x
Connan Mockasin : Roskilde Festival, Pavilion

Connan Mockasin , Roskilde Festival, Pavilion

Connan Mockasin : Roskilde Festival, Pavilion

Anmeldt af Anine Fuglesang | GAFFA

Fortællingen om Connan Mockasin, det kreative og musikalske geni fra New Zealand, tog for mit vedkommende sin begyndelse på en kold februardag på Bremen Teater på dette års Frost Festival. Langt væk fra den sveddryppende og tætpakkede Pavilion på en smuk julidag i Roskilde.

Fem måneder er gået siden, og hvad der startede som nysgerrighed centreret om dette pirrende væsen og hans mystiske musikalske univers, er siden hen blevet til en fascination og har resulteret i, at jeg lige siden nærmest dagligt har gået på opdagelse i Connan Mockasins både legesyge, kåde og teatralske lydlandskaber på hans to soloalbums "Forever Dolphin Love" og det nyeste og helt igennem fantastiske "Caramel", som han grundet aversioner mod studier indspillede på et minimalistisk hotelværelse i Tokyo.

Derfor var det med udelt begejstring, at jeg i april kunne registrere, at Connan Mockasin igen ville befinde sig på dansk grund, nemlig på dette års Roskilde Festival, og tre måneders venten kunne begynde. Det var derfor ikke uden skyhøje forventninger, at jeg fredag befandt mig i forreste række, klemt inde blandt andre klistrede kroppe.

 

Quirky sexiness

"Det her bliver så sexet", lyder det blandt publikum, der til min store overraskelse lever meget godt op til festivalens gennemsnitsalder på de 24. Måske er de fleste endda yngre. Connan Mockasin lader til at fascinere i alle aldre.

Og jeg kan kun give dem ret. Det bliver sexet. På sin helt egen quirky facon. For efter et hurtigt soundcheck, hvor både Connan Mockasin og hans fire bandmedlemmer har været på scenen efter netop at være ankommet fra en anden koncert i Sydfrankrig, sætter keysspillende Sofia Karchi i gang med en nærmest stønnende gråd i nummeret "Why Are You Crying?". Snart overtager Connan Mockasins eminente og ubesværede guitarspil, der med det samme får de små hår til at rejse sig, og så er vi i gang. Der er dømt vindmaskiner, topløse bandmedlemmer og udsigten til strip, da Connan Mockasin med en lettere hæs og slidt stemme proklamerer "It's so hot in here. If you strip, I'll strip".

Med numre som "It's Choade, My Dear" og "Faking Jazz Together", som bliver leveret med en cool laid back stil, der tydeligt signalerer overskud trods den noget stressende ankomst kun få minutter før koncertens start, bliver publikum hurtigt lullet med ind i Connan Mockasins døsige og drømmende soulunivers, og det fungerer.

Connan Mockasins musik er svær at sætte i bås, men bliver ofte beskrevet som psykedelisk pop og lummer soul. Men overordnet vil jeg beskrive det som forførende og sexet, dog på sin helt egen bizarre måde. For det er ikke mange, der kan trække den hjem iført mintgrønne satinbukser, bordeaux vest og hvid kosaklignende hue uden på en platinblond page. Men Connan Mockasin kan. For trods den aparte udstråling virker det, når han på opfordrende vis og med sin kælne og særegne falset i nummeret "Do I Make You Feel Shy?" synger "book that hotel and I'll please you". Eller når han lover, at han er "the man that will find you". Charmerende, hvis man forstår hans underliggende humor. Måske skræmmende, hvis man ikke gør.

 

Slemt vanedannende

Koncerten, der er alt for hurtigt overstået efter kun en lille time, byder på højdepunkter med "Caramel"-hittet "I'm The Man That Will Find You" og det ældre hit "Forever Dolphin Love" der ender i en vital og højt tempofyldt ekskursion, og som begge får Pavilion til at koge endnu mere.

Og særligt forførende bliver det, da Connan Mockasin vender tilbage efter en lille diskussion med bandmedlemmerne og leverer koncertens to ekstranumre "I Wanna Roll With You" og "Megumi The Milkyway Above", der resulterer i, at det tidligere udtalte løfte indfries. Publikum stripper. Connan stripper.

Connan Mockasins musik tager efter sigende udgangspunkt i impulser frem for dybereliggende overvejelser, og denne legende lethed, som begge album også bærer præg af, trods deres ellers umiddelbare konceptuelle bagtanker, mærker man også tydeligt live, hvor det til tider bliver nærmest improvisatorisk blandt det velspillende band, hvor særligt trommeslageren Matthew Eccles giver den alt, hvad han kan.

Jeg havde håbet på, at jeg denne gang kunne få lov til at drysse hele seks stjerner ned over denne helt særlige musiker, men den episke Bremen-koncert sidder endnu i kroppen som en totaloplevelse af de helt sjældne, og den sidste stjerne, som han skulle have haft sidst, må jeg desværre krybe uden om i denne omgang. Alene af den grund, at Connan Mockasins nærvær langt fra var det samme denne fredag eftermiddag på Roskilde Festival.

Men jeg vil slutte som sidst og endnu engang håbe på, at vi snart ser ham på dansk grund igen. For Connan Mockasin er slemt vanedannende.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA