x
Torben Ulrich, Lars Ulrich, Søren Kjærgaard m.fl. : HAUT

Torben Ulrich, Lars Ulrich, Søren Kjærgaard m.fl. , HAUT

Torben Ulrich, Lars Ulrich, Søren Kjærgaard m.fl. : HAUT

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Wundergrund er festivalen, hvorpå uventede musikalske møder finder sted. Ét imødeset højdepunkt var den sene improkoncert søndag aften i HAUT i Huset i Magstræde. Her havde festivalens arrangører haft held til at skabe fundamentet for en "once-in-a-lifetime" event, hvor den nu 86-årige (men meget vitale) interdisciplinære kunstner (og tidligere tennispiller) Torben Ulrich optrådte sammen med sin søn, trommeslageren fra det legendariske rockorkester Metallica, Lars Ulrich. De to – plus Søren Kjærgaard (keys), Peter Friis Nielsen (guitar) og Claus Bøje (trommer) – kastede sig ud i et fælles (og i hvert fald for Lars Ulrich uvant) impro-eventyr ved en udsolgt intimkoncert af de mere uforglemmelige.

At dømme efter køerne ved den efterfølgende autografskrivning var mange kommet for især at se og høre Lars Ulrich i uvante omgivelser. Men hævet over enhver tvivl var det hans far, der – med vanlig beskedenhed, koncentration, abstraktion og lune – var midtpunkt i den kunstneriske udfoldelse. Torben Ulrich sad som udgangspunkt midt på scenen, var i besiddelse af en mikrofon, men mere optaget af at opfange lyde (f.eks. af kugler, der blev hældt fra én kinesisk lakæske til en anden) end af selv at "synge" eller bruge stemmen. Torben Ulrich var indbegrebet af indlevelse og af evnen til at lytte og udforske og udfordre, hvilket viste sig at være praktisk, eftersom hele aftenens program var ren improvisation.

Efter 15-20 minutter afrundede de fem det første "nummer", hvorefter Torben Ulrich kiggede ud på publikum og spurgte, om der var nogen spørgsmål. Spørgsmålet afstedkom lidt uro og undertrykt latter blandt publikum. "Skal vi se at komme hjem eller hvad?", insisterede Torben Ulrich helt åbent. "Ekstra nummer" råbte et par stykker så. "Det her var vores ekstranummer," svarede Torben Ulrich, og dermed var stilen lige som lagt. "Du har et spørgsmål," sagde han så og kiggede direkte på en ung kvinde blandt publikum. "Vil I spille noget med Metallica?", spurgte hun. Torben Ulrich så sig lidt rådvildt omkring, og sagde "hvad skulle det være?". Og nu replicerede Lars Ulrich: "Det vi lige spillede var fra Metallicas nye plade." Sådan gik aftenen, slag i slag, med ren improvisation og rappe replikskift af den underholdende slags.

Forud for "nummer 2" så Torben Ulrich sig omkring, og så sagde han til sin gamle ven, trommeslageren Claus Bøje: "Du lægger for Claus. I E-dur." Publikum grinede. Og igen, igen fremelskede de fem et seriøst soundscape af usædvanlig art – med varierede klange og skiftende fokus. Især i dette andet "nummer" viste Lars Ulrich – som den, der mest af alle var på udebane – at han faktisk var i besiddelse af evnen til i øjeblikket at se indad for at finde et udtryk. Vel at mærke sammen med andre indenfor samme disciplin!

Efter dette andet "nummer" sad Torben Ulrich længe med mikrofonen foran sig. Som ledte han efter noget fornuftigt at sige. Eller som lyttede han til publikums puls. Han så sig omkring. Og så sagde hans søn: "You're the guy with the microphone! We're just back up." Hurtigt svarede Torben Ulrich: "Ja. Det er jeg klar over, om jeg så må sige, men det betyder ikke nødvendigvis, at jeg har noget at sige."

"Nummer 3" blev herefter påbegyndt af Søren Kjærgaard, som skabte fundamentet for det "nummer", der mest af alle fik melodisk karakter, men som også meget snart – og ganske smidigt – udviklede sig til nye konstellationer af klange og beats. Efter dette "nummer" råbte en publikum (alt for højt, som troede han, at han befandt sig på et stadion) et eller andet uforståeligt. Torben Ulrich blev et øjeblik chokeret (som kun en buddhist kan blive chokeret, han genvandt hurtig selvkontrollen), hvorefter han sagde: "Det minder mig om en koncert, vi gav i Svendborg. Der var der en, der råbte: 'Det swinger jo ikke en skid!' Og det måtte vi jo sådan set give ham ret i."

Herefter trådte han vande. Og så sagde han: "Nu tager vi et nummer, som vi ikke har øvet os på. Lad os lave et impro, eller hvad det hedder. Noget helt ud af det blå". Og så gik de fem ellers i gang igen, igen. Ud af improvisationens ukendte veje. Og samlet set: Ikke på noget tidspunkt blev deres improvisatoriske udforskning ad vildveje. "Koncerten / Eventen" blev en hyggelig, udfordrende, morsom udforskning af mulige klange og soundscapes, "musik" sammensat af pludselige indfald og udfald. En koncert med afsæt i en årvågen interageren, en dirrende intensitet. Og dét var alles fortjeneste. Ikke kun Torben Ulrichs, men også hans.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA