x
Mudhoney: Loppen, København

Mudhoney, Loppen, København

Mudhoney: Loppen, København

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

27 år er det indtil videre blevet til for Mudhoney. Det støjede punkband fra det nordvestlige USA så dagens lys i 1988 med ep'en Superfuzz Bigmuff, opkaldt efter guitarist Steve Turners yndlingspedal. Lyden var støjet guitar, tung bas og hurtigtromlende trommer. Inspirationen tog hurtigt fart, og bands som Melvins, Pearl Jam og Nirvana fandt sidenhen sig bekvemt med denne strømlining, som på kort tid blev defineret som grunge.

Siden da er der sket ting og sager. Nirvanas frontmand Kurt Cobain tog sit eget liv i 1994 (en historie, de fleste efterhånden må formodes bekendt med), Pearl Jam gik i mere eksperimenterende retninger, og Soundgarden hoppede af bandvognen i 1997, og der skulle gå tolv år, før de igen var at finde i rockæteren. Mudhoney hører dog til de bands, som aldrig helt slog igennem mainstreamen, og er man et barn af 00'erne, er man måske heller ikke så velbevandret i deres musik. De har dog holdt sig godt i gang siden grungen blev lagt i graven i midten af 90'erne – noget, de selv beskriver som lidt af en rutsjetur på popularitetsskalaen. Men er man bekendt med Mudhoney, og har man tidligere oplevet dem i deres kød og blod, vil man vide, at en aften trukket gennem mudderet er en oplevelse, der sent bliver glemt.

 

Kulminerende støjhelvede

Sidst, Mudhoney gæstede Danmark, var for præcis to år siden på selvsamme spillested, som skulle lægge rammer for aftenens koncert. Sveden dryppede dengang fra loftet, der var udsolgt, og fuzz-bandet havde lige udgivet deres niende studiealbum, Vanishing Point. Forventningerne var derfor høje til aftenens koncert – i hvert fald, hvis man spurgte undertegnede. Og det store spørgsmål var så, hvorvidt en flok midaldrende herrer, der netop udsprang af Seattle-lydens absurde popularitet, kunne leve op til den intensitet, som nærmest er blevet deres synonym. Men svaret er simpelt – bestemt kunne de det.

Mudhoney var dog ikke alenestående på aftenens plakat, der også prydede navnet Barton Carroll (eller Barron Carroll, som turnéplakaten fejlagtigt skrev). Som Barton Carroll indtog scenen bevæbnet med en akustisk guitar kunne der dog hurtigt opstå tvivl om, hvorvidt denne musik overhovedet passede ind. Det gjorde den heller ikke – i hvert fald ikke, hvis man forventede blodrevne trommehinder og permanent tinnitus. Men Barton Carroll besad dog til stadighed en punkattitude, som ikke ofte forbindes med akustisk folkemusik – men igen, han er jo fra Seattle, udsprunget af samme miljø som fornævnte orkestre. Imellem Carrolls historiefortællende numre omhandlende druk, nervøsitet og sjofle tanker fik han ført varmen godt ind i publikum og bekræftede derved den tjans, som et supporten bør leve op til.

Der gik heller ikke længe, før Mudhoney indtog de intime rammer på det københavnske spillested, beliggende på fristaden Christiania. Der blev lagt hårdt ud med nummeret "Suck You Dry" fra albummet Piece of Cake fra 1992, og hverdagspublikummet blev ingen nåde givet – selvom arbejde og skole kaldte dagen derpå var der ingen undskyldninger.

Dette fortsatte i lige så høj grad på det efterfølgende nummer "I Like It Small" fra bandets seneste album, som ikke lod sig afbryde af smalltalk eller andre unødvendigheder. Der var ingen tvivl – vi skulle rives rundt. Den imponerende nyskabelse, som til stadighed er at finde i Mudhoneys musik, kom derefter til udtryk på nummeret "You Got It" fra det selvbetitlede debutalbum, som kulminerede i et støjhelvede, som bragte publikum helt op under taget – og dette var altså kun aftenens tredje nummer taget fra en sætliste, som bød på materiale fra hele karrieren.

 

Hvidvinspunk og andre tilfældigheder

Blandt aftenens mange højdepunkter var de største dog at finde i sættets anden halvdel, hvor forsanger Mark Arm sang uden guitar og viste en energi, som var han en 19-årig dreng på lidt for meget coke. Der blev stirret intenst ud over publikummet til nummeret "I'm Now", og Mudhoney-historiens første single "Touch Me I'm Sick" så ukontrollerede moshpits, der i sin intensitet bør anses som fast del af ethvert punkshow, med sko der fløj i lige så vild en grad som publikums kroppe.

Men er man bekendt med, hvornår Mudhoney føler sig bedst tilpas på scenen, er det ofte med et glas hvidvin i Mark Arms hånd, hvorpå der blev skålet dus med guitarist Steve Turner, som introducerede Mark Arms "mest ærlige nummer", "Chardonnay". Denne hadefulde hyldest til de kedelige dråber blev efterfulgt af The Dicks-coveret "Hate The Police", hvor en grad af anarkisme kom til udtryk, der bragte enhver tilbage til teenageårenes ungdomsoprør og tanker om, at morgendagens forpligtelser måtte lade vente på sig.

Mudhoney forlod derefter kortvarigt scenen, imens publikums ventede intenst på mere. Der skulle dog ikke gå længe, før de garvede Seattle-gutter igen var placeret solidt på Loppens lavtstående scene, hvorpå de trak publikum ind i indlevende og varierede opførelser af "If I Think" og "Here Comes Sickness". Intensiteten havde for længst ramt loftet, og der manglede ingenting til aftenens koncert – men støjen stoppede ikke, og dette udviklede sig til et heftigt trommespil leveret af Dan Peters. Og ganske rigtigt skulle publikum sendes videre ud igennem universet med "In 'N' Out of Grace", hvor niveauet af jam nåede helt nye højder. Trommesoloer fløj os om ørerne, støjende guitar og Marks Arms skrigende vokal beviste, at Mudhoney er helt ligesom de var, dengang for mange år siden – de er bare bedre i dag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA