x
Diverse kunstnere: Store Vega, København

Diverse kunstnere, Store Vega, København

Diverse kunstnere: Store Vega, København

Anmeldt af Rosa Louise Stilgren | GAFFA

Arkivfoto af Lucy Love

Under slagordene "Vi hylder dem, der kan, vil og tør" blev kvindekønnet lovprist, da Kvindernes Internationale Kampdag løb af stablen på Vega søndag aften. Det var en aften, der bød på taler af forskellige karakter, stand-up, performance art og selvfølgelig musik. Kvindeorganisationen KVINFO havde satset bredt med sine musikalske indslag, der talte Baby In Vain, Lucy Love og Marie Key. Der var således flere sider af samme kvindesag: den vrede kvinde, den festlige kvinde og den poetiske kvinde.

Baby In Vain***

Den unge støjrock-trio satte lyd til startskuddet på aftenens arrangement. Med løsthængende hår og store T-shirts trådte de tre medlemmer af kvindeorkestret, Lola Hammerich, Benedicte Pierleoni og Andrea Thuesen, ind på scenen. Her blev de mødt af et siddende publikum, der fik leveret vibrationer i stolesæderne af trioens skramlede støjunivers. I en kombination af lange instrumentale passager, hvinende guitarsoloer og råbende vokaler fik gruppen sat en tyk, fed streg under, at dette var en kampdag.

I stedet for knytnæver og våben blev kampen udkæmpet med dundrende trommeskind og energisk, klimprende guitarstrenge. Desværre fik vokalen et lige så støvet udtryk som grungelyden selv, og det virkede til tider som om, at sangen føltes som et nødvendigt onde for trioen, der ikke virkede mere hjemmevant i de instrumentale stykker. Det var derfor en koncert, der spillede mere på dynamikken end strukturen.

De klanglige kontraster blev fremført i en variation mellem støjende lydhøjder, psykedeliske guitarmelodier og jordnær, traditionel rockmusik. At Baby In Vain overhovedet skulle spille til dette arrangement var i sig selv en kendsgerning, der indeholdt kontraster. Det var i sagens natur et møde mellem kvinder, der med politisk engagement gik til Kvindernes Internationale Kampdag og kvinder, der hellere ville hamre løs på guitaren iført cowboybukser og løstsiddende trøjer. Trioen havde således også svære vilkår at optræde under, da koncerten kun indeholdt tre ryk og en aflevering - hvis man kan tillade sig at komme med så fallocentriske udtalelser på denne feministiske kampdag. Da sidste tone var klinget af, gav trioen faklen videre til statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Lucy Love**

Lucy Love blev introduceret som en stærk, kvindelig kunstner, der har kontrolleret sin karriere selv, og med den præsentation kom hun på scenen iført en rødglinsende kappe. Hun lagde ud med gennembrudshittet Daddy Was A DJ fra 2009, der blev fremført med industrielle, metalliske beats og nedpitchede vokaler. Den energiske rapper og sangerinde løb frem og tilbage på scenen og forsøgte insisterende at få stemningen op på bristepunktet i den lettere kølige, statiske forsamling. De helt tunge skyts blev kørt i stilling, da hun i andet nummer bragte sin dansere ud på scenen.

Med korte skørter og gigantiske parykker bragede Prison ud imod et stakåndet publikum, der ikke helt kunne danse efter Loves taktstok. Det resulterede i, at det 90'er-æstetiske technorave mest af alt mindede om et scenarium fra en vanvidsfest på Sunny Beach end en egentlig musikoplevelse. Det var mest af alt bare en oplevelse, der indeholdt musik.. og dans. Den monotone sætliste, der talte fire numre, blev afsluttet med hitsinglen NO V.I.P, der var koncertens højdepunkt med sin terpende rap og opretholdt energiniveauet til sidste strofe.

Lucy Love opfordrede flittigt folk til at rejse sig op og danse med, men det var først, da Helle Thorning rejse sig fra stolesædet, at salen fulgte med – man må trods alt føje sin folkevalgte statsminister. Her gik også danserne ned på gulvet foran scenen og bragte festen ned til de forreste rækker. Lucy Love var derfor aftenens mere kulørte indslag, der desværre ikke havde de bedste forudsætninger for at holde den konfettisprængte fest, hun lagde op til.

Marie Key*****

Aftenens indhold af dundrende slagtaler og feministiske budskaber var mere klædeligt for aftenens sidste musikalske indslag, albumaktuelle Marie Key. Hun lagde ud med Landet i et minimalt set-up, der kun talte hende selv og en guitarist. "Men hvis vi rykker tæt tæt sammen/Dykker ned og henter lidt af varmen" nærmest hviskede hun til det opmærksomt lyttende publikum, der rykkede tæt tæt sammen om både kvindekampen og den danske poesi. Da nummeret ebbede ud, forklarede Key, hvordan hun havde valgt at sin sætliste som en blanding af grøntsager, forstået som det mere alvorlige og holdningskraftige materiale fra hendes bagkatalog og øl, der skulle fremme den hyggelige stemning.

Næste nummer Du er den, jeg vil dele alting med er således en til øllet med sine letfjedrende kærlighedsvers. Den korte koncert var præget af sitrende intimitet, der spredte sig til balkonens bagerste rækker. Aftenen, som ellers havde haft momenter af utålmodig snak i krogene – der påkaldte sig nidstirrende blikke fra aftenens mere seriøse publikummer – forstummende fuldstændig, da Marie Key fremførte sine numre. I en kombination af anekdoter og musikalske afleveringer formåede hun at skabe en stemning, der emmede af hyggestue og en fællesskabsånd.

Dette kulminerede med aftenens sidste nummer Uden Forsvar, der i aftenens anledning blev leveret "uden forstærkning". Marie Key og guitaristen valgte at træde væk fra det stærke scenelys og ned på Vegas bonede gulve blandt publikum, hvor de fremførte nummeret akustisk. Nu er Marie Key som bekendt ikke begavet med den mest kraftfulde stemme, men det handlede heller ikke om nummerets musikalske perfektion, men om at skabe et intimt øjeblik, langt væk fra megafoner og knytnæver.

Der var blandt publikum blandende meninger om, hvorvidt dette øjeblik kaldte på fællessang, eller om lyden af den berømte knappenål, der falder til jorden skulle være det bærende element. Der blev derfor både tysset og sunget med. Jeg hørte personligt det meste af sangen fremført af en meget insisterende sopran, der stod ved min side. Til sidst måtte folk dog give efter for den velkendte lyrik og giver sig hen til fællesskabsånden. Marie Key fik således sat punktum for aftenen på fornem vis, og der blev kvitteret med stående klapsalver.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA