x
Gary Peacock, Niels Lan Doky, Anders Mogensen: The Standard

Gary Peacock, Niels Lan Doky, Anders Mogensen, The Standard

Gary Peacock, Niels Lan Doky, Anders Mogensen: The Standard

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Det er simpelthen et scoop, at det er lykkedes musikchef Niels Lan Doky at få Gary Peacock til København. Her – på The Standard – skal stjernebassisten over en periode på tolv dage give hele tyve intimkoncerter! (fra den 19. til den 30. august). Det er simpelthen et scoop!

Det er første gang den travle amerikanske bassist er i København i mere end 24 timer. Og det kan blive sidste gang. Han er trods alt 79, manden der igennem de sidste 30 år især har gjort sig bemærket som bassist i Keith Jarretts standardtrio.

 

Onsdag aften gav Peacock, Doky og Mogensen deres fjerde koncert – en koncert som i dén grad bekræftede, at Peacock er musikalsk. Men, desværre også en koncert, som blev skæmmet af, at der var så få gæster. Noget må være gået galt i markedsføringen, tænkte jeg! Det er jo Peacock, der sidder der på scenen! Havde det været bassisten fra The Rolling Stones ville man jo have indfundet sig! (Så se at komme ud af starthullerne, book en billet på The Standard og oplev jazzbassisten, Peacock).

Noget andet var, tænkte jeg, at Peacock indtog – eller var blevet tildelt (?) – en alt for anonym position i musikken. Af koncertens syv numre, var kun ét komponeret af Peacock. Hvorfor? Og hvor var egentlig de numre, som lagde bolden over på bassens banehalvdel? (Havde Peacock mon ytret ønsker om anonymitet?)

Peacock havde i hvert fald ladet sig reducere til sideman i danske Dokys trio. Og dét var ærgerligt.

 

Men, uanset dette, var oplevelsen af Peacock i spillestedets intime lokale stor. Den ro, den rutine, den visdom, der stråler ud af Peacock – alene oplevelsen af den var billetprisen værd. At Peacock så oven i købet kunne tilføre Dokys tangenter en dyb, blød puls var noget ekstra – som fløde til en stærk koffeinholdig kaffe. Peacock (og Mogensen) fulgte Doky og tilførte (begge) hans musik dette ekstra.

Koncertens åbningsnummer, The Secret, blev fulgt op af en instrumental versionering af Barbaras L'Aigle Noir, men aftenens musikalske højdepunkter var Dokys Toot's Waltz, Peacocks B E og Tárregas Recuerdos de la Alhambra.

Peacock var lydhør, åben, ekstremt musikalsk. Og samtidig anede man i hans samspil med Doky konturerne af den bro, som sidst i 80erne blev bygget mellem de to og som den gang – i slutningen af 80erne og begyndelsen af 90erne udmøntede sig i to album: Close Encounter og Manhattan Portrait.

Ringen bliver så at sige sluttet i The Standard.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA