x
Warpaint : Roskilde Festival, Avalon

Warpaint , Roskilde Festival, Avalon

Warpaint : Roskilde Festival, Avalon

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann | GAFFA

Med fem minutters forsinkelse træder Warpaint-pigerne Theresa Wayman (sang, guitar og synths), Emily Kokal (sang, guitar og synths), Jenny Lee Lindberg (bas og sang) og Stella Mozgawa (trommer og sang) ind på scenen - Kokal med en turkis hårfarve, der matcher det flotte backdrop, som i øvrigt er identisk med coveret til bandets selvbetitlede album nummer to (2014), Lindberg med en lyserød kulør på toppen. Teltet er fyldt nydeligt ud - folk er mødt imponerende talstærkt op for at opleve de fire seje piger fra Los Angeles, der i 2008 ep-debuterede med Exquisite Corpse, som blev skabt i samarbejde med den tidligere Red Hot Chili Peppers-mand John Frusciante.

Den vender vi tilbage til, for først og fremmest kan det konstateres, at festen først for alvor sætter ind fem numre inde i sættet, hvor Warpaint fremfører singlen Undertow fra debutalbummet The Fool (2010) - Wayman ved, hvad der er på spil, for hun indleder med et "let's partyyy", og så er tonen lige som slået an; ikke at nummeret er en sand dansegulvs-basker, men genkendeligt er det i hvert fald, for publikum udbryder et jubelbrøl, da nummeret tager fart, og inden længe står den også på fællesklap, hvilket blot sker en tre-fire gange i løbet af den samlede seance.

Warpaint beskæftiger sig med en indiepop-subgenre, der især i live-regi har svære betingelser - bandets ekstremt underspillede melodier og ultra-stramme kompositioner er ikke nødvendigvis skabt til noget så traditionelt høj-ekspressivt som koncert-formatet. Der er også noget mut og indadvendt over store dele af bandets materiale, og det harmonerer i sagens natur heller ikke med heftige armbevægelser på store scener.

Anført af Wayman og Kokal i front gør gruppen dog et absolut godkendt forsøg på at live løjerne op, og særligt mod slutningen slippes tøjlerne fuldt og helt - de relativt ukendte numre Beetles og Elephants, der begge figurerer på ovennævnte ep fra 2008, får simpelthen lov til at lukke og slukke, og det er en godt set disposition, for de fordrer en vildskab, der hér udmønter sig i en episk bølgende og drastisk omskiftelig finale, som på det nærmeste er at betragte som en omgang håndspillet rave. Vi skal tilbage til Undertow fra før for at opleve så dedikeret og engageret et publikum som det, der giver den gas hen mod slutningen af den i alt 67 minutter lange forestilling.

Sættet igennem har Wayman og ikke mindst Lindberg også en skøn lyst til at bevæge sig og bruge de opstillede podier, og det er trods alt med til at sikre en vis dynamik på scenen - bedst er det, når bandet stimler sammen på scenen og på den måde skaber en intens intimitet, der absolut er befordrende for hele stemningen. Endelig spiller de jo bare supergodt, hvilket selvsagt er særdeles afgørende for lytte-oplevelsen, som alt andet lige er temmelig central - ser man bort fra genrens potentielle udtryksmæssige begrænsninger, så leverer Warpaint en fornem opvisning i tæt samspil og relativt virtuose individuelle præstationer.

Vellyden er til at tage og føle på, og når bandet bedst får herlighederne til at gå op i en højere enhed, så fremelskes en nærmest overjordisk skønhed, der ikke mindst bunder i de mange flerstemmige vokalharmonier. Andre gange går der en anelse tomgang i sagerne, og så er der ikke meget at komme efter, når pigerne ingenlunde dyrker show-delen, men mest koncentrerer sig om deres musik og højst kommer med lidt obligatorisk taknemmelighed mellem numrene. Rå attitude er der til gengæld masser af, og alt i alt begår Warpaint en glimrende koncert et tricky udgangspunkt til trods.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA