filtercigaret, fadøl og kameratelefon.
 
Det er en af de slemme aftener på den konto. Det gør det naturligvis ikke bedre, at arrangørerne har valgt flytte koncerten fra fængselsgården til et større areal udenfor med plads til 8000 ekstra gæster - et træk, som har vakt berettiget kritik.
 
Og fra hovednavnet åbner den egentlige fest med "Eat the Rich" og "Love in an Elevator", er det svært at se scenen gennem skoven af hævede telefoner. Utåleligt, men i aften alligevel ikke nok til at forhindre en regulær fest i at folde sig ud, mens mørket falder på over det gamle fængselsområde. 
 
"Jeg er glad for, at jeg står her på scenen og ikke sidder deroppe," siger Joe Perry, da han traditionen tro overtager mikrofonen godt halvvejs i sættet. "Er der stadig fanger deroppe?," vil han vide, inden han fører an i "Freedom Fighter" fra gruppens seneste album (og anledning til turneen, red.) foran en storskærm, der viser hjemmevideo af guitaristen i det københavnske bybillede.
 
Joe Perry på skødet af en H.C. Andersen-statue, Joe Perry i en dansk cykeltaxa og så videre. You get the picture. Og som min ledsager bemærker efter koncerten: "....men jeg havde nu gerne have set det med ham og pigegarden udvikle sig lidt."
 
Uforskammet svedigt
 
Da Tyler vender tilbage til scenen - sølvlamé-bukser med svaj og flagrende, knælang skjorte - er det med ordene "C'mon baby, bring it back" - sagt, naturligvis, som kun Steven Tyler kan gøre det. Og hvad mere er: Det er netop, hvad gruppen nu gør i koncertens resterende halvdel. En stor del af showet er Tyler og Perry ude på den fremskudte scene, mens Kramer, Hamilton og ikke mindst andenguitaristen Brad Whitford holder skansen på hovedscenen sammen med en keyboardspiller. 
 
En uforskammet svedigt svingende "Same Old Song and Dance" sender os endnu en tur tilbage til halvfjerdserne; på et tidspunkt råber Tyler over skulderen, tilbage til hovedscenen: 'Hey, Tom, come back here!' og stenansigtet Hamilton i sølvjakkesæt spankulerer frem til makkerne med sin bas til en længere solo, inden titelnummeret fra "Toys in the Attic" slippes løs.
 
Forløbet er indstuderet og følger en rutine, det er klart, men der er alligevel en umiddelbarhed i samspillet på scenen. Er man så heldig at stå tilstrækkeligt tæt på til at se ansigterne og ikke bare storskærmene, ser man nogle gamle drenge i forbavsende fin form: Tyler synger stadig røven ud af bukserne på de fleste, og det er mindre end en håndfuld sange i aftenens sæt, som ikke har regulær klassikerkvalitet.
 
Sidste stød
 
Da vi har fået overstået den obligatoriske, sentimentale ballade "I Don't Wanna Miss a Thing" ser bandet sig ikke tilbage: Deres gamle cover af The Beatles' "Come Together" afløses af "Dude (Looks Like a Lady)" og "Walk This Way," og i nogle intense minutter nærmer det sig en egentlig folkefest i ordets bedste forstand foran scenen.
 
"Let's get outta here....tusind tak!," råber Tyler inden bandet forlader scenen - blot for at vende tilbage til forscenen efter nogle minutter og sætte sidste stød ind med "Dream On," "Sweet Emotion" og introduktion af bandmedlemmerne. Da Tyler improviserer over sidstnævnte sangs drama omkring kokain og skydevåben, messer han på et tidspunkt: "I didn't do it.....yes I fucking did it......I fucking did it!" 
 
Og ja, han gjorde det rent faktisk, sammen med resten af bandet, i Horsens fredag aften. "Forty fucking years" - med Tylers ord - inde i en turbulent karriere. Og for undertegnede en til enhver tid velkommen påmindelse om, at når jeg bliver 66 (ligesom Steven Tyler) - så vil jeg meget hellere gå i sølvlamébukser end med regnjakke, sådan figurativt talt.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA