x
Iron And Wine: Store Vega, København

Iron And Wine, Store Vega, København

Iron And Wine: Store Vega, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Sam Beam er i aften i overordentligt godt humør, da han indtager scenen ene mand med akustisk guitar – en dejlig tilbagevenden til det rigtige Iron & Wine – i stedet for de seneste års electro-tendenser som har sneget sig ind på pladerne. Fra koncertens start er der dømt ønskekoncert, eller som Beam selv betegner det senere i koncerten, "Iron & Wine buffet", og han konsulterer således publikum aften igennem for, hvordan sætlisten skal se ud. Et publikum, som desuden udviser efterhånden sjældent hørt koncentration, og på den måde får Beams fine guitarspil og stemme noget nær optimale rammer.

Det er selvfølgelig lidt af et sats at tage at overlade koncerten fuldstændigt i publikums hænder, "you sure like the old stuff" bemærker Beam, og ja, publikum søger helt klart tilbage til ældre hovedværker som "Our Endless Numbered Days" og "The Shepherd's Dog", men ellers er det en grundig tur rundt i det meste af Iron & Wines bagkatalog inklusive et enkelt nummer fra samarbejdet med Calexico.

Beam er som sagt virkelig veloplagt og får hurtigt sat i gang med en god ping-pong med publikum og joker generelt løs aftenen igennem. "En cheeky fucker" får aftenens opvarmning Jesca Hoop kaldt ham, da hun kommer på scenen for at synge med på først en af sine egne sange, et nyt nummer og til sidste den fine, fine "Resurrection Fern". Da det er publikum, der dikterer aftenens sæt, Beam må dog give op på et enkelt ønske, får vi godt med regulære klassikere, men i et sæt, der tæller både "Sodom, South Georgia" og "Naked As We Came" er det dog alligevel den næsten 10 minutter lange, monstrøst smukke "The Trapeze Swinger", som for alvor skiller sig ud – nummeret har såmænd smukke nok passager i sig selv, for mange til at nævne her – men da Beam træder tilbage fra mikrofonen og lader sin nøgne stemme fylde salen, rejser alle de små hår i nakken sig.

Man kan måske sige, at der går lidt for meget hyggesnak i den, ligesom der bliver brugt lige vel meget tid på at få guitaren til at stemme helt, helt perfekt, men det forstyrrer ikke i så høj grad en meget flot aften. Hvis man endelig skulle sætte en finger på noget, generer det, at Beam har en tendens til at tale sig selv ned – når nu manden åbenlyst synger og spiller fantastisk, og publikum åbenlyst er begejstrede, bliver det en smule trættende at høre på, at det lyder som "shit" hele tiden, eller at han skulle fremstå som "en joke", som han siger på et tidspunkt. Han lufter også to nye, ret fine sange, som giver lidt forhåbning om, at Beam vender tilbage til den akustiske guitar – her er han bedst – og så er han er virkelig god.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA