x
Manic Street Preachers: Futurology

Manic Street Preachers
Futurology

Manic Street Preachers: Futurology

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 21.07.2014
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Manic Street Preachers har, trods alle deres paroler og attituder, altid været et meget britisk orienteret band. Universet og stilen på Futurology overrasker og folder sig ud som bandets langt mest kontinentale og udadskuende album. Albummet er skrevet på deres sidste lange Europaturné og indspillet i Berlin. Det kan man høre. Lyrikken cirkler om forandring og rejse, og musikken binder en fin knude på en række af bandets tidligere plader.

Pulsen bliver nærmest til march på Europa Geht Durch Mich og giver et melodisk drive på titelnummeret.

Det er ambitiøst, varieret og med den presserende puls, der kendetegner waliserne, når de er bedst.

Walk Me to the Bridge er den type nummer, der langsomt sniger sig under huden og er, trods Nicky Wires forsøg på at tale det ned, en af de absolut skarpeste lyriske hilsner til guitarist Richey James, der forsvandt i 1995. Flot og usentimentalt leveret.

Let's Go to War er en anden overraskelse, med sin skingre synth, der får det til at lyde som temasangen fra en fantastisk 70er sci-fi- eller spionserie.

Det er sjældent, at instrumentalnumre formår at løfte sig op til mere end fyld, men Dreaming a City (Hughesovka) er et vitalt og snerrende flashback til Gold Against the Soul, Manics i deres mest muskelrockede hjørne.

Der er også små udfald, og man kan stille spørgsmål ved bandets nyopståede behov for at trække gæstevokalister ind, her fire styk, inklusive landsmanden og Scritti Politti-frontmanden Green Garthside på Between the Clock and The Bed, men det er er ikke noget, der overordnet skæmmer et værk, der emmer af liv og fight.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA