x
King Ayisoba & Band: Copenhagen Jazz Festival, Sankt Hans Torv, København

King Ayisoba & Band, Copenhagen Jazz Festival, Sankt Hans Torv, København

King Ayisoba & Band: Copenhagen Jazz Festival, Sankt Hans Torv, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det er, da King Ayisoba står alene på scenen, at tiøren endelig falder. Venner har tudet ørerne fulde om fænomenet fra Ghana, som skulle være noget specielt. Og jeg er - trods min store kærlighed og viden inden for vestafrikansk musik - ikke alt for åben, når Ghana er afsenderen. Det er, som om lidt for mange middelmådige highlife-plader fra hovedstaden Accra's studier for evigt har rubriceret landet på et kulturelt sidespor i mit sind.

Men nu er King Ayisoba jo slet ikke eksponent for highlife-musik. Stammende fra den nord-østlige del af det mægtige land, ikke langt fra grænsen til Burkina Faso, er det helt andre kulturelle farver, der er på paletten, end man finder det nede ved Atlanterhavet og hovedstaden. Vi er nemlig indenfor samme kulturer, som man finder i lande som Mali, altså ikke bare lokale kulturer, men også nogle, som nedstammer fra de nordafrikanske erobrere, som dels foretog handel i området og dels hentede slaver. Hovedbyen i det område King Ayisoba stammer fra, Bolgatanga, var simpelthen sydligste by på den gamle slave- og handlesrute over Sahara. På godt og ondt en udveksling, som har trukket sine spor, både i form af ar på sjælen og som musikalske inspirationer. Hvorfor King Ayisoba med sin to-strengede kologo-lut minder meget om de nordafrikanske berbere eller andre afrikansk-influerede trancebroderskaber som Aissaoua og navnlig gnawa.

Når bandet er på, minder det med sit jagthorn forbløffende meget om bryllupsprocessioner i Marokko - det sære horn med en eller to toner har nærmest samme effekt og altså en musikalske mangel på variation ikke ulig et bilhorn. På scenen udviser de energiske musikere samme adfærd, som man kender det over hele Vestafrika: "kongen" synger for og bandet svarer. Alt sammen på sproget Frafra. Men så går det over stok og sten med rastamanden selv i front spillende insisterende på sin kologo, som både er en tostrenget "spade" og tromme - en af de mange primitive forfædre til banjoen, som jo også reelt er en lilletromme med en gribebræt, over hvilket strengene er trukket.

I kologo-ens tilfælde to strenge, som giver en rustik og sprukken lyd. Når "kongen" spiller på dette instrument, er kunsten, at han har en teknik, hvor han dels klimprer løs, men samtidig gør udpræget brug af trommeoverfladen, som er flexibel og hvor hvert et slag afføder et væld af modrytmer og accentureringer. Og her er han altså efter min vurdering bedst, når han kører det hele af ene mand. Så er det at ånderne er med ham, og der går noget besat og indre i gang. En enmandsfest der kombinerer en stemme, der både nasalt efterligner får og geder og har to andre lag, som han veksler ud og ind af. Det er ikke nogen skønhedskonkurrence her, som ellers er normen i Vestafrika, hvor smukke stemmer kappes om at overgå hinanden. Til gengæld får du noget ret unikt og rustikt, når det er King Ayisoba, der er på scenen. Og at dømme efter koncerten på Nørrebro, var det noget, deciderede fans og det øvrige publikum vældig godt kunne lide.

Det er synd at sige, at han gør i de største træffere, som sidder i hovedet, når du går derfra. Det er mere energien, der får dig til at danse. Samt det altså ret rustikke og ramponerede sceneshow, over hvilket King Ayisoba fabulerer. Som et gadeband på en markedsplads, der pludselig har forvildet sig ind i vores sfære. Hvor det til alles overraskelse ser ud til at finde sit publikum og virke.

Jeg er stadig ikke overbevist. Men betaget over charmen, kan se det unikke og den kulturelle historie, King Ayisoba repræsenterer.

Et lille 4-tal.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA