x
Lùisa: Spot Festival, Radar, Aarhus

Lùisa, Spot Festival, Radar, Aarhus

Lùisa: Spot Festival, Radar, Aarhus

Anmeldt af Lisa Amtoft Jensen | GAFFA

Den unge, tyske singer-songwriter Lùisa skriver personlige sange, der live blev præsenteret i loop-pop-udgaver ved eftermiddagens koncert på Spot Festival. Det var et one-woman-show, hvor Lùisa sang med sin mørke, hæse stemme og spillede fine fingerspils-figurer på sin akustiske guitar, mens hun loopede alt fra trommelyde, perkussion og skæve synthesizere til sin sangstemme i adskillige lag.

Lùisa kommer fra Hamburg, og hun har tidligere udgivet ep'en "Introspection" og albummet "One Youth Ago". Nu er hun snart aktuel med albummet "Never Own", som kommer på gaden i slutningen af maj. På sangerindens YouTube-kanal kan man opleve en flot visuel side, hvor Lùisa blandt andet kan ses klædt i en rød kjole vandre rundt i en mørk skov omgivet af maske- og kutteklædte mennesker i videoen "More". Videoen til sangen "Belong", som også var en del af koncerten lørdag, er derimod centreret omkring en dæmonlignende skikkelse, der vandrer rundt i et smukt snelandskab, og generelt er det et meget stærkt og lettere dramatisk udtryk, der vises i disse videoer.

 

Mere nedtonede versioner

Koncerten på Radar repræsenterede en anden og mere nedbarberet side af Lùisas sange, hvor det dramatiske visuelle udtryk var skåret væk, og det i stedet var musikken, som var i fokus.

Lùisa sang med sin smukke, mørke stemme, hun har næsten samme hæshed og klang som popstjernen Adele, selvom musikken er i en helt anden genre. Hendes sange havde et meget drømmende, skrøbeligt og indadvendt udtryk, og hun havde en troværdig indlevelse i de personlige sange. Lùisas loop-pop-element gav sangene et ekstra lag: Det var ikke bare en singer-songwriters personlige historier og følelser fremført på akustisk guitar, det var dragende udgaver, hvor Lùisas vokal, fingerspil på guitaren, orgelharmonier eller dybe trommer blev fordoblet i talrige lag.

Lùisa var overordnet et behageligt, vellydende og talentfuldt bekendtskab live – dog var hun ikke helt så interessant som den mere intense Lùisa, som kan opleves i hendes musikvideoer.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA