x
Art Garfunkel: DR Koncerthuset, København

Art Garfunkel, DR Koncerthuset, København

Art Garfunkel: DR Koncerthuset, København

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

"Paul Simon er en mand, som har beriget mit liv dybt. Punktum." Ordene kommer fra den anden halvdel af sentressernes store succesduo Simon & Garfunkel - for trods ualmindeligt kold luft mellem de gamle makkere gennem årene er Simon naturligvis ikke til at komme udenom i aften, hvor 73-årige Art Garfunkel træder op foran et velopdragent publikum i Koncerthusets eminente rammer.

Jeg mener: Garfunkel skylder trods alt Simons seriøst store sange, at han overhovedet står på scenen i aften. Hovedparten af sættets sange - stribevis af Simon & Garfunkel-kassikere - er skrevet af samme Simon. Og så er det minsandten kun tre dage siden, at Simon selv stod på scenen i Odense og spillede sange fra selvsamme bagkatalog, som Garfunkel øser fra i aften: "The Boxer" går eksempelvis igen fra tirsdagens show med Paul Simon og Sting.

Enhver sammenligning er ligeså uundgåelig, som den er urimelig: Simon er sangskriver - en af de bedste, vi har - mens Garfunkel er fortolker; en aldrende skønsanger, som insisterer på at søge og dyrke, ja, det skønne. En usædvanlig figur i popppens verden, som i aften reciterer egne prosadigte mellem sangene og alle dage har været lige så interesseret i klassisk litteratur og musik som den samtid, han så alligevel ikke har undladt at forholde sig til.

Perfekt øjeblik 

Heller ikke i aften, hvor vi får antikrigs-sangen "The Side of a Hill" såvel som en humoristisk-bitter bebrejdelse til det danske publikum: "USA og Danmark er jo venner i disse år...det er et spøjst venskab. I skulle skamme jer!" Garfunkel og hans glimrende, akustiske guitarist - der er dømt virtuost fingerspil aftenen igennem - lægger ud lidt over otte med tre Simon & Garfunkel-sange, inden Garfunkel med "Perfect Moment" viser, at han faktisk også selv kan skrive sange.

Undervejs flettes også en Randy Newman-sang, et indslag fra Garfunkels mest succesfulde soloplade, "Breakaway" fra '75, og andre ekskurser sig ind i forløbet. Men det er og bliver kært skattede klassikere som "Homeward Bound" (Garfunkel: "Da "Sound of Silence" havde ændret mit liv, blev denne her det opfølgende hit"), "Scarborough Fair" og de allerede nævnte, som bærer aftenen igennem. 

Og er der en ting der er slående, er det hvor forskelligt de to gamle makkere griber bagkataloget og hele metieren an: Hvor Simon er en kunstner i fortsat bevægelse, går Garfunkel ikke af vejen for den rene nostalgi - han siger det selv forud for "Kathy's Song" - og det er øjensynligt et træk, som behager det pæne publikum i København i aften.

Selvom årene ikke er gået ubemærket hen over Garfunkels fine stemme, lægger fremførelserne sig relativt tæt op ad de godt 50 år gamle studieversioner. Og selv fortæller aftenens hovedperson da også på et tidspunkt, hvordan årene omkring Simon & Garfunkels blot fem, fremragende plader faktisk står krystalklart i erindringen.

Simons spædbørn

"En sang som denne her føles lige over min skulder," siger han i optakten til "The Sound of Silence" og erindrer, hvordan Simon i sin tid viste ham sangen blandt de beskidte tallerkner i et lille køkken hjemme i New York. "Jeg tog mig kærligt af hans "babyer" (sangene, red.) - det var sådan, Simon & Garfunkel fungerede," som han bemærker.

Det gør Garfunkel i en vis forstand stadig, kan man sige. Og hvis man tilhører dem, som hellere vil høre et bagkatalog søgt genskabt på scenen, end opleve et værk i fortsat bevægelse (som hos Simon, eller Dylan) - ja, så er man i den grad gået rigtigt i byen i aften.

Garfunkel og hans akkompagnatør slutter en på en gang intimt uformel og højstemt, andagtsfuld aften efter blot små halvanden time med en afkortet version af "Bridge over Troubled Water;" efter et enkelt ekstranummer kvitterer salen med stående bifald.

"Pauls (Simon, red.) hjerterytme er bare en anden end min," udtalte Garfunkel tilbage i '75 og tilføjede: "Han er mere neurotisk end jeg; han har mere brug for at opnå noget nyt, end jeg har. Jeg kan sætte mig tilbage og spise en fersken og har ikke behov for at arbejde på samme måde som ham."

Den tilgang falder tilsyneladende i rigtig god jord i Ørestaden i aften. Fred så være med, at undertegnede til enhver tid vil foretrække neurotikeren fremfor den ferskenspisende skønsanger. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA