x
Lars H.U.G.: Store Vega, København V

Lars H.U.G., Store Vega, København V

Lars H.U.G.: Store Vega, København V

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det er meget få forundt at have den status, der synes at være Lars H.U.G.'s helt egen. Fælleseje og alligevel helt fri. Popsmed helt ind i sjælen og alligevel med et utroligt vue ud over en karriere, hvor der aldrig er blevet solgt ud.

Nu havde han indfundet sig på folkets gamle Vesterbroscene. Kunstnerskægget raget ned til ingenting, og som han stod der side om side med Peter Peter, var de et minde om, at det er mere end okay at være smuk. Og når man fortsat er så velsyngende som nogensinde, kan det jo kun blive helt specielt.

På denne aften fik vi stort set hele det nye album serveret. Et album, der er lanceret som tredje del af trilogien, og ligesom det for forbilledet David Bowie med sin trilogi, er de to første udgivelser ubestridte udflugter på højeste niveau - Low og Heroes samt Kysser himlen farvel og Blidt over dig, mens 3'eren er den skæve fætter, og så alligevel ikke. For til denne koncert syntes de nye sange - fra titelsangen 10 sekunders stilhed og forbi træffere som Elsk dig selv og sangen med evergreenpotentiale, De søde søndage - at forplante sig og finde deres naturlige plads i et repertoire, som man næsten skal til Kim Larsen for at finde magen til.

På et niveau hvor der både er tale om stor kunst og alligevel helt og aldeles folkelig legitimitet og identifikation. I en grad så de fleste stort set sang med på alle sange og smilede lyksaligt, når en særlig finurlig drejning fra H.U.G.'s og Johnny Voss' bud på Zen med et lakonisk dansk twist blev fyret af.

Og netop Peter Peter var en lise at se på. Siden Sort Sol gik i spåner er vi sikkert mange, der har sukket efter at se denne drømme-sideman overfor en sanger af Steen Jørgensens kalliber. En sådan er Lars H.U.G, med en kredibilitet, der ikke er mindre på nogen måde. De to kammerater fra punkdagene klæder hinanden helt eventyrligt, og når man dertil har en guitarist på Rasmus Hedeboes niveau, kan man ikke forlange mere, eller filmkomponisten Povl Kristian til at tegne de store linjer ovre bagved og minde nogle af os om Bleeder med Peter Peter.

Og så blev det en mageløs aften, der foldede sig mere og mere ud. I takt med at rusten og følelsen af første job på turen blev afløst af festen og de gode sanges og mange øveres uimodståelige flow. Og ja, de kom, disse helt unikke momenter i danskernes rockliv, som blev født via en sanger, som jeg aldrig har set som krukket, men som en dybt alvorlig kunstner, der ikke var bange for at levendegøre beundringen for føromtalte Bowie og en Bryan Ferry, men også gav fraseringerne en helt egen snert, åbenbaret fra første strofe på Militskvinder og Havets blå og aldrig sluppet siden.

Nej, det var en stor kunstner, der kom og gavmildt delte ud. Og med et publikum, der tog imod med hjerter, der var pivåbne.

Grethe Ingmann-grandprixvinderen Dansevise fra 1963 er fortsat i Lars H.U.G,'s foredrag lysende. Og med overgangen til den uforlignelige Mon de kan reparere dig, som fik mange til at spejde op mod balkonen, undrende om kronprinseparret mon fandtes gemt deroppe i denne kongestund, og linjerne, der både er Tom Kristensen og la-la-la-la-koret som hilser fra Steve Harley og Make Me Smile og det helt eget drev i denne sang, gav os løfter om en sjælden præstation. Løfter der til fulde blev indfriet med den ordinære koncerts tre sidste numre, som var en triumferende Kysser himlen farvel og de to Kliche-klassikere Havets blå og Militskvinder. Begge med Peter Peter i glamsolo i Evil Twin-positur vridende rocklinjer ud, der ville have gjort hans gamle Stooges-forbillede, James Williamson, stolt.

Derefter kunne vi blive lagt i seng med Elsker dig for evigt og de to sidste fra den nye plade, for at lukke og slukke i nutiden. Som i et H.U.G.'sk univers vil sige evigheden.

En stort forår venter. Allerede er vi højt oppe, og når turneen for alvor kommer i gang, fornemmer jeg, at kun skyerne sætter grænsen.

Hvor var det en dejlig koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA