x
Darkside : Roskilde Festival, Avalon

Darkside , Roskilde Festival, Avalon

Darkside : Roskilde Festival, Avalon

Anmeldt af Simon Nathanael | GAFFA

Den mørke duo bød på lækre live-versioner af repertoiret og fik kogt et helt fyldt Avalon godt igennem. Der blev ikke sagt mere end højst nødvendigt mellem numrene, som i stedet fik lov at afløse hinanden, i hvad der virkede som én lang jamsession. Harrington på sin guitar tog kegler hos publikum med sine twangede guitarfigurer, mens Nicolas Jaar tog sig af elektronikken. Begge præsenteret som sorte silhuetter badet i hvidt lys fra enorme glødelamper bag scenen.

Fokus på trancen

De turde noget de to. "Papertrails" får lov at flyde helt ud i en 10 minutter lang intro, hvor Jaar holder igen på bassen og giver Harrington en masse plads til at syre ud i det blå register. Tempoet er sat i vejret i forhold til den noget sløvere albumversion, men alligevel har de ikke travlt med komme til fadet og lade beatet droppe. Faktisk er det meste af hvert nummer uden et egentlig beat, og fokus ligger istedet på Jaars processerede vokal, de knitrende elektroniske detaljer og et ualmindeligt velfungerende call-response-sammenspil mellem guitarens funky riffs og vokalen. Jaar er gået hen og blevet en dygtig sanger i forhold til bandets livedebut på Sonar Barcelona 2012, hvor han vaklede en del mere mellem tonerne. Nu er hans vokal dybere, mere aggressiv og kontrolleret.

På kanten af ekstasen 

Da beatet endelig dropper, eksploderer teltet i en øredøvende ekstase, øjeblikkeligt omsat til vuggende fællesdans og flyvende T-shirts over menneskemassen. Vi får den messende "The Only Shrine I've Seen" serveret ligepå og hårdt med et sterilt housebeat under den loopede baslinje. Dynamikken løftes helt op under teltdugen, men Jaar er hurtig til at filtrere bunden ud af trommerne, og han lægger publikum tilbage i de afventende mellemtoner, mens hans falset skærer gennem de brede akkorder.

Sættet er et studie i at holde den lige på kanten af det euforiserende drop, som publikum efterhånden er uddannet til at forvente hvert andet minut. Hvert eneste af slagsen er her en sjælden godbid, som publikum får lov at nippe til med jævne mellemrum, men som der aldrig drives rovdrift på. Det er nærmest en slags anti-EDM - en genfortolkning af det, som house oprindeligt var, hvor det ikke er de letkøbte drops, men den svære trance-skabende effekt af loop-musik over lange perioder, som er bandets mål.

Sammentømret, men nærig med bassen

Avalon debuterer i det hele taget som en meget velfungerende scene, der i kraft af sine åbne sider inviterer hele den omkringstående kødrand ind til fest. Det kan mærkes. Harrington fyrer godt op under chorus- og rumklangseffekter på "Metatron", mens diffuse støjflader breder sig i mørket under David Gilmour-inspirerede solopartier, inden hele herligheden smelter sammen og koges ind til endnu en ambient suppe.

Suppen koges langsomt op igen og bliver til introen på "Golden Arrow" - men kun sidste halvdel af tracket, hvor det langsomme beat eskalerer over det samme gentagne funky guitar-riff. Det er lidt ærgerligt, at vi ikke får nummerets lækre strygerarrangementer. Også det karakteristiske basloop, som klimakser nummeret på albummet, udebliver.

Generelt har bandet opdateret deres livelyd gevaldigt siden 2012. Den eneste anke er, at Jaar i sin evige jagt på spændingen mellem trancen og det dansable housegroove er for nærig med bassen. Opbygningen af koncerten og den sammentømrede enhed, som er Darkside, lagde sig alligevel som et mørkt, bølgende tæppe af vellyst og vellyd omkring vores solbrændte hud.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA