x
Royal Blood: Store Vega, København V

Royal Blood, Store Vega, København V

Royal Blood: Store Vega, København V

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Royal Blood på Store Vega var et fantastisk match. Som det altid er, når et rigtigt godt rockband opleves på et vaskeægte ballroom, frem for - som nok er virkeligheden, hvis succesen fortsætter i samme takt som hidtil - en større scene med tilsvarende afstand mellem publikum og orkestret.

Vel ankommet med et friskt trofæ fra Brit Awards i bagagen vendte duoen fra Bristol tilbage til Danmark for en udsolgt sal. Går på scenen som boksere til noget, der lyder som Jay-Z, indtil den overstyrede drone fra forstærkervæggen går i gang og så rammer det første tordenskrald af mange i form af riffet til Hole, slået an fra Mike Kerrs Gretsch-bas af shortscale-slagsen. Altså en bas med samme halslængde som en normal spade. Mens Ben Thatcher går i gang med at være den anden part i det berømmede samarbejde, der får de af os, der er gamle nok til at have været i rum med nogle af rockens store legender i deres velmagtsdage, til at mindes den overjordiske kombination af d'herrer Jimmy Page og John Bonham. Vi snakker selvfølgelig om Led Zeppelin på toppen i start-1970'erne.

For det er sådan, dette nye band er: to personer, der med lige dele tyngde og musisk ekvibrilisme former en krop af ugudeligt fed rock. Rock, som samtidig er affyret med en punket tilgang og med en ret skabet vokal, som lyder presset, som var den kanaliseret gennem en guitarforstærker med solid overdrive. Der er i hvert fald nok forstærkere at tage af, skulle man mene.

Det er for alvor på den fede Figure It Out, at koncerten åbner sig op. Kerr har et sangforedrag med kraftige hints til glam og bands som Sweet, og overfor det står den skæve bas med turene op i de nedbarberede guitarriffs, hvor octaverpedalen får et tryk og de to højeste strenge på bas-guitaren synes at drage i en retning, mens det dybe register spiller powerchords. Mike Kerr har virkelig barberet udtrykket ned, og det kommer i den grad ud over scenekanten på Store Vega.

Better Strangers er tyngde personificeret, Mike Kerr har på et tidspunkt skiftet til sin Fender Starcaster med den hule krop, som feeder så fedt, når han som en Hendrix tager turen over til væggen af forstærkere, som med et opsplittet signal i pedalbrættet både består af bas- og guitarforstærkere. I en pause mellem riffene præsenterer han Ben Thatcher som "the rest of the band". Og hvilket band. Thatcher formår især med sin bastromme at gå ind og møde Kerrs bas og understøtte den, når der i et splitsekund skal fyres af oppe i diskanten. Det er vanvittigt at tænke på, at de to fandt sammen for et par år siden. Så intuitivt er samarbejdet allerede.

One Trick Pony er sættets overraskelse. Oprindelig en B-side er den eksempel på den innovative side af Mike Kerr, som her har et par guitarstrenge på den genkomne Gretsch-guitar, på hvilke han bruger bottleneck til at spille slide guitar. Det er ikke en af de stærkeste sange, men det er ligegyldigt, for riffene lyder godt, og nu er det tid til at afslutte koncerten og få os op i retning af rendyrket rockekstase, og her må det siges, at Loose Change med sit riff, der er en Tony Iommi værdig og den afsluttende Out Of The Black med sit maskingevær-intro-riff er af den mere pogodans-inviterende slags. I et splitsekund kommer jeg til at tænke på Primus.

Koncerten viste, at - når der kommer yderligere et album og derfor mere materiale at tage af - kan det her blive endda rigtigt godt. Nu fik vi godt en time, hvor der professionelt blev fyldt ud, som det sig hør og bør for et band, som lige er brudt igennem og skal yde fanpleje. Så der blev shaked hands, så det var en præsidentkandidat værdig, og dertil spillet øresplintrende rock af fornem klasse.

Hvor er Royal Blood dog fede.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA