x
Cannibal Corpse: Copenhell, Hades

Cannibal Corpse, Copenhell, Hades

Cannibal Corpse: Copenhell, Hades

Anmeldt af Hansen | GAFFA

Mange bands bliver trætte med årene. Eller i hvert fald trættende. Enten i et krampagtigt forsøg på at jagte sin egen ungdom, eller et lige så pinligt forsøg på at forny sig og være fresh på bekostning af egen identitet. Ikke Cannibal Corpse. De står lige så solidt på scenen nu, som de har altid har gjort.

De går på scenen uden drama eller tricks, og starter med det samme. De er her tydeligvis kun for at spille metal, og går fokuseret og intenst til sagen. Hvad der hos andre bands kunne ligne en dag på kontoret, opleves her som koncentration og indlevelse. Det er tungt og effektivt, og smukt på sin egen muntre og hadefulde måde. Det er stille roligt bare en fornøjelse at se et så sammenspillet band tonse derudad uden at bruge andre virkemidler end sin musik.

I modsætning til både plader og tidligere shows, jeg har set med dem, var der denne gang mere plads til de tunge stykker. Og de kan sagtens tage tempoet lidt ud og sparke den tunge røv, uden at det koster på energien eller attituden. Og attitude har de, på deres egen ikke særlig selvhøjtidelige måde. Fisher udfordrer på et tidspunkt publikum til en headbanger-battle med ham, men fortæller med det samme, at de vil tabe. Men selvom de tager let på det, så mener de det. Og hvad der nogle gange kan virke fjollet på plader, står stærkt og imponerende på scenen.

Koncerten kunne ikke undgå at blive påvirket af vejret. Et kvarters tid inde tog regnen virkelig til og stod sidelæns ind på publikum. På en måde klædte det egentlig lyden at blive kastet så meget rundt af vind og vand, men det tog pusten lidt af publikum. Men ikke af bandet. Fisher forklarede, at det var Gud der pissede på os, fordi han hader metal, og så kunne vi ellers alle stå og give fingeren til himlen, mens dødsmetallen bankede ud over Refshaleøen.

Og det var metal for alle pengene. De er bundsolide og troværdige og fremstår bare seje hele tiden. Alle årene og alle minutterne. De formår ikke at trække den helt op, men det virker heller ikke som målet. Til gengæld er der et højt bundniveau og et overskud, som bærer koncerten hjem. Det trækker både i smilebåndet og det gamle speed-ben.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA