x
Deerhunter : Roskilde Festival, Arena

Deerhunter , Roskilde Festival, Arena

Deerhunter : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann | GAFFA

Bradford Cox er en gudsbenådet sangskriver, men hans musik er ikke for alle, og det kolossale Arena-telt er da heller ikke just fyldt ud denne eftermiddag, hvor folk endda siver under hele koncerten, hvis finale således udspiller sig for øjnene af relativt få publikummer, hvoraf kun de allerforreste for alvor demonstrerer dedikeret entusiasme.

Deerhunter bevæger sig ikke desto mindre i et fascinerende grænseland mellem shoegaze og postpunk og gør sig samlet set i en forrygende omgang indierock garneret med momentane doser støjrock. Det er kompromisløst, men samtidig ofte imponerende melodisk, det er velskrevet, og det er i reglen virtuost eksekveret.

Deerhunter live er noget ganske andet end på plade, og det får vi atter understreget her på Roskilde Festival, hvor bandet spiller et halvanden time langt sæt bestående af blot ni numre - der er således i snit afsat 10 minutter til hvert nummer, hvilket udmønter sig i, at alle numre antager anderledes flydende former end dem, vi kender fra pladerne, hvor gruppen dog også fra tid til anden tager sig god tid.

Valget af fremgangsmåde har fordele og ulemper - de stærke melodier går i et vist omfang tabt, og bandet mister muligheden for at nå godt og grundigt omkring deres ellers fuldstændig fremragende katalog, hvilket selvfølgelig er ærgerligt. Samtidig rummer formlen også forcer - numrene får lov at syre ud og får på den måde nye ambiente og hypnotiske kvaliteter, og løjerne antager en stenet og tilbagelænet karakter, der egner sig glimrende til en dvask søndag oven på dagevis af fest og farver.

Nå, men nogle numre bliver det trods alt til og tilmed nogle ekstremt stærke af slagsen - mesterværkerne Microcastle (2008) og Halcyon Digest (2010) er begge repræsenteret med tre numre, og så får vi titelnummeret fra bandets seneste album, Monomania (2013). Desire Lines, der synges af guitarist Lockett Pundt, som også skrev netop dette nummer, er et kæmpe højdepunkt af de allermest blide og behagelige, og også Hazel St. fra Cryptograms (2007) kommer forrygende ud over rampen.

Finalen udvikler sig til et støjinferno, hvor Bradford Cox mod slutningen ligger sig ned forrest på scenen. Efter en rum tid sætter han sig op og kommunikerer efterfølgende med et par sikkerheds-folk, men for undertegnede er det uklart, hvad der er på færde - han virker ked af det efterfølgende og lister ud sammen med resten af bandet - han lader ellers til at have været i glimrende humør; en anekdote om mandens familiære 4. juli-fejring blev det eksempelvis til.

Undervejs bliver der i siddende positur rodet lige lovlig meget med effekt-boardet, og trommerne er en overgang lidt for diskante, men i det store hele er koncerten bestemt seværdig og mere end godkendt valg af udtryk til trods - ikke mindst takket de massive mængder formidabelt guitarspil.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA