x
George Clinton & Parliament Funkadelic: Vanguard Festival

George Clinton & Parliament Funkadelic, Vanguard Festival

George Clinton & Parliament Funkadelic: Vanguard Festival

Anmeldt af Maria Therese Seefeldt Stæhr | GAFFA

Det var kun med nød og næppe, at Savage Rose nåede at blive færdige med deres koncert, før George Clinton og Parliament Funkadelic styrtede ind på scenen i den anden side af pladsen. "Mic-check, 1-2" og så buldrede de ellers af sted - med fuld smæk på både lyd, energi og toner. De var, som om de ikke kunne vente med at komme på scenen.

Ud med regnbuehår og ind med bowlerhat
Jo, det var en flyvende start, de fik, de garvede drenge og piger (eller måske rettere herrer og damer) i det store og i virkeligheden ret ikoniske set up. Den 73-årige George Clinton er en sværvægter inden for funkens verden, og det var da også ret tydeligt, at bandet ikke skulle gøre særlig meget for at få god respons. Det betød nu ikke, at de lænede sig tilbage og solede sig i populariteten - tværtimod.

I de 60 minutter, de havde til rådighed blev der i sandhed arbejdet for sagen. Men på den absolut fede måde. Det er nogle fantastiske musikere og sangere, der spiller i Parliament Funkadelic, og de er ikke bange for at vide, hvad de kan - og vise, at de mestrer flere ting. De mærker og lever musikken, og det resulterer ikke kun i nogle virkelig lækre musikalske oplevelser; deres glæde og uhøjtidelige tilgang til musikken smitter, og det giver publikum en rigtig god oplevelse.

Overstyring og lydkaos - det skal man ikke lade sig narre af
Det, at de kan og gav så meget, virkede så omvendt til at være noget af en udfordring for lydmanden. For det er super fedt, at de alle giver den alt, hvad de har, men især de første 20 minutter var alt andet end rart at lytte til. Vokalerne overstyrede, mikrofonerne feedede, hornene skar i ørerne, og korets monitor var vist ikke lige indstillet korrekt. Det er nok heller ikke det letteste hold at lave lyd på - slet ikke, når de bytter pladser og mosler rundt hele tiden.

Men hvor en sådan start meget ofte kan være en rigtig skidt start for en koncert, blev det i stedet bare lidt ligegyldigt, for bandet var selv helt upåvirkede af det, og deres professionalisme og engagement overskyggede derfor de småting, der ikke fungerede optimalt. Der, hvor koncerten dog tabte noget af pusten var, da to af korpigerne, som i øvrigt også er Clintons børnebørn, skulle synge en ballade. Det var ikke så meget deres vokaler som den manglende energi. Det var lidt, som om luften gik af ballonen. Derudover var der kort efter en på den ene side imponerende og lækker sax-solo, som på den anden side blev lige en tand for lang i betragtning af, at gruppen kun havde en time til rådighed.

Men, men. Klassikerne som One Nation Under a Groove, Mothership, Testify eller We Want the Funk derimod - de sparkede mås, og fik alle til at danse, synge og klappe med. Det er et privilegium at opleve talentfulde musikere og ditto sangere, og det var i alt sin enkelhed, hvad denne fredag aften bød på i Søndermarken. Det var synd, Clinton og hans legesyge band ikke fik mulighed for at lukke festen med flere timers musik, for det var publikum mere end klar til. Men lidt har også ret.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA